LINK
Der er en stor diskussion angående åndens dåb. Har man oplevet åndens dåb eller ikke? Er det en speciel oplevelse, eller oplever alle det ved omvendelsen? Kan man være åndsdøbt uden at have talt i tunger? Er alle som har talt i tunger åndsdøbt?
Hvorfor bør vi søge at blive døbt med Helligånden?
Diskussionen går højt. Hvorfor diskuterer man dette? Fordi man ikke tænker på åndens frugter, men mere på gaven og oplevelsen. Man fortæller om sin oplevelse med åndens dåb og som oftest farvelægger man den og vil føre andre ind i den samme måde at opleve åndens dåb på. Så ligger det nær til, for de søgende, at være mere optaget af måden at blive døbt med Helligånden på, end det at modtage ånden. Dette er en stor forhindring for mange der søger åndens dåb.
Jesus gør det klart for apostlene, hvorfor de skal få Helligånden, og hvad tegnet er. Den gør det enkelt og giver vished. «Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.» Apostlenes Gerninger 1,8.
Hvad er hensigten med Helligånden?
Apostlene vidste ikke, hvordan de ville opleve det, men da de oplevede det, var de ikke i tvivl om sin oplevelse. At det siden ikke blev på samme måde, kommer tydeligt frem, af det Peter siger: «Og næppe var jeg begyndt at tale, før Helligånden kom over dem, ligesom den kom over os i den første tid.» Apostlenes Gerninger 11,15. Kornelius' hus havde heller ingen anelse om, hvordan de ville opleve det. Men det var så vanskeligt for jøderne i begyndelsen at tro, at hedningerne også havde del i nåden, så Peter og de andre havde brug for dette tegn for at være sikker på, at det var rigtigt.
Der står om at bede for at sløse det bort i sine lyster (Jakobsbrevet 4,3). Det er ganske almindeligt også i dag, når man søger åndens dåb for oplevelsens skyld og for nådegavernes skyld. Og det er det almindelige iblandt dem som så ivrigt diskuterer måden at opleve det på, og fortæller så ivrigt om sine oplevelser.
Hvad er åndens gaver, og hvad bruges de til?
Men der er mange ånder. Helligånden er også kaldt «sandhedens ånd» (Johannesevangeliet 16,13). Han skal vejlede os til hele sandheden. Men nu ser vi, iblandt de som roser sig af sin åndsdåb, at der er en masse partier og strid. Mon ikke det kommer af, at det er forskellige ånder, de er fyldt af?
Hvorfor har vi brug for åndens dåb?
Paulus formaner de som har fået ånden, at de skal vandre i ånden, og hvis de gør det, så skal de ikke fuldbyrde kødets lyst (Galaterbrevet 5,16). De kan altså have ånden uden at vandre i den. Sådan er altid mere optaget af åndens gaver end åndens frugter. Du kan ikke bære åndens frugter uden at have fået ånden. Og hvis du er optaget af at opleve ånden dåb for at blive iklædt den kraft fra det høje, så du kan bære åndens frugter og være et Jesu vidne, så er der ingen risiko for at blive fyldt med andre ånder (Galaterbrevet 5,22).
Åndens dåb
Vi læser om kødets gerninger, at de er åbenbare. Blandt de er utugt, trætte, avindssyge, vrede, osv. De som gør sådant skal ikke arve Guds rige. Der spørges ikke efter, om du har talt i tinger eller ej, men om du har korsfæstet kødet med dets lyster og begæringer. Har du det, hører du Kristus Jesus til. (Galaterne 5,16-26)
Skrifterne giver klar besked. Der er det ikke tale om måden at blive åndsdøbt på, men: «Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve.» Romerbrevet 8,13. På denne måde ville det være let for den enkelte at vide, om han har oplevet at blive iklædt kraft fra det høje eller ikke. Det gælder for den enkelte at søge åndens dåb for at få kraft fra det høje til at korsfæste kødet med dets lyster og begæringer, så du kan høre Kristus Jesus til. Så gælder det fortsættende at lade sig lede af ånden til hele sandheden. Dertil kan du stræbe efter de åndelige nådegaver, eftersom du mærker behov, og kærligheden driver dig (Første Korintherbrev 12,7.31). Og så læser vi om kærligheden som skal drive os i Første Korintherbrev 13.
Ikke alle der omvender sig til Gud, oplever det på samme måde, heller ikke alle oplever åndens dåb på samme måde. Det kan også opleves på samme tid. Gud har ikke sat noget skema op for det, men slå dig ikke til ro før du bliver iklædt kraft fra det høje, så vil vor Herre Jesu Kristi kors blive din ros (Galaterbrevet 5,24; Galaterbrevet 6,14). Og frigjort fra synden, er du blevet en tjener for Gud (Romerbrevet 6,22). Johannes siger: «Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.» Matthæusevangeliet 3, 11.
Ånden og ilden kan ikke adskilles
Helligånden og ilden kan ikke adskilles. Den ene kan ikke være til stede, når den anden udelukkes. Helligånden bringer fred og glæde; ilden tærer på selvlivet og virker smerte. Ligesom ilden har sin bolig i ånden, så har ånden sin bolig i ilden; for Gud er en ånd, men han er og så en fortærende ild (Hebræerne 12,29).
Hvor et menneske er døbt med Helligånden, vil ilden straks gøre sig gældende. Hvis man har kendt ham og hans opstandelses kraft, vil Kristi lidelsessamfund komme lige efter. Guds vilje er vor helliggørelse, men den som vil gøre Guds vilje kommer hurtigt til at mærke smerten og delagtigheden i Kristi lidelser. Gud har ikke behag i det menneske der unddrager sig , som sparer sig selv. Kristi billede kommer frem i os ved åndens lydighed. Kristus har selv ofret sig i kraft af en evig ånd og i kraft af den evige pagts ånd førte Gud, fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde (Hebræerne 13,20).
Kristi kors' fjender forsøger at beholde opstandelseskraften, mens de forkaster Kristi lidelsessamfund. Men netop heri farer man vild. Helligånden, ild, kraft og smerte hører nøje sammen. Gud tillader aldrig noget skille her. Kun uvidenhed og lyst efter velvære i kødet gør forsøg i den retning. Og det har alle dage vist sig at sådanne mennesker farer vild.
Helligånden og ilden: Nåde og sandhed
Skal man skille Helligånden og ilden, så lad os sige at ånden er nåden og ilden sandhed. Nåden dækker og holder fast, indtil ilden får gjort sin gerning. Retfærdigheden kommer først til syne på de felter, hvor ilden har hærget. Der fremkommer den nye jordbund, hvor retfærdighed bor. Nådens hensigt er ikke at dække eller skjule, men at opbevare til ilden. Guds vrede lægger sig ikke i nåden; hans brændende vrede kræver, at ilden kan gøre sit. Forbryderen kan benådes, men den der udsoner sin straf har betalt for sine overtrædelser, og han er retfærdig i den sag efter de menneskelige love. Netop sådan i den åndelige verden.
Gud kræver åndelige ofre af os i Kristus Jesus. Man kan slippe, hvis man siger, at Kristus er ofret, og så slipper jeg. Ja, det er sandt, men ikke sandhed til helliggørelse. Helliggørelsen kræver vort bifald og lydighed mod Guds vilje. Hvis vi lider med ham, skal vi også herliggøres med ham. Hvis vi ikke lider med ham, skal vi ikke herliggøres med ham. Korset er et våben i vor hånd. Det vil holde selvliv og behageligheder i kødet nede, og uden «spar deg selv» kan Satan ikke trives. Verden opbygger kødet på alle måder og derfor trives alle mulige slags onde ånder så inderligt godt hos sådanne mennesker.
Hvordan Gud tilfredsstilles
Korset driver Satan ud. På korset sejrede Jesus, og vi sejrer der med ham. Der er kraft i korsets ord; det forener og samler. Menigheden bliver ét, hvor ordet om korset kan virke, men der hvor man hengiver sig til søde følelser trives de onde onder.
For tiden er kommet, hvor dommen skal begynde med Guds hus – med os (Peters Første Brev 4,17). Gud bryder ud af sin helligdom til dom og begynder så med de hellige, med os. Dommen er fuldbyrdet i Kristus og fuldbyrdes efterhånden hos den enkelte som er døbt med Kristi ånd. På den måde åbenbares vejen, sandheden og livet. Gud har i Kristi ånd fået alle sine brændende krav til mennesket tilfredsstillet, derfor kræver denne ånd hos hvert menneske, at Gud skal tilfredsstilles.
