LINK
HVORDAN SÅ VORES GRUNDLÆGGERE AF PINSE KRISTENDOM
PÅ MENIGHEDENS MEDLEMMERS FRELSE?
ER VI FALDT FRA?
VIL VI KENDE SANDHEDENS LIV I KRISTUS?
En af de værste hindringer for fremgang i en kristen lokal-
menighed er:
MEDLEMMER UDEN LIV I GUD
Man kan aldrig få sådanne medlemmer til at glæde sig i frelsen. Det er jo ganske naturligt, at du ikke kan få et menneske til at glæde sig over, hvad det ikke har.
Og man vil heller aldrig få et menneske til at være tro, af frivillighedens vej, mod det, som det ikke elsker, det må da tvinges frem gennem ydre foranstaltninger.
Kan være, at de er rare flinke folk, som mennesker betragtet, Kan være, at de er moralske efter verdens mønster, de er dog døde grene på det åndelige træ og danner - ubevidst eller bevidst - en fremmed naturkraft mod Guds riges væsen, thi enhver uomskåren på hjerte og øre lever i vantro.
Selvom han har en stor viden om religion og tror han tror. Og så længe et menneske lever i den synd, vantroens synd, lever det i en natur, som er imod Gud, thi vantroen er en naturkraft i åndens verden, som i hele sit væsen er imod Gud, en naturkraft, som fødes frem ved syndens liv og den døde kundskab.
Først når mennesket omvender sig og bliver født på ny tages dækket bort 2 Kor.3-16 " Men hver gang en omvender sig til Herren, tages dækket bort." Da omskabes denne natur ved hjertets omskærelse til en troens natur, eller en natur som skabes af troen.
Men hvorledes kan nu det ske, at menigheden får medlemmer uden liv, når princippet er kun, at tage omvendte ind?
Det kan ske på mange måder. Det kan ske ved, at man sætter sig som mål at vinde tilhængere af sin egen tro i stedet for at vinde dem for Kristus! Til at begynde med må vi være klar over, at det at vinde sjæle ikke er det samme, som at vinde proselytter, hverve tilhængere til menigheden. Det er ikke at overtale andre mennesker til at tænke sådan som vi og derved få dem forenet med menigheden. Nej det er noget uendeligt dybere end det. At vinde sjæle er at føre dem til personlig og umiddelbar forbindelse med Gud, at få sjælen til at antage Guds tilbud om frelse fra fortabelse.
Til dette vil enhver, som ved, hvad det er at være frelst, sige amen af hele sit hjerte, thi deri indbefattes den virkelige frelse, at blive et med ham, at blive et med ham i vilje, at blive et med ham i natur og at blive et med ham i sind. Der er stor forskel på en tilhænger af en eller anden menighed og en efterfølger af Jesus Kristus. Og det har været en af de største fejltagelser , som er blevet gjort på det religiøse område, at hverve medlemmer, uden at de har vist livstegn. Det har mange slemme følger. Deriblandt de værste er det, at de er blevet "kristne", fordi de er blevet medlemmer af menigheden .De bliver vanskelig at frelse, fordi de mener, at de er frelste. De har fået deres Gud i deres egen religion, men de er de værste modstandere af det sande liv.
Og tænk jer kære læsere, at der findes mange, som tror sig at være kristne, fordi de er med i en menighed. Men at være med i en menighed det er et, og at tilhøre Kristus ,det er noget andet. At tilhøre Kristus det er at være født ind i menigheden af Ånden.
Vi ser altså, at det at erhverve tilhængere for sin egen tro, eller rettere for sine meninger, er et, og at hverve dem for Kristus er noget andet. Men det er en kendsgerning, at mange arbejder mere for sit eget end for Kristus. Man arbejder mere for personens ydre, end for at Kristus skal få hans indre. Man arbejder mere for at bygge nye kirker eller forsamlinger og at føre folket ind i sansereligion. , sådan som det behager sansemennesket.
Derfor, lad enhver, som arbejder i Herrens gerning, ikke gå op i
andet end end i Kristus.
Menighedens store problem bliver, når der ingen nye frelste
findes mere, og de gamle syntes at blive for gamle
til at få åndelige børn i stedet for tilhængere.
Der spores ikke barnelængsel mere iblandt menigheden.
De er for længe siden begyndt at leve selvlivet, selv om det ikke
er selvlivet i reneste forstand efter kødet. , så er det dog
det religiøse selvliv.
Det går ud på bare at leve for sig selv, ved at gå efter den lov:
Hvad der behager mig, det vil jeg.
Og når en menighed kommer i den stilling, kan til og med en
"vækkelse" blandt de ufrelste være uheldig.
Mange i en sådan menighed vil sige:
Der er ikke hyggelig i menigheden nu, for der er så mange nye
medlemmer.
Hvad skal man så gøre?
Ingen frugt af ordets prædiken. Ingen trang i menigheden til åndelighed og frelse. Det eneste, som måske er igen hos en del af menigheden, er medlemstrang, det vil sige trang efter efter flere medlemmer for at man skal blive større og anseligere, og at der skal blive flere til, at bære de økonomiske byrder.
Det er lige her man begynder, at avle børn med trælkvinden. Man vil have fremgang, man vil vise, at man er med. Så begynder eksperimenterne - som følge af nød, men den form af nød er af menneskelig beskaffenhed, da der bag det hele er gemt en ræv, som vist nok er liden og uskyldig at se til fra ydersiden, men derfor har så meget bedre anledning til at gemme sig i vingården for at fordærve den. Denne ræv hedder - religiøs egoisme! Der burde være en stor præmie for at fange den, og en endnu større for at dræbe den. Men den er meget sejlivet og kan spille død og endda leve i sin fulde kraft.
Der er nok ingen anden, som kan fange eller gribe den, end Herren selv. Og det kan vi være sikre på, at den "vækkelse" , som søges frembragt af religiøse selvinteresser, kun føder trælle sønner og døtre. Og disse kan være søde så længe de er små, men de er ikke løftets børn. Og når de bliver større, bliver der altid strid mellem dem og forjættelsens børn.
Ved erfaring vil vi komme til den klare forståelse, at det er bedst, at bie på Herren i alle livets forhold, og frem for alt, når det gælder hans eget værk i menigheden. Mange er gået foran ham og har bygget, men det er blevet træ, hø og strå, som ikke engang er blevet stående til den dag, da a skal prøves med ild. ! Kor.3-13 Og det har været en af mine sørgeligste iagttagelser rundt omkring i menighederne, at der findes så mange "uomskårne", som ikke kender den iboende frelse.
Joh.4-14 fordi de aldrig har været født på ny. Mange har søgt, at stjæle sig ind i Guds rige. SÅ LANGT FORFATTEREN.
2 KOR. 13-5 " JER SELV SKAL I RANSAGE, OM I ER I TROEN, JER SELV SKAL I PRØVE! MÆRKER I IKKE PÅ JER SELV, AT JESUS KRISTUS ER I JER? ELLERS STÅR I IKKE PRØVE."
Præsterne tør jo i dag ikke prøve deres medlemmer om de kun er religiøse eller født på ny kristne. Og de fleste kristne ønsker ikke en præst skal prøve deres tro, Men hvad står der i Heb HEB. 13- 17 " LYD JERES VEJLEDERE OG RET JER EFTER DEM, THI DE VÅGER OVER JERES SJÆLE SOM DE, DER ENGANG SKAL GØRE REGNSKAB, SØRG FOR, AT DE KAN GØRE DET MED GLÆDE OG IKKE SUKKENDE, THI DET VILLE IKKE VÆRE GODT FOR JER."
Det vil heller ikke være godt for de præster der ikke tog ansvaret på sig.
AMEN
