LINK
Se, jeg står ved døren og banker på, hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig (Åb 3,20).
Johannes var den sidste af de tolv apostle, der døde. I tillæg til at skrive evangeliet og de breve, der bærer hans navn, skrev han også Johannes’ Åbenbaring, som bidrager så meget til vores forståelse af den store strid. Vi koncentrerer os om hans beskrivelse af de syv menigheder, og vi vil studere dem fra de oprindelige modtageres synsvinkel for at få så meget som muligt ud af hans ord.
Det er iøjnefaldende, at Jesu henvendelse til hver enkelt menighed er meget personlig. Menighederne har alle forskellige behov, og han opfylder dem alle.
En udfordring er, at disse menigheder fremstilles, som om de kæmper med deres identitet, ligesom vi gør det i dag. Står deres medlemmer tydeligt på Jesu side og følger hans kald til dem om at vidne for en døende verden, eller står de med et ben i hver lejr. Forsøger de at se ud som kristne, mens de privat er mere komfortable med mørkets magter? Selv om vi historisk ser os selv som den sidste af disse menigheder, vil det blive klart for os, at uanset hvor forskellige omstændighederne er, står vi på mange måder over for de samme udfordringer, som menighederne ned igennem tiderne har gjort.
Åb 2,1-7 · Hos 2,13 · Åb 2,8-17 · Åb 2,18-3,6 · Es 60,14 · Åb 3,14-22
Budskabet til Efesos begynder med en beskrivelse af dens egenskaber. Jesus er godt klar over dens stærke og svage sider. Han roser medlemmerne for deres gerninger, deres udholdenhed og deres intolerance over for falske lærere midt i blandt dem (Åb 2,2-3.6), en tydelig advarsel om, at falske læresætninger ikke må tolereres i menigheden. Det ser ud til, at menigheden i Efesos, som oprindeligt var blevet kaldt af Gud til kamp mod mørkets magter, havde lidt under et modangreb fra Satan.
Det viste sig i form af falske apostle, efterfølgere af Nikolaos – måske en af de oprindelige syv fattigforstandere (ApG 6,5), der åbenbart havde dannet en udbrydergruppe. Uanset, hvad deres vranglære bestod i, hadede Jesus den (Åb 2,6). Problemet med menigheden i Efesos var, at de havde forladt deres ”første kærlighed“ (Åb 2,4). Dette minder meget om de gammeltestamentlige profeters sprogbrug, hvori Israel i sit frafald sammenlignes med en person, der jager efter forbudte elskere (se fx Hos 2,13).
Situationen kan se håbløs ud; men Jesus er ekspert i at redde håbløse situationer. Allerførst opfordrer han sit folk til at huske, hvorfra de er faldet, og vende tilbage til at gøre de gerninger, de først gjorde (Åb 2,5). Dette er ikke et kald til at vende tilbage til ”de gode gamle dage;“ det er snarere et kald til at bruge deres tidligere erfaringer til at lede dem i fremtiden.
At du har svigtet din første kærlighed (Åb 2,4). Hvorfor er det så let at komme til at gøre det? Hvad sker der med os som enkeltpersoner eller som menighed, der kan få vores kærlighed til Gud til at blive kold?
Menigheden i Efesos
Åb 2,8 Åb 1,18. Åb 2,8-17
Til menigheden i Smyrna introduceres Jesus som ”den første og den sidste, han som var død og blev levende.“ For menigheden i Pergamon er Jesus den, som har det skarpe tveæggede sværd i sin mund (Åb 1,16; 2,12).
Menighedsmedlemmerne i Smyrna er også kendt for deres hårde arbejde; men de kan ikke fremvise mange resultater af det, de gør. Måske skyldes det, at de har ”Satans synagoge“ midt i blandt dem (Åb 2,9). Menigheden i Pergamon ser også ud til at holde fast ved deres tro, på trods af at de bor, ”hvor Satans trone står“ (Åb 2,13). Her møder vi igen kampen mellem godt og ondt. Menigheden i Smyrna advares om vanskelige tider, der skal komme. Nogle vil blive kastet i fængsel og måske også lide døden (Åb 2,10). I Pergamon er nogle af dem allerede blevet slået ihjel på grund af deres tro (Åb 2,13).
Det er vigtigt at bemærke, at der er en grænse for de vanskelige tider; det vil sige, at det onde ikke får lov til at fortsætte længere end til et bestemt punkt (Åb 2,10). Men Gud har nogle få indvendinger imod menigheden i Pergamon (Åb 2,14-16). Tilsyneladende accepterer den folk i sin midte, der ”holder fast ved Bileams lære“ og nogle, der ”holder fast ved nikolaitternes lære“ (Åb 2,14-15). ”Nikolaos og Bileam ser ud til at være parallelle udtryk; Nikolaos er et sammensat græsk ord (nika¯o og laos), som betyder ”han, som vinder sejr over folket.“ Navnet Bileam kan komme fra to hebraiske ord – am (”folk“) og bela, (”at ødelægge“ eller ”at opsluge“), og betyder altså ”folkets ødelæggelse“.
Jesus advarer hele menigheden om, at hvis deres vranglære fortsætter, vil han personligt komme og kæmpe imod dem med sin munds sværd (Åb 2,16). Men selv midt i disse advarsler giver Jesus begge disse menigheder store opmuntringer (Åb 2,11.17). Læs Åb 2,14-15.
Smyrna og Pergamon
Åb 2,18-3,6 Introduktionen af Jesus til menigheden i Thyatira (Åb 2,18) viser en stadig vanskeligere og forvirrende tid for Guds folk. Billedet med øjne som luende ild og fødder som skinnende malm forekommer ikke kun i Åb 1,14-15, men findes oprindeligt i Dan 10, hvor Daniel ser en, hvis øjne er som ”flammende fakler“ og fødder som ”blank kobber“ (Dan 10,6). I endens tid vil Kristus stå op og redde sit folk. Når situationen ser mørk ud for Guds folk, vil Gud altså selv direkte gribe ind og befri dem, hvis navne er opskrevet i livets bog (Dan 12,1).
Til menigheden i Sardes introduceres Jesus som den, der har ”Guds syv ånder og de syv stjerner“ (Åb 3,1; 5,6). Igen ser vi en Frelser, der bag scenen er aktivt involveret og benytter himlens kræfter til at sikre, at hans menighed er i sikkerhed.
Beskrivelsen af disse to menigheder er dybt foruroligende. Selv om det går fremad i Thyatira (Åb 2,19), har de været som Israel på dronning Jezabels tid. Og menigheden i Sardes er åndeligt død (Åb 3,1). På trods af alle disse problemer opmuntrer Jesus menighederne. Han roser mange i Thyatira, ”som ikke har loddet Satans dybder,“ og formaner dem til at holde fast, ”indtil jeg kommer“ (Åb 2,24-25). Der er også ”nogle få“ i Sardes, ”som ikke har sølet deres klæder til“ (Åb 3,4).
Til disse trofaste lover Jesus specielle velsignelser. Han lover at give Thyatira ”morgenstjernen“ (Åb 2,28), som han senere identificerer som sig selv (Åb 22,16), og til Sardes lover han en plads i himlen, og at han vil vedkende sig de troendes navne ”over for min fader og hans engle“ (Åb 3,5).
Hold fast og omvend dig. Hvad har du at holde fast i, og hvad har du brug for at omvende dig fra?
Thyatira og Sardes Åb 3,7 Åb 3,10
Menigheden roses for at holde fast ved hans ord og for ikke at have fornægtet hans navn, selv om dens kræfter synes at være meget svag (Åb 3,8). Jesus giver den et interessant løfte om, at medlemmer i Satans synagoge snart vil komme og kaste sig ned for menigheden i Filadelfia (Åb 3,9). Dette er hentet fra Es 60,14, som beskriver Guds folks undertrykkere, der i underkastelse bøjer sig for dem. Dette står i stor modsætning til den barske behandling, de selv tidligere havde udsat Guds folk for. Ud fra dette kan vi forstå, at Satans synagoge havde gjort livet vanskeligt for de første kristne. Som vi har set, kæmpede nogle af de tidligere kirker med dem, der kom med falsk lære og skabte problemer – en af de måder, hvorpå Satan modarbejder menighederne. Men det ser ud til, at Filadelfia er den, der endelig befrier menigheden fra denne kilde til ondskab.
Det synes indlysende, at menigheden i Filadelfia havde gennemgået ligeså store vanskeligheder som de foregående menigheder; men det virker, som om de har haft en anderledes holdning. Deres tro og samarbejde med Gud er blevet bemærket og sat pris på af Frelseren, igen på trods af deres ”svage kræfter“ (Åb 3,8).
Løfterne til dem, der sejrer i denne menighed, indbefatter at blive gjort til søjler i Guds tempel (Åb 3,12). De nye navne viser, at de nu fuldstændigt tilhører Gud, måske fordi de på alle områder i deres liv allerede har vist, at de tilhører ham.
Menigheden i Filadelfia Åb 3,14-22
Laodikea får også en beskrivelse af Jesus: ”Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings ophav“ (Åb 3,14), afgørende træk ved Jesu guddommelighed. ”Amen“ er en henvisning til Es 65,16, hvor ordet Amen oversættes med ”den trofaste Gud“ og sammenkædes med pagten. Jesus er den store Gud, der opfylder pagten, den Gud der holder sine løfter om frelse og genoprettelse. Jesus er også det trofaste vidne, der over for sit folk vidner om, hvordan Gud egentlig er (Åb 1,5; 22,16; Joh 1,18; 14,8-10). Han er også Skaberen (Kol 1,16-17).
Efter at disse vers først fortæller, hvem Jesus virkelig er, er det nødvendigt at gøre det klart, hvem denne menighed egentlig er. Vi kan med andre ord kun virkelig kende os selv, hvis vi kender Guds først. Menneskene i denne menighed har snydt sig selv i en sådan grad, at det, de mener om sig selv, er det stik modsatte af, hvad de virkelig er (Åb 3,17). Jesus trygler dem dernæst om at tage de nødvendige skridt for at opnå den klarhed, der skal til for at se virkeligheden, som den er, og dernæst at foretage den nødvendige forandring i livet (Åb 3,18). Alternativet er guddommelig straf – i to faser.
Først er det måske nødvendigt med lidt gammeldags faderlig tugt (Åb 3,19); dernæst nævnes den mulighed, at Gud vil ”udspy“ dem af sin mund som en mundfuld ulækkert vand (Åb 3,16). Denne menighed, som er så tæt på at blive kastet ud fra Guds nærhed, gives de største løfter. Jesus ønsker at tilbringe tid sammen med dem over et måltid mad (Åb 3,20) - noget, der kun forbeholdes nære venner. Dernæst lover han dem muligheden for at sidde sammen med ham på hans trone (Åb 3,21). Det er interessant at følge den negative udvikling i de syv menigheder, hvor Guds folk bliver kolde og bevæger sig bort fra ham. Hvordan kan dette ske? Det ser ud til, at selv om striden er vundet, er der mange, der stadigvæk hårdnakket holder fast ved det onde og mørkets magter. Når vi ser på disse menigheders historie, er der ingen tvivl om, at de er en del af den store strid, som fortsætter, indtil Jesus kommer igen.
Menigheden i Laodikea
Siden Guds hellige lov er ligeså hellig som Gud selv, kunne kun en person, der var lige med Gud, skaffe soning for dens overtrædelser. Ingen anden end Kristus kunne frelse den faldne menneskehed fra lovens forbandelse og igen bringe den i harmoni med himlen. Kristus tog syndens skyld og skam på sig – synd, der var så afskyelig for en hellig Gud, at den måtte adskille Faderen og hans Søn. Kristus nåede elendighedens dyb for at redde den ødelagte menneskelige race
Til trods for, at engle er syndfrie, er de ikke hellige ligesom deres Skaber; for hvordan kan noget skabt være ligeså helligt som ham, der skabte det? Det er derfor ikke underligt, at Bibelen igen og igen lærer, at Kristus er Gud. Kristi offer handler til en vis grad om Guds lovs hellighed. Det var på grund af loven, eller rettere på grund af overtrædelse af loven, at Jesus var nødt til at dø, hvis vi skulle frelses. Syndens alvor kan bedst ses i det ufattelige offer, som var nødvendigt for at sone for den. Hvis loven er så hellig, at dens krav kun kunne opfyldes ved, at Gud ofrede sig selv, har vi alt det bevis, vi har brug for, for at se, hvor ophøjet Guds lov er.
Idet jeg i den seneste tid har set mig omkring for at finde ydmyge efterfølgere af den ydmyge Jesus, har min hjerne været på hårdt arbejde. Mange, som bekender sig til at se frem til, at Jesus snart kommer igen, er blevet så lig denne verden og er mere ivrige efter at opnå anerkendelse fra mennesker omkring dem end Guds anerkendelse. De er kolde og formelle, ligesom den nominelle kirke, de for så kort tid siden forlod. Budskabet til menigheden i Laodikea beskriver fuldkomment deres nuværende tilstand.
Når Jesus viser sig for apostlen Johannes på Patmos, åbenbarer hans sig som ”den første og den sidste“, det vil sige som Jahve, Gud selv (jf. Es 44,6).
”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet“ (Åb 21,4).
Mange stiller spørgsmålet om, hvorfor synden i det hele taget opstod. Centralt i svaret står begrebet frihed. Sand frihed, sand moralsk frihed, indbefatter risiko; for hvis personer eller væsener virkelig har frihed, må de også have muligheden for at gøre det forkerte. Det næste spørgsmål lyder: hvorfor kunne Gud ikke bare udslette dem, da de valgte det forkerte, og have sparet resten af os for de forfærdelige følger af deres oprør?
Svaret bringer os til selve kernen i den store strid. I denne uge vil vi se, at Gud fører en form for åben forvaltning, og selv om meget omkring ham og hans veje er et mysterium, løser han den store strid på en måde, der for evigt vil tilbagevise alle spørgsmål vedrørende hans selvopofrelse, godhed, retfærdighed, kærlighed og lov.
Vi får faktisk tusind år til at få svar, i hvert fald angående de fortabtes skæbne; vi har en evighed til resten. Efter Jesu genkomst vil de frelste leve og herske sammen med Kristus i tusind år. Og det er endnu mere utroligt, at de faktisk vil spille en aktiv rolle i dommen. Lad os se på de afsluttende faser af denne store strids langvarige drama.
Åb 20,1-3 · Jer 4,23-26 · 1 Kor 4,5 · Åb 20,7-15 · Fil 2,9-11 · 2 Pet 3,10
Frelse Åb 20,1-3
Gud giver menigheden over det onde (Matt 18,18). Derved bliver det at binde og frigøre også i en vis forstand et symbol på dommen. Når en farlig forbryder fanges, er det nødvendigt at binde ham, Men mange gange, når personer i Bibelen er bundet, er de egentlig ikke kriminelle. Johannes Døber blev lagt i lænker, fordi han fordømte kongens synd (Matt 14,3-4). Jesus blev bundet i haven (Joh 18,12), under sin rettergang (Joh 18,24) og ved sin død (Joh 19,40). Paulus (ApG 21,33) og Peter (ApG 12,6) blev begge bundet. Jesus tilbragte meget tid personligt sammen med mennesker, som Satan havde bundet. På en besat havde hænder og fødder været bundet af lænker, som var blevet sprængte (Mark 5,3-4).
Før Jesus befriede ham fra de onde ånder, kunne ingen kontrollere det onde. Jesus mødte en kvinde, hvis ryg havde været krumbøjet, og han befriede hende (Luk 13,11-12.16). Han befriede også Lazarus fra graven og ligklæderne (Joh 11,43-44). Og så var der Barabbas, som blev befriet, selv om han var i lænker, så Jesus kunne blive korsfæstet og ikke han (Mark 15,7-15). I alle disse situationer ser vi, at Satan enten forsøgte at holde mennesker bundne med lidelser eller at binde de uskyldige, så det onde kunne vokse. Men vi ser også, hvordan Jesus brød dødens bånd for at give frihed til en verden, der håbløst var i Satans vold. Til sidst vil Satan blive bundet og kastet ud i det dybeste mørke (Åb 20,1-3).
En del af Jesu hensigt med at befri dem, der var bundet af Satan, var at give sine efterfølgere kraft. Han forsikrede dem om, at Satan (”den stærke“) kunne bindes og hans hus udplyndres (Matt 12,2629). Satan har med andre ord ingen magt imod Kristus og hans efterfølgere; for Kristus har befriet sit folk fra Satans lænker. Paulus bemærkede, ”Guds ord er ikke bundet“ (2 Tim 2,9). Det er det middel, Jesus benyttede for at gøre Satan tavs (Matt 4,4.7.10), og vi kan også benytte den samme kraft til at modstå ham.
Satan bindes
1 Mos 1,2 fortæller, at jorden var ”tomhed og øde“. Det samme udtryk gentages af Jeremias for at beskrive jorden efter dens ødelæggelse efter de syv sidste plager og Jesu genkomst, hvor alle byer er ”jævnet med jorden af Herren i hans glødende vrede“ (Jer 4,26). I Jeremias’ beskrivelse var der intet menneske (Jer 4,26); i Johannes’ gengivelse er Satan ikke i stand til at forføre nogen (Åb 20,3). De dramatiske og verdensomspændende følger af Jesu genkomst kan forklare, hvad der her sker i Johannes’ Åbenbaring. Først har Jesus lovet at tage sine efterfølgere til et sted, han har forberedt (Joh 14,1-3). Paulus tilføjer den detalje, at disse efterfølgere indbefatter både dem, der lever, og dem der er blevet vakt til live (1 Thess 4,1617). Johannes tilføjer endnu en detalje: efter den første opstandelse ved Jesu genkomst, vil resten af de døde forblive døde indtil afslutningen af de tusind år (Åb 20,5).
De fik givet domsmagt.“ Hvordan kunne de dømme uden at få flere oplysninger, end de har nu? Før den endelige ødelæggelse af de onde, gives de frelste muligheden for at få mange af deres ”hvorfor“-spørgsmål besvaret. Og det utrolige er, at de frelste til og med er medvirkende i dommen over de fortabte. ”Sammen med Kristus skal de dømme de gudløse og sammenligne deres gerninger med Bibelens lov. Hver sag skal bedømmes efter de gerninger, de faktisk har gjort. Så udmåles straffen for hver enkelt og indføres ud for deres navne i dødens bog. Under denne domshandling, hvor bøgerne åbnes, vil vi se de utallige gange, hvor Guds stille stemme kaldte på de fortabte med venlige og kærlige ord. Hvor tålmodigt han blev ved, kun for igen og igen at blive overdøvet at larmen fra de ting, som denne verden udstiller som ønskværdige. I stilhed ventede han og længtes efter en anledning til at blive genkendt som den, der betalte en uendelig pris, for at de kunne opnå liv. Men i stedet valgte de døden. Er der noget i dit liv, der forhindrer dig i at høre hans stemme? Han venter endnu tålmodigt på dig. Vælg livet.
Læs 1 Kor 4,5. Hvilket løfte gives vi her i forbindelse med Jesu genkomst? Hvordan kan du støtte dig til dette løfte nu, mens du utvivlsomt har en masse ubesvarede spørgsmål?
Den endelige dom Åb 20,7-15
På Bibelens tid kunne en domshandling i Jerusalem foregå to steder: i byporten og foran kongens trone. Folkets ældste afgjorde de mindre sager i byporten; men kongen afgjorde alle de større sager. Hans ord var afgørende for at sikre retfærdighed. Bibelen beskriver på samme måde Gud på sin trone som universets konge. Det er ham, som garanterer, at retfærdigheden til sidst sker fyldest (Åb 20,11-15).
Hvordan skal vi forstå disse afgørende begivenheder?
Åbenbaringen 20 handler om de tusind år; så denne bestemte domshandling foregår inden for denne tidsramme. Det er ikke den samme, som omtales i vers 4, hvor der er mange troner; for i vers 11 er der kun en trone. I stedet for at finde sted ved begyndelsen af de tusind år sker dette ved afslutningen efter den anden opstandelse (Åb 20,5) og efter, at Satan har overtalt den store skare af dem, der ikke frelses, til at omringe den hellige by (Åb 20,7-9). Guds store hvide trone ses på dette tidspunkt over byen. Hvert eneste menneske, der nogen sinde blev født, er til stede; nogle er inde i byen, andre udenfor. Dette er det tidspunkt, Jesus talte om, da han sagde, at der ville være nogle, der spørger Gud, hvorfor de ikke kom ind i Guds rige (Matt 7,22-23). Det er også tidspunktet, Paulus talte om, da han sagde, at i Jesu navn skal hvert knæ bøje sig for Jesus, ”i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre“ (Fil 2,9-11). Hensigten med dommen er ikke, at Gud skal opdage noget, han ikke vidste i forvejen; for han ved allerede alt. Hensigten er at sikre, at alle ved nøjagtigt, hvorfor Gud har dømt, som han har gjort. Hvert eneste menneske, hver eneste engel, vil være i stand til at sige: ”Retfærdig er du, som er og som var, du Hellige, fordi du har fældet den dom“ (Åb 16,5). De frelste og de fortabte, både blandt mennesker og engle, vil se Guds retfærdighed. Den afsluttende handling i dette drama er udslettelsen af ”Døden og dødsriget“ samt dem, der ikke er ”indskrevet i livets bog“ (Åb 20,14-15). Jesus har nøglerne til både døden og dødsriget (Åb 1,18). På dette tidspunkt er der ikke længere nogen grund til, at disse skal eksistere. I stedet for at stå over for evig pine, hvilket er en så almindelig opfattelse, bliver de fortabte udslettet. De ophører for evigt med at eksistere, det modsatte af evigt liv.
Åb 21,1-2.9-10; 22,1-3
Synd og oprør har været uvelkomne og ubudne gæster. Det var aldrig meningen, at de skulle være her. De forårsagede ufattelig ødelæggelse; men nu, hvor årsagen til denne ødelæggelse ikke længere findes, er det tid til at genoprette alt til fuldkommenhed. Den store strid vil ikke være overstået, før dette sker.
Hvad er hovedpunkterne i Johannes’ beskrivelse? Hvad betyder de?
Når Johannes beskriver både nye himle og en ny jord, gentager han, hvad Peter sagde: ”Da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op“ (2 Pet 3,10). Som vi godt ved, trænger jorden desperat til mere end blot at blive forskønnet. Alt vil blive fuldstændigt ødelagt for at give plads til en helt ny eksistens. Johannes taler også om, at der ikke længere vil være noget hav (Åb 21,1).
Han skrev dette fra en fangeø (Patmos), hvor havet forhindrede hans flugt. Selv i en moderne båd tager det mange timer at komme til den ø, hvor Johannes skrev disse ord. På den nye jord vil der ikke længere være nogen form for barrierer, der forhindrer de frelste i at bevæge sig frit omkring eller at se deres kære. Det nye Jerusalem er utrolig smuk. Den beskrives som en by fra Bibelens tid; for det er det eneste, Johannes kendte til. Men kunstnere, der beskriver den med romersk arkitektur fra det første århundrede, har en helt forkert opfattelse; for dette er en by, ”hvis bygmester og skaber er Gud“ (Hebr 11,10). Vores sind har svært ved at fatte disse beskrivelser. Men det kan være sjovt at lade fantasien dvæle ved det, der venter os. Vi kan næsten ikke engang forestille os det. Byens store dimensioner fortæller os også, at der ikke er pladsmangel. Der er plads til alle.
En ny himmel og en ny jord Åb 21,3-5
Hvad antyder disse tårer?
Vi har alle erfaret, hvad det vil sige at græde. Vi kender også til at tørre tårer fra en andens øjne: en mor, der ømt trøster sit barn; en nær ven, der trøster en ledsager; eller en forælder, der trøster den anden midt i hjertesorg og tragedie. Vi ved også, at vi ikke tillader mange at røre ved vores ansigt. Så hvad betyder det, at Gud rører vores ansigt, andet end at vi har et meget intimt bånd til vores Skaber? Det er svært at forestille sig en verden uden død, sorg eller tårer. Smerte, sved, tårer og død har været menneskenes norm lige siden syndefaldet (1 Mos 3,16-19). Men fra det samme tidspunkt har Gud forsikret menneskene om, at nederlag og tab ikke er det eneste at se frem til. Langs vejen har Gud givet mange forsikringer om, at han en dag vil frelse os og velsigne os med sit nærvær. Først gav Gud os løftet om en frelser (1 Mos 3,15); dernæst forsikringen om sit nærvær i tabernaklet (2 Mos 25,8); derefter viste han det ved, at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os (Joh 1,14); og til sidst ved at placere universets trone midt iblandt os (Åb 21,3). Mange bibelvers giver et sammendrag af denne pagtsforsikring ved at bruge udtryk som ”Jeg skal være deres Gud,“ ”I skal være mit folk“ og ”Jeg skal bo midt iblandt jer.“ Et eksempel er: ”Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk“ (2 Kor 6,16). Jesus kom første gang for at neutralisere følgerne af den brudte pagt. Jeremias beskrev konsekvenserne af den brudte pagt på denne måde: ”Hvorfor skriger du over din lidelse, over din ubodelige smerte? Fordi din skyld var stor og dine synder mange, har jeg gjort dette mod dig“ (Jer 30,15). Men på grund af Jesus er dette nu fortid. Åb 21,3 kan måske ses som hele Bibelens klimaks. Måske er tårerne dem, vi græder over den endelige udslettelse af de fortabte; men Gud vil selv tørre dem af vores øjne, og sorg og lidelse er for evigt ”forsvundet“.
Disse vers viser, at vi i himlen har et dybt personligt forhold til Gud. Men vi behøver ikke at vente til da med at have et sådant forhold til ham. Hvordan kan du erfare et sådant forhold til Jesus her og nu?
Ikke fl ere tårer
Tænk over de tusind år og vores forståelse af denne tidsperiode. Selv om vi ikke er blevet fortalt en hel masse, er der dog noget, vi ved. For det første foregår de tusind år før den endelige udryddelse af de fortabte. For det andet tilbringer de frelste denne tid, før den endelige ødelæggelse, med at få besvaret en masse spørgsmål; faktisk så mange, at de selv får lov til at deltage i dommen. Det vil sige, at de selv skal dømme. ”Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden?“ (Kor 6,2). Og ”ved I ikke, at vi skal dømme engle?“ (1 Kor 6,3). Og som vi har set i denne uge, ”fik [de] givet domsmagt“ (Åb 20,4), altså de hellige. Disse to pointer viser tilsammen en vigtig sandhed. Ingen af de fortabte vil blive dømt før efter de tusind år, efter at de frelste ikke alene forstår, hvorfor de går fortabt, men også spiller en rolle i den dom, der fældes over dem. Tænk over, hvad dette siger om Guds karakter og åbenheden i hans forvaltning. Før en eneste person skal møde de fortabtes endelige skæbne, vil Guds folk få lov til meget tydeligt at se retfærdigheden og rimeligheden i Guds endelige dom over dem. Det vil uden tvivl blive smertefuldt; men når det er overstået, vil vi, som vi allerede har set, råbe: ”Retfærdig er du, som er og som var, du Hellige, fordi du har fældet den dom“ (Åb 16,5).
Spekulationerne omkring tidsperioder er ældgamle. Den persiske religion, som øvede stor indflydelse også på jødedommen, indeholdt ”runde“, skematiserede tidsperioder på 3.000 år, 1.000 år osv. De tusinde år, som er beskrevet i Åbenbaringens Bog, kan bedst forståes som en inspireret kristen forfatters forklaring af en tidsperiode, som man derfor ofte drøftede på den tid. I virkeligheden er Åbenbaringens Bogs beskrivelse en skuffelse for dem, der ønsker sig spekulative og sensationelle beskrivelser af perioden.
Guds folk skal frelses fra synd. Det var derfor, Jesus kom (Matt 1,21). Synden har indfanget mennesket på tre områder:
Guds åbne forvaltning i dommen er af adventister traditionelt forstået således: a. Før Jesus kommer, foregår der en undersøgelse, hvor de himmelske væsener bevidner, at Gud har retten til at frelse sit folk b. Under de tusind år får Guds folk muligheden for at bevidne, at Guds domme er retfærdige c. Efter de tusind år vil også de fortabte få muligheden for at se grundlaget for Guds endelige domshandling, og de vil alle bøje knæ og erkende, at Jesus Kristus er Herre! (Fil 2,11)
Derved har alle skabte fornuftsvæsener set og erkendt Guds evige retfærdighed.
