LINK
LÆS LIGE I ESAJ BOG SPECIEL KAP 53 DEN FORUDSIGER. jESUS SKULLE GENNEMBORES ALTS MED NAGLER FOR DIN SYNDS SKYLD.
Verdenshistoriens mest kendte korsfæstelse er Jesus’ død på korset.
Langfredag, en af de helligste dage i den kristne kalender, markerer begivenheden. Men hvad var korsfæstelse? Og hvorfor blev Jesus dræbt på denne måde?
Korsfæstelse var en romersk straffemetode, der var meget smertefuld og langtrukken. Døden indtrådte som langsom kvælning eller udmattelse, der kunne tage flere dage.
Korsfæstelse var en almindelig brugt måde at ydmyge slaver og kriminelle (dog ikke altid for at dræbe dem) og som henrettelse form normalt forbeholdt personer med meget lav status eller de politiske magthaveres modstandere.
Da Jesus døde hurtig, så hans ben/knogler ikke blev knust, ser vi klart. Han blev naglet fast til korset. Gud ville ikke Hans Søns krop skulle knuses som andre forbryderes kroppe blev, de var højst sandsynligt bundet med reb til korset for at e skulle straffes med døden, eller hænge på et træ i længere tid, og hvis de overlevede den tid blev de taget ned efter udståelsen af straffen.
Romernes motiv var politisk. Jesus var at betragte som en oprører, og det er ifølge evangelierne også begrundelsen for hans korsfæstelse. Han var jødernes konge og udfordrede det romerske kejserlige overherredømme (Mat. 27:37, Mark 15:26, Luk. 23:38, Joh. 19:19-22).
De havde alligevel set Jesu mirakler og mange vidste Han var Gud selv, Søn af Gud, de ville være sikre på Han ikke hoppede ned fra korset igen, de havde set Han var stærk, derfor naglede de Jesus fast korset.
Sandt nok. Korsfæstelsen kunne udføres på flere måder. I kristen sammenhæng, når de blev korsfæstet, som eksempelvis Apostlen Peter blev det.
Men romerne naglede ikke altid ofrene til korset. I stedet bandt de dem nogle gange fast med reb. Faktisk er en ankelknogle fundet i en grav tilhørende Jehohanan, en ung mand der blev henrettet i det 1. århundrede, eneste arkæologiske evidens for brug af nagler.
Så blev Jesus naglet til korset?
Ja, er det korte svar, de ville være sikre på Han ikke faldt ned eller selv sprang ned, det skete ifølge Gud, Jahves vilje for at profetiens skrifter skulle gå i opfyldelse, her har vi Esajas bog som klart vidner om Jesus. Gt er skrevet over 500 år før Jesus kom.
Nogle af de tidlige evangeliske skrifter, omfatter ikke fortællingen om Jesus korsfæstelse, men vælger i stedet at fokusere på hans lærervirksomhed.
Men Jesus’ død ved korsfæstelse er en af de ting, som alle de fire kanoniske evangelier er enige om. Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, alle inkluderer korsfæstelsen på hver deres (lidt forskellige) måde.
Ingen af evangelierne i Det Nye Testamente nævner, om Jesus blev naglet eller bundet til korset. Men Johannesevangeliet fortæller, at den opstandne Jesu havde sår på hænderne. Og Thomas stak hånden ind i Jesu sår side.
Ja, Jesus blev korsfæstet og naglerne hamret igennem hans fødder og hænder. Han blev ikke pælefæstet, son nogen er begyndt at sige, der står forbandet den der hænger på et træ, eller en pæl. En pæl blev også brugt, den blev hamret ned i jorden, og så blev forbryderen ene naglet eller bundte til tværstolpen, så det blev et kors, en korsfæstelse. Jesus bar selv sit kors, som blev hamret ned i jorden på Golgata. Mens Jesus bar korset var han højst sandsynlig bundet med reb til korset for så ved Golgata at blive gennem boret af naglerne.
Peterevangeliet, et evangelisk skrift, som ikke er et ikke-kanonisk evangelium fra det 1. eller 2. århundrede, beskriver specifikt i vers 21, hvordan naglerne blev fjernet fra Jesus’ hænder efter hans død.
I Peterevangeliet er selve korset også en aktiv figur; i kap. 10, v. 41-42 svarer korset Gud med sin egen stemme: »Og de hørte en røst fra himlene, der sagde: ‘Har du prædiket for dem, der sover?’ ‘Så hørtes der et svar fra korset: ‘Ja.’« (oversættelse Oldkristne Skrifter, De apokryfe evangelier)
I de seneste år har flere personer hævdet, at de har fundet de nagler, der blev brugt til at korsfæste Jesus.
Og hver eneste gang har bibelforskere og arkæologer med rette påpeget både forkerte antagelser og fejlfortolkninger af evidensmængden bag disse påstande.
Korsfæstelse blev anset som en ydmygende måde at dø. Det er derfor ikke så overraskende, at det tog lidt tid for de kristne at tage billedet af Kristus på korset til sig.
Den ældste grafiske repræsentation af korsfæstelsen er derimod overraskende. Afbildningen ligner nemlig ikke som de andagtsfulde ikoner, der glorificerer Jesus’ død, og som vi er blevet vant til at se, men en graffiti fra det 2.-3. århundrede, der håner og gør grin med de kristne.
Alexamenos-graffiti viser en figur med et æselhoved ophængt på et kors med ordene ‘Alexamenos tilbeder sin Gud’.
Dette var tilsyneladende en almindelig anklage i antikken, som Minucius Felix (Octavius 9.3, 28.7) og Tertullian (16.12) begge vidner om.
Ikke-kristne bekendte med den kristne tros centrale elementer i det 2. århundrede
Siden graffitien åbenlyst ikke er fremstillet af en kristen, antyder billedet, at ikke-kristne var bekendte med den kristne tros centrale elementer så tidligt som det 2. århundrede.
Juveler, hvoraf enkelte blev anvendt til magiske formål, leverer også nogle af vores tidligste gengivelse af den korsfæstede Jesus som den udskårne jaspis fra det 2. eller 3. århundrede, der viser en mand på et kors omgivet af magiske ord.
Eksperterne mener, at den såkaldte Constanza-ædelsten daterer fra det 4. århundrede. Her ser det ikke ud til, at Jesus’ hænder er naglet til korset, da de hænger, som om han er bundet ved håndleddene. Hvilket ikke er sandt de har jo ikke selv set Jesus hænge på korset, de har ikke set naglerne tornekronen, såret i siden fra spyddet. Læs igen Johanneses evangeliet og få du som tvivler bekræfte at Jesu blev gennemboret ved nagler , som der står om I Esajas Bog, skulle ske med verdens Frelser Jesus.
Evidens leverer ikke et klart svar
Da antikkens evidens ikke leverer et klart svar på, om Jesus blev naglet eller bundet til korset, er det traditionen, der dikterer den fælles gengivelse.
Hvis du har set filmen ‘The Passion of the Christ’, vil du huske, hvor meget tid instruktøren, Mel Gibson, helligede til at nagle Jesus til korset, næsten hele fem minutter.
Evangeliernes relative tavshed omkring korsfæstelsen taget i betragtning skiller det sig ud som en grafisk ekspansion.
Kejser Konstantin satte til sidst en stopper for korsfæstelse som en henrettelsesform; ikke af etiske grunde, men ud af respekt for Jesus.
Hovedagen er at Jesus er kommet for at frelse mennesker, at alle der tror på Jesu har evigt liv, og er gået over fra Gud Jahves do, til livet i Hans egen søn, dette foregår i ktafy af Den Hellige Ånds liv i os. Jesu i dig og du i Ham er du med Jesus nu?
Jesus Kristus blev udvalgt til at være vor Frelser.
Hans forsoning gør det muligt for os at opstå og omvende os og blive tilgivet, så vi kan vende tilbage til vor himmelske Faders nærhed. Udover at frelse os fra vore synder tilbyder Frelseren os fred og styrke i tider med prøvelser.
Vi tror med vores hjerte men vores forstand har også brug for at blive fyldt op med Jesus og Guds Ord.
For at forstå Bibelens tale om Jesu frelsesværk er det afgørende at tilegne sig en vis forståelse af de navne, Bibelen bruger om Jesus. Vi tænker på navne som ”Menneskesønnen”, ”Messias”, ”Davids søn” og lignende. Disse navne er ikke tilfældige, men viser forskellige sider af Jesus som frelser.
Navne betyder batiks ret meget i Biblens Ord, de give ros et indblik af personens personlighed, så vi kan danne os et billede af personenerne, her drejer det sig om Gud Far i sær om Sønnen Herren Jesus som også er Gud Jahve, han har samme gener som Gud Far eller som de siger i dag samme dna, en nøjagtig kopi af Gud Far.
Det vigtigste af Jesu navne er Messias, som er hebraisk og betyder ´den salvede´. Oversætter vi dette ord til græsk, betyder det Kristus. De øvrige af Jesu navne forstås i lys af navnet Messias. Vi vil derfor se nøjere på, hvad det indebærer, at Jesus er Messias og spørge om, hvordan Skriftens brug af ordet viser os forskellige sider ved hans frelsesværk.
Kristus er IKKE Guds Søns navn, det er en beskrivelse af at Jesu er Guds salvede Søn. Når vi eksempelvis siger eller beder Jesus Kristus siger vi. 1 Navnet Jesus, vi beder i Jesu navn, 2 derefter siger vi Guds salvede søn.
Det rette grundlag for at forstå, hvad det betyder, at Jesus er Messias, får vi ved at gå til Det Gamle Testamente. Der læser vi, at de, der var præster, konger eller profeter i det gamle Israel, var udvalgt til deres tjeneste af Gud. Både konge og præst, af og til også profeter, blev ved begyndelsen af deres tjeneste salvet med olie og dermed indviet til tjenesten. Derfor kan vi sige, at deres tjeneste var messiansk og som sådan forbilledlig med hensyn til, hvad Jesus, den store Messias, skulle gøre for at frelse os.
I Jesus Kristus blev alle de tre messianske tjenester samlet i én person. Han skulle være Messias i tredobbelt betydning: konge, ypperstepræst og profet. Det betyder, at Jesus skulle gøre tre forskellige slags gerninger for at frelse os. Læs selv Hebræer brevet da vil du se og forstå hvad Jesus virkelig skulle udføre for os, så alle Gud Jahves krav blev opfyldt af Kristus Guds salvede søn Jesus.
For at få den rette forståelse af hvad Jesu frelse egentlig indebærer, skal vi derfor i det følgende se nærmere på hans gerning i lys af de messianske tjenester i Det Gamle Testamente. Det betyder, at vi vil forsøge at tolke og forstå Jesu gerning til frelse, på samme måde som Det Nye Testamente forklarer hans gerning for os. Vi begynder med Jesu profetiske og ypperstepræstelige gerning. Hans kongelige gerning vil vi senere belyse.
Jesu er samtidig verdens største profet, sandheden fra gud Jahve til alle der tror på Hans navn Jesus.
Det Gamle Testamente lærer klart, at Messias skulle stå frem som profet og derfor være en person, der skulle tale Guds ord (5 Mos 18,15). Det er grunden til, at mange jøder forventede, at Messias skulle være profet, og at Jesus også blev kaldt profet (Joh 1,21;4,19).
Jesus er sandhederne derfor selvfølgelig også overhovedet, Mesteren af alle profeter.
Samtidig ser vi også, at Jesus anser sig selv for at være noget langt mere og andet end de profeter, vi møder i Det Gamle Testamente. Sådan blev han også opfattet.
Folk, der hørte Jesu tale, var slået af overraskelser over hans lære, fordi han talte med en langt større myndighed end de skriftlærde (teologer kaldes de i dag) og farisæerne (Matt 7,28-29).
Jesus indledte ikke sine taler på samme måde, som profeterne plejede at gøre. Han sagde ikke ”så siger Herren Jahve”, men ”jeg siger jer”. Jesus talte med andre ord, som om han var Gud selv. Med dette tilkendegav han, at han virkelig er Gud – i et menneskes skikkelse. Gud, som vandrer omkring på jorden og taler menneskelige ord (Matt 5,18; 6,2; 8,10).
Nu melder spørgsmålet sig om, hvorfor Jesu profetiske gerning blev en nødvendig del af hans frelsergerning. Vi kan også spørge på en anden måde. Hvorfor har vi brug for at høre Jesu ord for at blive frelst?
For det første er det sådan, at kun Jesus kan forklare os meningen med det, han gjorde for at frelse os. For det andet må vi vide, hvad der var meningen med Jesu gerning, for overhovedet at kunne tro på ham.
Det er nemlig budskabet om, hvad der var meningen med Jesu død og opstandelse, der skaber tillid til Gud og kommer til udtryk i den frelsende tro. Ved det budskab genoprettes det tillidsforhold mellem Gud og det enkelte menneske, som blev ødelagt ved syndefaldet. Derfor lærer Bibelen, at mennesker bliver frelst, ikke bare ved korset, men ved ordet om korset (1 Kor 1,18).
Ved sin profetiske tjeneste bekræftede Jesus, at han var opfyldelsen af de løfter, der blev givet i den gamle pagt. I det følgende vil vi se nærmere på, hvad det indebærer. Fokus skal da rettes mod det, vi kalder Jesu ypperstepræstelige gerning.
Jesus som ypperstepræst og læren om forsoningen
Læren om forsoningen må som nævnt forstås på baggrund af en bestemt tjeneste i jødernes tempel, nemlig ypperstepræstens tjeneste.
Vi vil i det følgende skitsere hovedtrækkene i denne tjeneste og vise, hvordan Jesus ved sin død og opstandelse udførte sin tjeneste som ypperstepræst, da han ofrede sig selv for vores synder. Først er det imidlertid nødvendigt at sige noget mere om, hvad ordene ´soning´ og ´forsoning´ indebærer.
Disse ord bruges i daglig tale, men har oftest en betydning, der ikke helt svarer til Bibelens brug af ordene. Lad os først se på ordet ´soning´.
SONING
Når vi siger, at Jesus har sonet vores synder, lægger vi det samme i begrebet ´soning´, som når vi siger, at en person afsoner for en forbrydelse, han har gjort. Afsoningen henviser til selve straffen. Den må gennemføres sådan, som den er udmålt af domstolen.
Når vi siger, at Jesus har sonet vores synder ved sin død på korset, mener vi, at han har modtaget den straf af Gud, som vi mennesker skulle have haft, og at han fuldt og helt har gjort op med vores synder. Det var netop det, der skete, da Jesus udførte sin tjeneste som ypperstepræst. Bibelen lærer, at han bar sig selv frem som et offer til Gud for vores synder (Hebr 9,11-12).
FORSONING/FORLIG
Ordet forsoning bruges om det, der er resultatet af Jesu soning. Vi siger, at Gud er forsonet som en følge af Jesu offerdød. I den forbindelse bruges ofte et andet udtryk, nemlig ordet ´forlig´. Bibelen lærer, at der er skabt et forlig mellem Gud og mennesker, som er noget anderledes end de forlig, mennesker kan indgå.
Det drejer sig ikke om et forlig, der er resultat af lange forhandlinger mellem to parter. Det er Gud selv, der har skabt forliget, selv om han også er den ene forurettede part. Vi mennesker har ikke foretaget os noget for at forlige os med Gud. Derfor siger Bibelen, at Gud har forsonet sig med mennesker, mens de endnu var fjender af ham (Rom 5,6. Kol 1,21-22).
Det betyder ikke, at Gud på nogen måde har forandret sig, men at forholdet mellem Gud og mennesker er forandret. Dermed har Gud gennem Jesus Kristus gjort op med menneskers synder, uden at de selv har gjort noget. Som følge af dette forlig indbyder Bibelen mennesker til at ”lade sig forlige med Gud”. Det vil sige at tage imod det forlig, Jesus har tilvejebragt, og derved få fred med Gud (2 Kor 5,20).
Som tidligere har påpeget, er det ikke muligt at forstå, hvordan dette er sket, uden at vi lægger læren om treenigheden, som er et billede eller illustration omkring hvem Gud Farm Sønnen Jesus og Den Hellige Ånd er, til grund.
Forsoningen sker ved, at en af de tre personer i Gud, nemlig Guds søn, påtager sig ansvaret for verdens synd og modtager Guds dom over synden fra en af de andre personer i Gud, nemlig Faderen.
At det virkelig er indholdet i Bibelens lære om frelsen er klart, både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente. Hvad angår Det Gamle Testamente profeteres der om Jesu forsoning på forskellige steder og måder. Særlig kendt er Es 53,5-6: ”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.”
På baggrund af denne indledning vil vi nu sige mere om, hvad soning og forsoning indebærer i lys af Jesu tjeneste som ypperstepræst.
Den store forsoningsdag og Jesu død på korset
De forskrifter i Mosebøgerne, der handler om jødernes tempeltjeneste, giver os et bredt grundlag for at forstå, hvad soning og forsoning indebærer. I disse forskrifter var ypperstepræsten udvalgt til at være det jødiske folks stedfortræder og repræsentant over for Gud. Hans opgave bestod først og fremmest i at frembære forskellige slags ofre til Gud på folkets vegne. Disse ofre skulle være dyr uden fejl eller mangler. De blev slagtet og ofret for at betale for forskellige slags synder.
Offertjenesten fandt sted i jødernes tempel og skulle foregå nøjagtigt efter Moselovens forskrifter. Det er især én af disse offerceremonier, der var forbilledlig med hensyn til Jesu frelsergerning. Det er den, der står beskrevet i 3 Mos 16, og som handler om ”den store forsoningsdag”.
På hebraisk kaldes denne dag for ´Yom Kippur´. ´Yom´ betyder dag og ´kippur´ betyder at dække over eller skjule, i overført betydning også at sone. Hvad det indebærer, at ordet ´kippur´ har denne dobbelte betydning, vil fremgå af det følgende.
Yom Kippur skulle ifølge forskrifterne gennemføres en gang hvert år. Israels folk skulle da samles i templet for at være tilskuere til, hvordan ypperstepræsten førte to bukke frem, som begge skulle bruges i offertjenesten. For øjnene af folket lagde ypperstepræsten sin hånd på den ene buk og opremsede folkets synder over den. Dermed blev folkets synder overført på bukken. Bagefter blev bukken jaget ud i ørkenen (3 Mos 16,10).
Det var en forbilledlig handling, som viste frem mod det, der engang skulle ske med Jesus Kristus. Ligesom Israels folks synd blev lagt over på en buk, skulle Gud engang overføre hele menneskehedens synd på Jesus Kristus, så han kunne bære den bort. Det er baggrunden for, at døberen Johannes kalder Jesus for ”Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29).
Hvad det vil sige, at Jesus tager vores synder bort, får vi klarhed over, når vi ser nærmere på, hvad der skulle ske med den anden buk, som blev brugt til offertjenesten på den store forsoningsdag. Bukken skulle slagtes for øjnene af folket og lægges på et offeralter, som stod uden for den afdeling i templet, der kaldes ”Det hellige”. Også denne buk var et forbillede på Jesus. Ligesom den blev slagtet på templets alter, skulle Jesus Kristus (Guds salvede Søn) slagtes, lide og dø på Golgata for vores synders skyld.
Efter at have slagtet bukken samlede ypperstepræsten dens blod i en skål og bar det ind i den afdeling af templet, der kaldes ”det Allerhelligste”. Det var et lille rum, inden for afdelingen ”det Hellige”. Kun ypperstepræsten måtte komme derind, og her måtte han udføre sin tjeneste alene, uden at folket så ham (Hebr 9,1-14).
I det Allerhelligste var der nogle vigtige genstande, som blev brugt under netop denne del af ceremonien. Vigtigst var den såkaldte ”pagtens ark”, som Moses lod fremstille under ørkenvandringen. Den indeholdt to stentavler (anklageskrifter), hvor de ti bud var skrevet. Over disse tavler var der lagt et låg af guld. Det blev kaldt ”sonedækket”. Ovenpå var der støbt to keruber eller engle, og oven over det hele tronede Gud. Jahve, selv.
Ligesom ypperstepræsten mødte Gud i templet, skulle Jesus engang i fremtiden møde Gud i den virkelige Himmel og udføre en tjeneste, der svarer til den, ypperstepræsten udførte hvert år i templet.
Hvad foretog ypperstepræsten sig i det Allerhelligste, og hvordan er det et forbillede på det, Jesus skulle udføre? Det kan vi ikke forstå uden at vide, at templets Allerhelligste er et billede på Himlen, hvor Gud har sin trone, og hvor anklagerne imod os er for hans ansigt.
Som nævnt ovenfor tog ypperstepræsten blodet fra den slagtede buk med sig ind i det Allerhelligste. Der stænkede han det på sonedækket og foran sonedækket (3 Mos 16,15). På denne måde var blodet et skille mellem Gud og anklageskrifterne, så det bogstaveligt talt dækkede og skjulte dem.
SYND BETLES MED BLOD.
Blodet vidner derfor om, at der er betalt med blod for menneskers synder. Det viser, at anklageskrifterne er skjult, synden er sonet, skjult og betalt. Derfor kan vi frikendes fra alt det, vi ifølge loven kunne anklages og dømmes for.
Ifølge Hebr 9,11-12 er det netop følgen af, hvad Jesus gjorde, da han ved sin død på Golgata bar sit eget blod frem for Guds trone i Himlen: ”Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.”
Jesu blod er altså båret ind i Himlens tempel én gang for alle og vidner til evig tid om, at Jesus har sonet al verdens synd. Det betyder, at Gud ikke længere kræver noget opgør fra vores side. Gud er forsonet med os mennesker. Han længes derfor efter at tilgive os og gøre os til sine børn, og han indbyder os til at tage imod det forlig, han har sluttet (2 Kor 5,20).
På den baggrund kan vi nu konkludere, at hele frelsesværket skete uden nogen som helst indblanding eller indvirkning fra menneskers side. Forsoningen skete i den treenige Gud som et opgør mellem den evige Fader og den evige Søn. På den ene side er frelsesværket udført af Guds søn, Jesus Kristus alene, i og med at det var ham, der ofrede sig selv for os. På den anden side kan vi sige, at forsoningen er den ene treenige Guds værk. Det Sønnen gjorde, er nemlig også gjort af den ene treenige Gud.
Jesu opstandelse og hans kongemagt
Ifølge de sidste kapitler i evangelierne stod Jesus Kristus legemligt op fra de døde, den tredje dag efter at han blev korsfæstet. Opstandelsen var forudsagt i Det Gamle Testamente og er helt afgørende, ikke kun for vores forståelse af frelsen, men også for vores forståelse af, hvordan Jesus udøver sin magt som konge i forhold til historien og den kristne menighed. I dette kapitel vil vi derfor sige noget om, hvad Jesu opstandelse betyder for frelsen og forsoningen. På det grundlag vil vi derefter belyse, hvad det betyder, at Jesus er konge.
Først må det præciseres, at Jesus stod legemligt op fra de døde. Det betyder, at de, der ønsker at kalde sig kristne, må tro og acceptere, at Jesus stod legemligt op fra de døde. At Gud Jahve oprejste Jesu fra de døde, Bibelen siger også, at Jesus efter sin opstandelse satte sig ved Faderens højre hånd, og at han derfra skal komme igen for at dømme levende og døde. Kristne må tro Jesu kommer igen for at dømme levende og døde. Jesu er nu Kongen over alt og alle og Hans dom er den samme som Gud Jahves, vores evige Far.
Helt fra opstandelsesdagen har mange forsøgt at bortforklare, at Jesus opstod legemligt. De, der havde overladt Jesus til romerne til korsfæstelse, betalte vagterne ved Jesu grav for at sprede rygter om, at Jesu disciple havde stjålet hans legeme. Tilsvarende forklaringer finder man også blandt repræsentanter for den nyere bibelkritik.
At en død bliver levende igen er et brud med naturens orden. Det er en enkeltbegivenhed, der ikke har nogen parallel i historien, og som derfor mangler ethvert naturvidenskabeligt forklaringsgrundlag. I naturen findes dog en parallel til den legemlige opstandelse, som Jesus selv henviser til, nemlig det der sker med frøet, som sås i jorden: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”, siger Jesus (Joh 12,24).
Opstandelsen kan ikke forklares på nogen anden måde end ved at henvise til, at Gud har grebet ind på trods af det, vi kalder naturlove. Samtidig er det ikke til at komme udenom, at den er stærkt bevidnet ud fra historievidenskabens kriterier.
Det gælder for opstandelsen, som for alle andre historiske hændelser, at man ikke kan føre noget endeligt bevis for, at den virkelig fandt sted. Når det kommer til stykket, må man enten tro på den eller vælge ikke at tro. Men, har man Den sande Guds tro den vi fik ved den nye fødsel er vi ikke i tvivl.
Jesu legemlige opstandelse, nemlig at dødens magt over menneskene og hele skaberværket blev overvundet. Det kunne ifølge Skriften kun ske ved, at synden blev taget bort. Som vi tidligere har påpeget, fik døden magt over mennesket som en følge af syndefaldet. Synden er med andre ord den egentlige årsag til døden. Det betyder, at hvis synden fjernes, vil også livet vende tilbage.
Vi har fået evigt liv ved Herren Jesu det korsoffer Han gjorde i stedet for os hav os det fuldstændigt så vi nu står hellige, rene uangribelige foran Gud Jahve, renset i kraft af Jesu blod, klædt i Guds retfærdigheds rustning, Efeserbrevet kap 6 siger det.
Naturvidenskaben kan konstatere, at døden har magt over alle levende skabninger. Mennesket fødes og ældes, og ligesom alle andre levende skabninger må det også dø. Det er, hvad man kalder naturens gang, en lovmæssighed som ikke kan brydes af noget menneske.
Sandheden er imidlertid, at videnskaben kun kan betragte dødens lovmæssighed som fænomen, og på det grundlag slutte at alt liv må dø. Den kan ikke forklare, hvorfor eller hvordan døden er kommet ind i verden. Men på det punkt har Bibelen altså noget at sige.
Dødens lovmæssighed, som kom ind i skaberværket ved syndefaldet, skulle engang overvindes af den person, der kaldes den nye Adam. Denne person er Jesus Kristus. Ved sin opstandelse fra de døde har han netop besejret og brudt dødens magt.
Konsekvensen af det er ikke, at nogen undgår den legemlige død, men at de, der tror på Jesus Kristus, får del i en opstandelse og et liv, som ligner hans (1 Kor 15,45-58). Hvordan det er muligt, skal vi se nærmere på i det følgende.
Ligesom der er et lovmæssigt eller nødvendigt forhold mellem synd og død, er der ifølge Skriften et tilsvarende lovmæssigt forhold mellem et syndfrit liv og det at leve.
Den, der opfylder Guds bud, skal leve, læser vi i 3 Mos 18,5. Begge disse lovmæssige forhold blev opfyldt på Jesus Kristus. Da Jesus blev tilregnet vores synder, kom han ind under syndens og dødens lovmæssighed. Derfor måtte han dø. Og fordi Jesus selv havde levet et syndfrit liv, havde han også ret til at leve. Vi skal ikke opfylde et eneste lovkrav for at frelses, gør vi det ved paragraffer love eller regler vi taget ud fra lovens sammenhæng, og gør dem til et krav vrager vi Herren Jesu offer på korset, og siger der med Guds egen Søns offer ikke er nok til vi kommer i himlen og har evigt liv. De der gør det skal også overholde alt fra Gt i loven for at komme ind i himmelen. Men hvem kan det? Ingen! Kun Jesus. Er du stadig med her?
Det er grunden til, at døden ikke kunne fastholde Jesus. Gud opvakte ham fra de døde, netop fordi han havde ret til livet. Den retfærdige skal leve, siger Bibelen. Det er den sandhed, der kommer til udtryk i ApG 8,33.
Her læser vi, at dommen blev taget bort fra Jesus, da han var i den dybeste fornedrelse. Han var selv retfærdig og havde ret til livet. Derfor blev han også erklæret retfærdig og oprejst fra de døde (Rom 4,25). Vi siger også, at det er Jesu retfærdighed, der har sejret over syndens og dødens magt.
VI ER GUD RETFÆRDIGGJORTE I JESUS HANS SØN
Ifølge Bibelen kan mennesket blive retfærdigt over for Gud på to forskellige måder. Den ene måde er ved selvforbedring og egen indsats ( DET VI OMTALE SOM LOVE/REGLER) Det er en vej, som ingen har kunnet klare, undtagen Jesus (Rom 3,23).
Den anden måde, mennesket kan blive retfærdigt på, er ved tro. Den retfærdighed fører også til, at man får ret til at leve. ”Den retfærdige skal leve af tro,” læser vi i Rom 1,17.
LOVENS KRAV ER OPFYLDT FOR OS
Jesus opfyldte lovens krav, for at Gud skulle kunne give hans retfærdige liv til dem, der tror på ham. Det betyder ikke, at Gud forvandler dette menneske, men at han anser Jesu opfyldelse af loven, som var den menneskets egen lovopfyldelse. Det er grunden til, at vi i Rom 4,25 kan læse, at Jesus er oprejst til retfærdighed for os. Den, der tror Jesu nåde, kan med andre ord regne Jesu retfærdighed som sin egen retfærdighed. På det grundlag har han eller hun også ret til at leve. Læs lige Romerbrevet 9
Jesus som konge
Jesus blev ikke først konge efter sin opstandelse, men efter opstandelsen indtog han sin herskerstilling – ikke kun som Gud – men også som menneske. Det betyder, at Jesus, der i vores sted har opfyldt alle lovens krav, hersker over alt, hvad der sker i denne verden. Han er Herre over den tid, vi lever i, og han regerer og styrer historien i overensstemmelse med sit ord.
Bibelens omtale af Jesus som konge viser, at han udøver sin magt i to forskellige relationer og forskellige måder i forhold til disse relationer. På den ene side er han den, der hersker over alle politiske og samfundsmæssige kræfter. Samtidig er han også den, der hersker over og for dem, der tror på ham. Bibelen kalder ham derfor kirkens/menighedens hoved og Herre (Ef 1,21-23).
Også her vil vi begynde med et tilbageblik på Det Gamle Testamentes Messias-profetier.
Det Gamle Testamente viser, at Messias skulle fremstå som konge, og at han skulle være efterkommer af kong David. Derfor omtales han også som Davids søn og efterkommer. Samtidig siges det, at Messias skulle have en ubegrænset magt, og at han skulle sidde på Guds trone og udøve Guds herredømme både i Himlen og på jorden (1 Sam 10,1; 2 Sam 7,12-19; Sl 2,12).
De første kristne betragtede Jesu opstandelse og himmelfart som en opfyldelse af Det Gamle Testamentes profetier om Messias. Det tro vi også på i dag. For eksempel bliver profetierne i Salme 110 forstået sådan (ApG 2,32-35). I læren om Jesu kongemagt viser Det Nye Testamente tilbage til Det Gamle Testamente og påviser, at Jesus fra Nazaret virkelig er den kongelige Messias, profeterne talte om (Matt 1,17; 9,27; Rom 1,4ff.).
Jesus omtales derfor som konge i forbindelse med vigtige begivenheder, der skete i løbet af hans liv. Når han rider ind i Jerusalem før sin lidelse og død, omtales han som en konge, der er ”sagtmodig” og dermed forskellig fra verdens herskere (Matt 21,5-9). Jesus er en konge fuld af kærlighed.
Netop det får konsekvenser både for den måde, han styrer historien på, og den måde han styrer i forhold til dem, der tror på ham. Han holder verden og historien oppe i den hensigt, at mennesker skal nås med budskabet om hans frelse. Af samme grund holder han også ud med menneskers ondskab, oprør og ligegyldighed. Men de, der afviser hans frelse, kan han også overgive til dem selv og deres egen ødelæggelse (Rom 1,19ff.). De kan gå ad Helvede til, som nogen siger, de valgte selv, ville hverken tro på herren Jesus eller de tjenere Gud, Jahve sendte ud for vejlede dem og føre dem he til Herren Jesus.
Det kan godt betale sig at læse/hør Gt og rette sig ind efter de ting andre sande kristne vejleder os til. Desværre en mange slet ikkemotiveret i dag for at tage ved lære, de er i oprør mod Herren Jesu Ord og livet med og i Ham,, og der tales ikke altid så meget om hvad Bibelen siger, synd er i mage kristne sammenhæng næstmest forbudt ord.
Synd er ikke at tro på Jesu Ord, være nærmest ligeglad med Guds ord de vejledninger man får af Guds tjener.
De, der tror på ham, holder han sin hånd over. Han styrker deres tro gennem Bibelens budskab, men han fritager dem ikke fra lidelser og trængsler (1 Pet 1,3-7). Kristne mennesker skal derfor ikke regne med, at de bliver sparet for sygdom, vanskeligheder eller lidelser. Trængslerne er dog noget, Jesus tager hånd om i sin almagt (ApG 14,22).
Fordi Jesu død på korset og opstandelse har ført til, at Satans magt er overvundet, gøres Satan magtesløs, der hvor evangeliet om Jesu død og opstandelse forkyndes, og leves i tro. Jesu kongemagt indebærer altså, at han handler i verden ved og gennem sit ord, så mennesker kommer til tro på ham og bliver i stand til at leve for ham (Joh 16,7ff.). Vi lever kun i kraft af Gud Jahves nåde som blev os givet i kraft af Sønnens Jesu blod på korset. ER du med her sammen med Jesus og Guds folk, menigheden/kirken eller et fællesskab?
Ifølge Bibelen og bekendelsen skal Jesus engang komme igen for at dømme levende og døde. Da vil han fremstå for alle i sin kongemagt, og alle skal bøje knæ for ham. Menneskeheden skal da deles i to flokke. De, der tror på Jesus Kristus, skal gå ind til det evige liv, mens de, der ikke tror, skal gå ind til den evige død.
SOM VI BEGYNDTE MED.,BLEV JESUS BUNDET ELLER NAGLET TIL KORSET.
Korset
Jesus bærer selv sit kors ud til Golgata - i hvert fald den tværbjælke, han siden hænges op på. På Golgata slår soldaterne nagler gennem hans hænder og fødder, så han sømmes fast til korset.
Det var her, Jesus døde, men efter sin død genopstod han, som vi hører om påskedag, og derfor minder korset både om, at Jesus døde for menneskers skyld, og at han genopstod og derved brød dødens magt.
Som sagt. Profetierne opfyldes
Alle evangelierne fortæller, at langfredags begivenheder sker, som de gør, for at ord og profetier fra Det Gamle Testamente kan gå i opfyldelse. For eksempel står der i Esajas Bog 53,12, at ”han blev regnet blandt lovbrydere.” De ord citeres i Markusevangeliet 15,28 og Lukasevangeliet 22,37 som begrundelse for, at Jesus korsfæstes imellem to røvere. Evangelisterne vil forklare, at det ikke er tilfældigt, at Jesus bliver slået ihjel, men at det er Guds suveræne plan, der udføres.
Gud Herrens lidende tjener
I Esajasbogen i Det Gamle Testamente hører vi flere gange om en mystisk skikkelse, Herrens tjener. Traditionelt plejer man at kalde ham ’Herrens lidende tjener’. Han bliver beskrevet som en mand, som alle vender sig mod, en mand, der kender til alle former for lidelser og smerte. Det særlige ved ham er, at han er en syndebuk, hvilket vil sige, at det er for alle andres skyld, han bærer sygdomme og smerter: ”Men han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere.”, Esajas 53,12.
Der er ingen tvivl om, at evangelisterne vil have os til at tænke på Gud Herrens lidende tjener, når vi hører om Jesus’ lidelser. Jesus er den, der dør for at tage alle andres synder på sig, Det er en stedfortrædende død, for Jesus dør i stedet for vi mennesker. Det er det, han også selv peger på, når han i Markusevangeliet 10,45 siger, at han er kommet for at give sit liv som løsesum for mange.
Jesus' død
Alle fire evangelier fortæller, som sagt, om Jesus’ død på korset langfredag, men med lidt forskellig vægt på, hvordan Jesus’ sidste timer og minutter har formet sig. Johannes beskriver for eksempel Jesus som en afklaret mand, der har accepteret sin skæbne, og hvis sidste ord er: ”Det er fuldbragt”,Johannesevangeliet 19,30.
Markusevangeliet 15,33 og Matthæusevangeliet 27,46 derimod fortæller, at Jesus råber til Gud på korset: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’ Også dette er et citat fra Det Gamle Testamente, nemlig Salme 22 i Salmernes Bog. Citatet gør dødens angst og smerte meget tydelig, men faktisk fortsætter Salme 22 med en lovsang til Gud, fordi han ikke blev ved med at skjule sig.
Jesus blev gennemboret, naglet fast med nagler gennem sine hænder og fødder, blev stukket i siden af et spyd for die synder skyld, for alle din lovovertrædelser døde og opstod Jesus. Det er gud gace til dig.
DU ER FRIFUNDET HVIS DU TRO PÅ JESUS OG GUDS ORD TIL DIG.
Amen
