LINK
I Johannesevangeliet 1 står der Ordet blev kød og tog bolig iblandt os- Jesus ved DEn hellige Ånd tog bolig i dg da du personligt blev født på ny som Jesus forklarer i Johannes 3. Er det sket for dig, har du oplevet det personligt?
Da vil Bibelens ord blive gjort levende for dig hele tiden af Gud selv ved Jesi i kraft af Guds sande Ånd inde i dig.
Derfor ser du mange prædikanter stå frem og forkynde guds ord Bibelens ord, de har fået det udlagt af Gud ved dEn Hellige Ånd i dem så de kan forkynde ordet så du og alle andre forstår det tydeligt rent klart.
Derfor møder du også Bibelens ord forkyndt, vidnet om i mange variationer men om du vil se det kan du tidligste og høre vi forkynder alle nøjagtig det Biblens ord siger og vi praktiserer det med hver vores talent eller gave til det vi gør, vi er forskellige lemmer på Jesu legeme ikke alle har den samme funktion en arm er ikke et øre men samlet set fungere hel kroppen på jorden så vi alle får alt vi behøver og klart kan modtage fra gud også gennem Hans tjener der er sendt ud. Her har du jo en af de mange websider nogen er blevet sat til at t levere netop til dig.
Derfor Bibelen.
»Skriften alene« i lyset af Det Nye Testamentes jødiske baggrund
Bibelen havde enorm betydning for Jesus og de første kristne. I sær det Gamle Testamente. Det nye kom jo først efter Jesus kom.
Sloganet »Skriften alene« (sola scriptura) fra reformationen 1.500 år senere kunne såmænd udmærket have været formuleret af Peter eller Paulus eller Jesus selv. For det var det princip, de praktiserede.
Allerede før Det Nye Testamente var blevet til, havde Jesus, apostlene og de første kristne en bibel. De brugte nemlig jødernes bibel.
På dette tidspunkt omfattede den jødiske bibel netop de 39 bøger, som de kristne senere begyndte at kalde for »Det Gamle Testamente«.
Der var forskellige måder at tælle antallet af bøger i Bibelen på.
Nogle rabbinere sagde, at der var 24 bøger, andre sagde 22. Forklaringen er, at mange af de bøger, vi i dag opfatter som selvstændige, blev talt som én bog. For eksempel var Samuelsbøgerne én bog, Kongebøgerne var én bog, og også de tolv små profeter blev opfattet som én bog.
Men selvom antallet kunne opgøres forskelligt, var indholdet det samme. Den jødiske bibel, Det Gamle Testamentes 39 bøger, var også de første kristnes bibel.
For apostlene og mange af de første kristne var det fuldstændig naturligt at bruge den jødiske bibel. Alt andet ville have været utænkeligt. De var jo selv jøder, og deres tro på Jesus ændrede intet ved deres forhold til den jødiske bibel. Tværtimod stod Bibelens budskab blot endnu mere fast for dem, efter at de var kommet til tro på Jesus som Messias (2 Pet 1,19).
I løbet af en årrække kom skrifterne i Det Nye Testamente til. De indeholdt budskabet fra de apostle, som Jesus havde udsendt med fuldmagt og autoritet til at repræsentere ham og tale på hans vegne (Matt 10,40).
Fordi apostlenes budskab kom fra Jesus, der var Messias og Guds søn, begyndte de første kristne at sidestille apostlenes ord med profeternes ord i den jødiske bibel, de allerede havde (2 Pet 3,2). Det nye var altså ikke, at de nu fik en bibel, men at deres bibel blev udvidet med en række nye skrifter, så den kom til at bestå af Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente.
Bibelens store betydning
Jesus brugte Bibelen livet igennem. Når han på sabbatten deltog i synagogegudstjenesten (Luk 4,16ff). Når Satan fristede ham (Matt 4,1ff). Når han underviste disciplene (Matt 5,21ff). Når han afviste kritik fra farisæerne (Matt 9,10ff) eller fra saddukæerne (Matt 22,23ff). Når han svarede på spørgsmål (Matt 11,1ff). Når han belærte folkeskarerne (Matt 11,7ff). Når han revsede de vantro (Matt 11,20ff) eller ryddede op i templet (Matt 21,12ff). Ja, selv i smerterne på korset, lige før han udåndede (Matt 27,45ff), og i undervisningen af disciplene efter opstandelsen (Luk 24,25f).
Apostlene og de første kristne gjorde som Jesus og brugte Bibelen i alle tænkelige situationer. Da de forsøgte at forstå Judas’ forræderi (ApG 1,15ff). Da Peter skulle forklare begivenhederne på pinsedagen (ApG 2,14ff). Da han prædikede i Salomos Søjlegang (ApG 3,12ff). Når de bad (ApG 4,24ff). Da Stefanus skulle forsvare sig for Rådet (ApG 7,2ff). Da Filip vidnede for den etiopiske hofmand (ApG 8,26). Da Peter vidnede for den romerske officer Cornelius (ApG 10,1ff). Når Paulus prædikede i synagogerne (ApG 13,16ff). Når apostlene skulle afgøre et stridsspørgsmål (ApG 15,13ff). Også når Paulus, Jakob, Peter og Johannes skrev breve til menighederne, citerede de ustandseligt fra Bibelen eller henviste til den med antydninger eller sammendrag.
Jøderne i byen Berøa i det nordlige Grækenland får i Det Nye Testamente ros, fordi de ivrigt studerede Bibelen for at vurdere, om Paulus’ prædikener nu også var troværdige (ApG 17,11ff).
Bibelen var livsnerven, den røde tråd og det stadige omkvæd i de første kristnes liv. Sådan som den også var det for mange jøder, der ikke troede på Jesus.
En sammenligning af de første Jesus-troende jøders forhold til Bibelen med andre jøders forhold til Bibelen er lærerig. Der er både en meget vigtig lighed og en afgørende forskel.
Lighed: synet på Bibelen
Jesus og apostlene havde på mange måder samme forhold til Det Gamle Testamente, som mange andre jøder havde dengang. Lad os se på fire ligheder:
a) Samme benævnelser
Når Jesus og apostlene omtaler Det Gamle Testamente, sker det med de samme benævnelser, som var almindeligt brugt i antik jødedom
b) Samme citatmåder
En af de mest almindelige måder i antik jødedom at indlede et citat fra Det Gamle Testamente på er »der er sagt«. Den indledning bliver også brugt i Det Nye Testamente (Matt 5,21; Luk 4,12).
c) Samme bibelsyn
Blandt jøder på Jesu tid var der ofte uenighed om, hvordan Bibelen skulle tolkes, men der var stor enighed om, at Bibelen var Guds ord. Historieskriveren Josefus forklarer, at det hører med til jødernes bibelsyn, at profeterne i Det Gamle Testamente ikke skrev »på egen hånd«, men »efter inspiration fra Gud«
Apostlen Peter delte dette almindelige antik-jødiske bibelsyn og skriver: »Ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud« (2 Pet ,1,21). Paulus siger tilsvarende, at »ethvert skrift er indblæst af Gud« (2 Tim 3,16).
Apostlene var ikke enige med farisæerne om, hvordan Bibelen skulle forstås og efterleves. Men de var enige om, at den var Guds ord.
Netop fordi Helligånden stod bag tilblivelsen af de bibelske skrifter, kan Helligånden i dag bruge Bibelen, når han arbejder i os. Ånden og Bibelen hører derfor nøje sammen. Det bedste, et menneske, der ønsker Helligåndens virke i sit liv, kan gøre, er at bruge Bibelen. For den er Helligåndens redskab i vores hjerter.
d) Samme bibelbrug
For mange jøder på Jesu tid spillede Bibelen en helt afgørende rolle. Hver sabbat blev der læst op af Bibelen i synagogerne (ApG 15,21). Hvis man i et religiøst spørgsmål ville overbevise andre, måtte man bruge Det Gamle Testamente. Som det hedder i den rabbinske skrift Mishna: »Jo mere tora, jo mere liv« (mAvot 2,7). Denne omfattende brug af Bibelen tog de første jødekristne med ind i de nye kristne menigheder.
Fordi Det Gamle Testamente er Guds ord, er det her, vi finder vejledning, visdom og hjælp.
Ligheden i bibelbrug mellem antik jødedom og de første kristne illustreres fint af to citater; det ene fra den jødiske Første Makkabæerbog, det andet fra Paulus:
»Vi henter trøst i de hellige bøger, vi besidder« (1 Makkabæerbog 12,9).
»Med den trøst, som Skrifterne giver os« (Rom 15,4).
Overbevisningen om, at Israels Gud havde åbenbaret sig gennem Bibelen, Det Gamle Testamente, blev overtaget af de første kristne. Derfor blev Bibelen betragtet med enorm respekt, og derfor blev den brugt som den altafgørende rettesnor for troen. Skriften alene – det var den logiske følge af det syn på Det Gamle Testamente, som kirken arvede fra Israels folk.
Men der var også en vigtig forskel.
Forskel: Bibelen og traditionen
Det fortælles, at en mand kom til den kendte rabbi Shammai (kort tid før Jesus) og spurgte: »Rabbi, hvor mange toraer har I?« Shammai svarede: »To, én nedskrevet og én mundtlig«.
Den nedskrevne tora var Mosebøgerne og i udvidet betydning hele Det Gamle Testamente. Men i indflydelsesrige grupper i antik jødedom mente man, at der ved siden af Bibelen også var en mundtlig tora. For farisæerne på Jesu tid og senere rabbinsk jødedom spiller den mundtlige tora en enorm rolle.
Den mundtlige tora indeholder de vises og rabbinernes udlægning af Bibelen. Tankegangen er, at det er umuligt at efterleve buddene i Bibelen, hvis man ikke har en udlægning af dem. Hvordan kan man for eksempel lade være med at arbejde på sabbatten, hvis man ikke ved præcist, hvad arbejde er? Derfor er der brug for en mundtlig tora, der forklarer Bibelen.
Den mundtlige tora blev overleveret af de vise og rabbinerne fra generation til generation. I Det Nye Testamente kaldes den mundtlige tora for »de gamles overlevering« (Mark 7,3ff) eller »de fædrene overleveringer« (Gal 1,14). Som elev af datidens mest kendte farisæer, Gamaliel, var Paulus grundigt oplært i den mundtlige tora.
Den mundtlige overlevering blev gennem generationerne så omfattende, at ingen kunne lære den udenad. År 200-220 blev den derfor nedskrevet i det vigtige jødiske værk Mishna. Senere blev dette værk sammen med den fortsatte mundtlige overlevering til det rabbinske hovedværk Talmud.
Den mundtlige tora er i rabbinsk-jødisk tankegang bindende. Den mundtlige tora bestemmer, hvordan Det Gamle Testamente skal forstås.
Her ligger en af de vigtigste forskelle mellem Jesus og farisæerne (og den senere rabbinske jødedom).
Jesus kalder den mundtlige tora for »menneskebud« og »menneskers overlevering« til forskel fra »Guds bud«, der er nedskrevet i Det Gamle Testamente (Mark 7,7-8).
Jesus anklager farisæerne for ved hjælp af den mundtlige overlevering at ophæve nogle af Guds bud (Matt 23).
Det betyder ikke, at alt i den mundtlige overlevering er forkert, slet ikke. Jesus anerkender, at de vise og farisæerne faktisk på nogle områder udlægger Moseloven rigtigt (Matt 23,1-3). Nogle steder går Jesus ind i et stridsspørgsmål, hvor farisæerne selv var uenige, og holder med den ene part i diskussionen. Men Jesus gør op med selve princippet om, at der er en bindende tradition ved siden af Bibelen.
Bibelen står fast. »Skriften kan ikke rokkes« (Joh 10,35). De menneskelige traditioner skal vurderes ud fra, om de stemmer overens med Bibelen.
Aktuelt princip
Den jødiske baggrund for Det Nye Testamente hjælper os til at have et skarpt fokus på begge sider af princippet »Skriften alene«.
På den ene side betyder princippet, at Bibelen er Guds ord, som vi skal tro på, bygge på og bruge. Det skal vi, fordi Bibelen som Guds ord har magt til at skabe troen og vejlede, irettesætte, trøste og opmuntre os.
På den anden side betyder princippet, at vi ikke må sætte noget ved siden af Bibelen, som om det havde samme autoritet. Heller ikke Luther og reformatorerne. Deres ord kan være en stor hjælp til at forstå Bibelen, men de er kun menneske ord og skal derfor hele tiden vurderes ud fra, om de nu også stemmer overens med Guds ord i Bibelen.
Skriften alene! Det er et afgørende princip.
Det jødiske folk er blevet kaldt »bogens folk«. Den benævnelse passer også på Jesus og apostlene. De første kristne var »bibelkristne«. Lad os gå i deres fodspor!
KRESTEN BETYDER FOR ØVRIGT KRISTUS ENS:
Bibelen er verdenshistoriens mest betydningsfulde bog.
Millioner af mennesker har den stående på reolen. Men der er nytten af den begrænset. Bibelen skal i brug, hvis den skal gavne! Vi skal have Bibelen ned fra hylden - frem i hånden og ind i hjertet. Men hvis vi gør det, er det fantastisk, hvad den formår at gøre i os! Bibelens magt til at præge os og skabe forandringer i vores liv bliver ofte glemt. Vores syn for den fantastiske skat, vi har liggende i Bibelen, bliver med tiden let lidt støvet. Formålet med denne artikel er at pudse brillerne, så vores syn for Bibelen og dens muligheder bliver forfrisket.
’Loven’ og de andre skrifter Bibelen er ikke blot en bog, men et bibliotek! 66 bøger skrevet af vidt forskellige forfattere på vidt forskellige tidspunkter. 39 af bøgerne findes i Det Gamle Testamente og 27 i Det Nye Testamente. Det giver sig selv, at benævnelsen »Det Gamle Testamente« først opstod, da Det Nye Testamente var kommet til og blev brugt i de kristne menigheder på lige fod med den »gamle«, jødiske bibel. Jøderne talte (og taler) selvfølgelig ikke om »Det Gamle Testamente«, og da de første kristne var jøder, gjorde de heller ikke.
Ny Testamente bruger de jødiske benævnelser for bøgerne i det, vi kristne siden har kaldt Det Gamle Testamente. På Jesu tid inddelte man de hellige skrifter i tre grupper: a) Torahen: De fem Mosebøger. På græsk brugte man benævnelsen »Loven«, og det blev derfor også navnet i Ny Testamente. Ordet torah betyder ikke bare lovbud, men ’undervisning’. Her bruges det om Guds undervisning eller åbenbaring til mennesker. b) Profeterne: Hovedparten af dels de historiske og dels de profetiske skrifter, for eksempel Josvabogen, Kongebøgerne, Esajas, Jeremias og de tolv små profeter. c) Skrifterne: Resten af bøgerne i Det Gamle Testamente, for eksempel Salmerne, Ordsprogene, Højsangen, Daniel og Krønikebøgerne. I Ny Testamente bliver der brugt benævnelsen »Salmerne« for denne skriftgruppe, fordi Salmernes Bog var den første, den største og den mest brugte af bøgerne i »Skrifterne«.
Det fulde navn for den første del af Bibelen er: »Torahen [Loven], Profeterne og Skrifterne«. På moderne hebraisk forkortes navnet ofte til TANAK, der er dannet af de tre forbogstaver i de hebraiske ord for »Torahen, Profeterne og Skrifterne«. På Jesu tid var det almindeligt at forkorte det lange navn ved bare at bruge to eller én af de tre betegnelser. Udtrykket »Loven« betyder altså ikke altid ’bud og forbud’, men kan også være navnet på enten Mosebøgerne eller hele Det Gamle Testamente. Det er vigtigt at huske, når vi læser Ny Testamente! Mere end menneskers ord Endnu vigtige end benævnelsen af de bibelske skrifter er imidlertid deres afsender.
Både Det Gamle og Det Nye Testamente er selvsagt skrevet af mennesker, der brugte hver deres sprog, kulturelle baggrund og personlige temperament til at udforme skriftet. Bibelen er menneskers ord. Men den er mere end det! »Drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud,« forklarer apostlen Peter (2 Pet 1,21). Når profeterne og apostlene nedskrev de bibelske skrifter, var de altså »drevet af Helligånden«. De videregav et budskab, som kom fra Gud. Derfor blev resultatet en bog, som på én gang er »menneskers ord« og »Guds ord«. Gang på gang understreger Bibelen selv, at den er Guds budskab til mennesker. Gud »betroede« sit ord til Israels folk (Rom 3,2), der skulle bevare det og bringe det videre ud til alle folk på jorden. Det er Gud, der taler gennem de bibelske forfattere (Hebr 1,1). At Bibelen er Guds ord, er årsagen til, at apostlene og Jesus selv troede fuldt og fast på det, der står i Bibelen. Paulus siger det sådan: »Jeg tror på alt, hvad der står skrevet i loven og profeterne [dvs Det Gamle Testamente]« (ApG 24,14).
Jesus siger kort og godt: »Skriften [dvs Det Gamle Testamente] kan ikke rokkes« (Joh 10,35). Dette har enorm betydning for vores bibellæsning! Bibelen virker… Bibelen er ord fra Gud. Når vi læser den, har den derfor en enorm magt til at påvirke os. »De hellige Skrifter kan give dig visdom til frelse,« siger Paulus. Og mere end det: Bibelen er »nyttig til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse«. Bibelen har magt til at gøre et menneske »fuldvoksent, udrustet til al god gerning« (2 Tim 3,14-17). Kæmper du med tvivl – så kan Bibelen skabe tro. Drømmer du om et rigt kristenliv med frugter for Gud, så kan Bibelen virke det. Har du brug for hjælp mod synd, så findes den i Bibelen. Opmuntring og trøst – du kan få det i Bibelen. Bibelen er som vand til tørstende (Sl 1,3), mælk til nyfødte børn (1 Pet 2,2) og et lys i mørket (Sl 119,105; 2 Pet 1,19).
Bibelen skal indtages, Bibelen er ikke magi. Den virker ikke, ved at vi lægger den under sovepuden. Vi skal have fat i den, åbne den, læse den og tage ordene ind i vores tanker. »Profeternes tale gør I ret i at være opmærksomme på,« skriver Peter (2 Pet 1,19). Altså: lytte og læse opmærksomt. Salmernes Bog bruger udtrykket at grunde over, som betyder »at tænke dybt over, forsøge at trænge til bunds i« (Sl 1,2; Sl 119,15.23.27.48.78.148). Vi skal gemme Bibelens ord i vores hjerter (Sl 119,11) – lære dem udenad, have dem i tankerne. Salme 119 er en guldgrube af ord til opmuntring og udfordring for vores forhold til Bibelen. Tips til brug Der er vildt mange forskellige måder at bruge Bibelen på og få gavn og glæde af den. Men når det gælder måden, vi bruger Bibelen på, er det vigtigt, at vi ikke giver hinanden dårlig samvittighed! Bibelen giver ikke en fast opskrift på, hvordan den skal bruges, af typen: »Læs mindst ti vers hver dag!« Menneskelivet er forskelligt fra person til person og fra periode til periode. Ikke alle har gaver til dybsindige bibelstudier, og ikke alle perioder i livet giver ro til det. Børn, arbejde, eksamener, sygdom og så videre betyder, at de fleste ikke kan bruge Bibelen på samme måde livet igennem. Men alle har brug for den opmuntring, indsigt, vejledning, opdragelse og trøst, som Bibelen giver. Derfor må vi hver især ud fra vores personlighed og den livssituation, som vi er i netop nu, finde den rette måde for os at bruge Bibelen på netop nu.
Med andre ord: Vi skal ikke læse i Bibelen for Guds skyld, men for vores egen. Og mulighederne er enorme: I menigheden: Lyt til Bibelen i forkyndelsen og sangene ved de ugentlige gudstjenester og møder. Læs Bibelen sammen med andre i bibelstudiegrupper eller bibelkredse – at læse med andre kan både være en stor hjælp til at få det gjort og en fantastisk øjenåbner for skatte i bibelteksterne, man aldrig selv ville have opdaget. Vær med til at arrangere særlige bibelundervisningsaftener eller –dage. Afhold bibelmaratons. Lad os udvikle nye, kreative former for bibelstudier. I familien: Hold daglige familieandagter. Læs en bibeltekst eller en andagtsbog ved aftensmaden. Eller gør det til en vane at læse en bibeltekst og bede en bøn, lige inden gæsterne går. Skiftes til at vælge og hænge en seddel op med ’ugens bibelord’ på køleskabet. Eller aftal med din ægtefælle, at I sammen vil lære et vers fra Salmernes Bog udenad hver anden dag i to uger. Eller… I vores personlige liv: Læs dagligt et stykke i Bibelen, hvis du er i en livsfase, hvor det er muligt. Eller sæt en halv time af til bibellæsning hver søndag. Brug en bibellæseplan med forklaringer som for eksempel Bibelnøglen fra Bibellæserringen
Anskaf dig en kalender med et bibelvers til hver dag og læs det hver morgen, inden du går hjemmefra. Sæt små sedler med vigtige bibelvers op på strategiske steder (f.eks. toiletspejlet), så du bliver mindet om dem. Eller placer en menu-holder på spisebordet med dagens eller ugens vers. I nogle perioder af livet er der plads til at bruge mere tid på Bibelen. Brug dem! Beslut, at du i den næste måned vil gennemlæse en af bøgerne i Bibelen, eventuelt sammen med en bibelkommentar. Eller tag på et bibelkursus – for eksempel i Israel. Lad mig give dig en udfordring, for at det ikke bare skal blive fromme-tomme ord.
Udfordringen lyder:
Tag nu en beslutning om, at Bibelen på en eller anden måde skal fylde mere for dig i den næste måned! Beslut dig for én helt konkret fremgangsmåde.
Bedre end guld og sølv Bibelen er virkelig ikke magi. Der er ikke tale om en daglig lykkepille, der som en tryllestok holder mismod og synd væk. Men der er en fantastisk hjælp til livet som kristen i Bibelen! Millioner af mennesker kan fortælle om, at Bibelen ændrede deres liv eller fik afgørende indflydelse på det. Ikke mærkeligt! For Bibelen er Guds ord. At bruge den, er at lægge sig ind i Guds hænder, så han kan forme og danne os, som han vil.
Som forfatteren af Salme 119 siger om Bibelen: »Den lov, du har givet, er bedre for mig end tusind stykker guld og sølv« (Sl 119,72). Og: »Jeg fryder mig over dit ord som en, der får et vældigt bytte« (Sl 119,162).
kopier teksterne til google og hør dem
