LINK
”Så er loven da hellig og buddet helligt og retfærdigt og godt.“ (Rom 7,12).
Hvorfor argumenterer så mange kristne imod loven, når der findes så mange beviser for, at den stadigvæk gælder?
For det første drager nogle, når de ser de nytestamentlige tekster, der fordømmer en forkert forståelse af lovens hensigt, den forkerte slutning, at problemet ligger i loven selv. Som et resultat hævder de, at de ti bud ikke gælder for dem, der er under den nye pagt.
For det andet er nogle så overbevist om, at sabbatten ikke gælder for de kristne, at de for at retfærdiggøre deres holdning påstår, at alle budene blev korsfæstet med Kristus på korset.
For det tredje påstår nogle, at de andre ni bud stadigvæk gælder, men at det fjerde bud om den syvende dag som sabbat er blevet erstattet af søndagen, som holdes til minde om Jesu opstandelse. Der er mange problemer med disse opfattelser.
Vi vil se på apostlenes holdning til loven; for hvis den var blevet afskaffet eller forandret efter Jesu død, skulle man tro, at apostlene ville have vidst om det. · Rom 3,31; 6,15 · ApG 10,9-14 · Joh 15,1-11 · Jak 2,1-26 · Hebr 3,7-19 · Jud 5-7
Apostlene og loven
Rom 3,28; 6,14; 7,4 Gal 3,24-25 Det er blevet sagt, at Paulus er kristendommens egentlige grundlægger. Det er selvfølgelig forkert. Selv om Paulus bidrog meget til vores teologiske forståelse af de kristne trospunkter, inkl. 13 af de 27 bøger i Det Nye Testamente, kan stort set alt det, han lærer, også findes andre steder i Bibelen. Hovedgrunden til, at nogle påstår, at Paulus startede en ”ny“ religion, er misforståelsen af hans lære om lov og nåde. Se på disse tekster. Hvorfor er det ud fra første øjekast let at se, hvorfor nogle mener, at disse vers afskaffer loven? Hvis man kun læser disse vers, giver de absolut det indtryk, at loven ikke længere er relevant for den kristne. Men alle disse vers tilhører en bredere sammenhæng, som vi er nødt til at se på for at forstå, hvad Paulus virkelig siger. Undersøg de afsnit, hvor de ovenstående tekster er taget fra, og læg særligt mærke til Rom 3,31; 6,15; 7,7-12 og Gal 3,21.
Hvordan er disse vers i sammenhængen som et hele med til at give os en bedre forståelse af Paulus’ pointe om loven?
For dem, som ikke forstår ideen om retfærdiggørelse af tro, kan det se ud, som om Paulus modsiger sig selv. I samme åndedrag hævder han, at den kristne ikke er under loven, og at den samme kristne er forpligtet til at holde loven. Problemet løses, når vi husker, at Gud forlanger retfærdighed fra dem, som hævder at have et forhold til ham. Loven er målesnoren for denne retfærdighed.
Men når vi sammenligner os med loven, kommer vi til kort og er derfor fordømt af loven.
Hvis loven var vores middel til frelse, ville ingen have håb om evigt liv. Den kristnes håb findes ikke i loven, men i Jesus Kristus, som ikke alene holdt loven fuldkomment, men som også gennem Guds mirakuløse kraft lader de troende få del i sin retfærdighed (Rom 8,3-4).
Den kristne kan nu tjene Guds lov med en fri samvittighed; for Kristus har borttaget lovens forbandelse (Rom 7,25-8,2). Den nåde, som kommer gennem Kristus, fritager os ikke fra loven, men tvinger os til at adlyde den.
Paulus og loven
1 Pet 2,9 ApG 10,9-14 1 Pet 2,9 2 Mos 19,6 Til at tænke over Peter var en af Jesu nærmeste apostle. Han var en af de første, som blev kaldet, og han var til stede ved mange af de store begivenheder i Jesu virke. Det var ham, som i Cæsarea Filippi udtalte, at Jesus var Messias; og Peter fulgte sin frelser til Kajfas’ hus den nat, da Jesus blev arresteret og forhørt. Og den morgen, da den opståede Jesus viste sig for disciplene ved søen, var det Peter, som fik specielle instruktioner om Kristi arbejde. Da den første gruppe troende var samlet på Pinsedagen, var Peter deres væsentligste talsmand. Hvis loven på nogen måde var blevet ændret, ville Peter helt sikkert have vidst om det. Hvad var Peters forhold til overholdelse af den jødiske lov efter Jesu himmelfart? Hvis Peter havde denne opfattelse mht. regler om mad, hvad kan vi slutte os til mht. hans syn på de ti buds evige gyldighed? Peter modtog dette syn flere år efter Jesu himmelfart.
Som et resultat af disciplenes forkyndelse havde tusindvis af jøder allerede taget imod Jesus som Messias. Intet i Bibelen antyder, at det kristne budskab indbefattede instruktioner om at forkaste loven. Hændelsen i ApG 10 viser på en mægtig måde, at de første kristne identificerede sig helt og fuldt med deres jødiske rødder. Sammenlign de to skriftsteder.
Hvad er indholdet af 2 Mos 19,6?
Da Peter omtalte sine tilhørere som et ”kongeligt præsteskab, et helligt folk,“ ville de med det samme have husket beretningen om lovgivningen på Sinaj. Det var forventet, at de som Israels arvtagere skulle leve i overensstemmelse med pagtens betingelser, som var nedtegnet i Guds lov. Umiddelbart efter at have mindet folket om deres ”kongelige“ position formaner Peter dem til at leve retfærdigt (1 Pet 2,11-12). Han advarer dem også om at være på vagt over for falske lærere, som prædiker et evangelium uden loven (2 Pet 2,21; 3,2). Tænk over, hvor slemt Peter fejlede; men se også på den nåde, han blev vist.
Hvordan kan vi lære at vise en sådan nåde over for andre og selv tage imod nåde, når vi falder?
Peter og loven
Joh 15,1-11 1 Joh 2,3-6. Johannes er den, som har skrevet næst flest bøger i Det Nye Testamente, kun overgået af Paulus. Det er den samme Johannes, som skrev evangeliet, tre breve og Åbenbaringsbogen. Han var ligesom Peter en af de første disciple, som Jesus valgte, og han havde også et særligt forhold til Jesus. På grund af dette nære forhold, omtales han tit som ”Johannes, den elskede.“ Ud fra den måde, hans evangelium slutter (Joh 21,25), ser det ud til, at Johannes havde et væld af personlige oplysninger om Jesus.
En person, som stod Jesus så nært, ville med sikkerhed have vidst, hvis Jesus havde afskaffet Guds lov. Hvad siger disse vers tilsammen om, hvordan vi skal forholde os til Guds bud? Hen imod afslutningen på Jesu liv her på jorden kunne han bevidne over for sine disciple, at han havde været trofast imod sin himmelske fars bud, og som et resultat af det kunne han forblive i sin fars kærlighed (Joh 15,10). Jesus betragtede ikke budene som en negativ forhindring, som skulle afvises eller kasseres. Han så dem i stedet som retningslinjer for et kærlighedsforhold til ham og til andre mennesker.
Når Johannes, den elskede discipel, minder de kristne om deres forpligtelse over for Gud, benytter han det samme sprog om kærlighed og enhed, som Jesus gjorde i evangeliet. Johannes forstod, at kærlighed altid har været lovens kerne (fx 2 Joh 6). Man kan ikke hævde at holde loven, hvis man ikke har et kærlighedsforhold til Gud og sine medmennesker. ”Guds lov forlanger, at vi elsker vor næste som os selv.
Med al vor magt og alle vore handlinger må vi derfor beslutte os for at gøre dette – at gøre mest muligt godt... Hvor er det en glæde for Giveren, når mennesker ejer sjælens kongelige gaver, så de med stor kraft kan fortælle til andre! De er bindeledet mellem Gud og mennesker og åbenbarer Kristi ånd og himlens karaktertræk. Hellighedens kraft, som kan ses, men ikke prales med, er mere veltalende end de dygtigste prædikener. Den taler om Gud, og med større kraft end noget ord, viser den mennesker deres pligt.
Hvilken erfaring har du selv med forholdet mellem loven og kærlighed?
Hvordan kan kærlighed udtrykkes gennem lydighed mod Guds lov på en personlig, praktisk måde?
Johannes og loven
Jak 2,1-26 ”Er det ikke dem, der spotter det gode navn, som er nævnt over jer? Ja, hvis I efterlever den kongelige lov i Skriften: ‘Du skal elske din næste som dig selv,’ så handler I ret. Men hvis I gør forskel på folk, begår I synd og afsløres af loven som overtrædere“ (Jak 2,7-9).
Der er kun en enkelt bog i Det Nye Testamente, som tilskrives Jakob. Forfatteren forklarer ikke, hvilken Jakob det er; men det er alment accepteret, at brevet er fra Jakob, Jesu bror. Selv om han til at begynde med måske var skeptisk over for tanken om, at Jesus var Messias (Joh 7,5), fik Jakob med tiden en indflydelsesrig lederstilling i den første kristne kirke (ApG 15,13; Gal 1,19). Igen må vi sige, at hvis det havde været Jesu hensigt at afskaffe den guddommelige lov, ville hans egen bror med sikkerhed have vidst om det.
Hvad er det grundlæggende budskab i dette kapitel?
Hvorfor opsummerer Jakob loven, som han gør i vers 7-9, for umiddelbart efter at sige, hvad han siger om at holde alle budene? Hvordan viser disse vers forbindelsen mellem kærlighed og lydighed mod Guds lov? Mange, som misforstår Paulus’ undervisning om loven, hævder, at Jakob og Paulus modsiger hinanden mht. lovens rolle. Den største uenighed har at gøre med gerningers rolle i forhold til frelsen. Paulus siger, at vi frelses af nåde ved tro, ikke ved gerninger (Ef 2,8-9); men Jakob understreger, at ”en tro uden gerninger“ er død (Jak 2,26). Disse udtalelser er ikke modstridende; Jakob udtrykker blot på en kraftig måde, hvad Paulus mange gange minder om: at nåden ikke afskaffer loven. Ligesom Paulus i Rom 13,9 forstår Jakob, at kernen i Guds lov er kærlighed (Jak 2,8).
Ingen kan i sandhed påstå at holde Guds bud, hvis de ikke viser dette i praksis gennem kærlighedshandlinger.
Jakob og loven
Jud 4 Hebr 3,7-9 Jud 5-7. Judas’ brev er en af de korteste bøger i Det Nye Testamente og menes at være skrevet af en anden af Jesu brødre. Selv om forfatteren omtaler sig selv som ”Jesu Kristi tjener (eller slave)“, fortæller han også, at han er Jakobs bror. Matthæus nævner Jakob og Judas som to af Jesu fire brødre (Matt 13,55), og Judas, forfatteren af dette lille brev, accepteres normalt som en af disse brødre. Ligesom med alle de andre bibelske forfattere, vi har set på, ville Judas have vidst, hvis Jesus havde tilsidesat loven. Selv om Judas hverken henviser til lov eller bud, handler hele hans brev om troskab mod Gud og følgerne af at bryde loven.
Hvad siger han i dette vers, som er relevant for vores diskussion? Omtalen af nåde forudsætter lovens eksistens; for nåden ville ikke være nødvendig, hvis der ikke var nogen synd (Rom 5,18-6,15). Hvad disse falske lærere sagde, var så slemt, at Judas sidestillede det med at fornægte Jesus Kristus. Hvordan er Hebr 3,7-19 med til at kaste lys over Jud 5-7? Hvordan viser disse vers os forholdet mellem lydighed og tro?
På sin egen diplomatiske facon minder Judas sine læsere om Israelitternes erfaring, da de blev befriet fra Egyptens slaveri. Gud havde vist dem sin styrke og havde til og med givet dem sin lov; men da de senere var vantro, måtte de opleve de frygtelige konsekvenser, som kom af at være adskilt fra ham. Judas gør det meget klart, at folk faktisk kan falde fra, og de, som gør det, vil møde deres dom. Judas er ligeså tydelig som resten af Bibelen: alle, som hævder at tro, må være villige til at udtrykke denne tro gennem et liv i lydighed. Læs hele Judas’ brev.
Hvilke løfter kan du finde for dig selv blandt alle hans kraftige advarsler?
Judas og loven
Loven i den kristne tidsalder.”Hvorfor skulle apostlen forkynde anger over for Gud? – Fordi synderen er i vanskeligheder over for Faderen. Han har overtrådt loven; han er nødt til at se sin synd og angre. Hvori består hans næste opgave?
At se hen til Jesus, hvis blod alene kan rense fra al synd.
Tro på Kristus er nødvendig; for loven har ingen frelsende egenskaber. Loven fordømmer, men den kan ikke tilgive overtræderen. Synderen er nødt til at stole på Kristi blods fortjeneste. ”Lad ham gribe fat i min styrke,“ siger vores nådige frelser, ”for at slutte fred med mig, og han vil slutte fred med mig.“ Vores Herre udtalte, at den, som var tilgivet mest, ville elske mest; og kun den, der ser sig selv, som han virkelig er – forurenet af synd og overtræder af Guds hellige lov, vil føle sit behov for tilgivelse. Den, som har den dybeste overbevisning om lovens hellige krav, vil tydeligst se omfanget af sin synd og føle, at han i sandhed er blevet tilgivet meget.
Hvad betyder det, at en synder må ”stole på Kristi blods fortjeneste“?
Tænk nøje over advarslen i Jud 4. Hvis disse mænd forkynder Guds nåde, er de åbenbart kristne. Alligevel siger Judas, at de fornægter Herren. Hvilke alvorlige konsekvenser har dette for dem, som hævder, at Guds nåde har gjort loven overflødig? Hvad er det egentlig folk forsøger at blive kvit, når de påstår, at loven er afskaffet?
Hvordan er fornægtelsen af loven eller af blot et af budene et redskab i Satans hånd i hans forsøg på at ”styrte“ Guds lov?
Hvorfor tror du, at nogle mennesker opfatter Paulus og Jesus som modsætninger?
Hvilke forskelle og ligheder kan du finde mellem deres forkyndelse?
Hvad, tror du, er de naturlige årsager til, at de af og til lægger vægten på emnerne lidt forskelligt? Hvordan kan sådanne eksempler hjælpe os til at finde gode samtaleemner med andre mennesker om kristentroens og de ti buds varige værdier?
Prøv i ugens løb at skrive blot et aspekt ved hvert af de ti bud, som du finder grund til at glæde dig over.
Vi kæmper alle med at holde Guds lov i overensstemmelse med den ånd, den blev givet i.
Denne kamp er imidlertid ikke det samme som bevidst at ignorere loven eller være ligeglad eller nægte at følge den.
Overvej, hvad forskellen er mellem den daglige kamp for af hjertet at være lydig og en decideret modvillig holdning.
Hvad vil du i dit kristne liv gøre - for at sikre, at kampen i dit liv for at være lydig mod Gud får det rette udfald?
LINK
Hvad gør du for at overvinde en decideret modvillig holdning til Guds lov?
I den store profeti om Messias i Daniel 9,24-27 anvendes i vers 26 et interessant udtryk. Der siges, at den salvede (Messias) skal ”fjernes“ uden dom. Ordet oversat med ”fjerne“ er fra det hebraiske karat. Dette ord har en særlig betydning, fordi det anvendes, når man ”slutter“ en pagt (et eksempel er 1 Mos 15,18).
Ordets oprindelige betydning er ”afskære“, og anvendelsen i forbindelse med pagtslutninger henviser til det faktum, at man ratificerede pagter ved at bringe et offer – man ”skar“ det over. Hvis en person blev udelukket fra pagten, enten ved at blive sendt i eksil eller ved henrettelse, kunne man evt. også anvende dette ord (som fx i 3 Mos 20,17), hvor det har betydningen ”henrette, udrydde“.
Messias blev altså henrettet ved sin død på korset; men i stedet for et nederlag var det en sejr. Derved ratificerede han Guds evige nådepagt.
