LINK
Hvornår kommer man i Himlen?
Jeg har altid troet, at man kom i himlen med det samme, når man døde, hvis man er kristen født på ny Johannes . Når jeg læser 1. Thessalonikerbrev 4,15-16 bliver jeg usikker. Som jeg læser det, skal vi alle ligge i vores grave til Herren Jesu kommer igen, og så først da stige til Himmels. Det giver mig ikke fred, når jeg ikke ved om jeg skal i dødsriget eller i Himlen. Synes det er meget underligt man ikke kan få et sandt svar på det.
Lad os lige begynde med.
I følge Bibelen Gud s ord, tømte Jesus de dødes rige, hvilket kaldes "Kristi nedfart til Hades, son intet har at gøre med Helvedet/fortabelsen, det var stedet de troende van mens deres kroppe sov. De troende var i Alhams skød/afdeling, de fortabte i stedet, hvor de stadig er, den rige mand afdeling denne afdeling er ikke tømt. Dette skete efter efter Jesu død på korset og før hans opstandelse.
Jesus farede ned i dødsriget:
"Hel" eller "Hades" er det sted, hvor de døde opholdt sig før Jesus Kristi opstandelse. Det var før og ikke nu.
Ifølge trosbekendelsen nedfældede Jesus sig i dødsriget for at befri de retfærdige sjæle, der var døde før hans tid, og som ventede på frelse. Det var de der levede på gammeltestamentes tid og de der var døde i troen da Jesus kom til jorden.
Selvom det ikke er beskrevet detaljeret i alle evangelierne, er der henvisninger til dette i Det Nye Testamente, især i 1. Petersbrev 3:18-20.
Betydning:
Nedfarten til hares/de dødes rige, understreger Jesu sejr over døden og hans magt over alle områder, inklusiv dødsriget.
Nu siger apostlen Paus sådan om vi der ennu lever her på jorden
1. Thess. 4, 15-17: (v. 15) For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. (v16) For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. (v17) Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren
Vi skal ikke komme først i opstandelsen. Vi får at vide når tropeten lyder vågner alle vores kroppe i et nu i et øjeblik.
Da kommer de far Himlen, hvor de er, nu på samme tid med Jesus i skyen af vidner. På samme tid som de der er på jorden vil det ske.
Spørgsmålet om vi kommer direkte i Himlen når kroppen dør. Kan vi svare Ja til sandt. Problemet er når vi blander fortidens døs søvn og de dødes rige dengang sammen med nutid.
Sandt som vi har sagt. Det kan misforstås, eller se ud til vi har en mellem tilstand som vi jo ser i i følge 1. Thessalonikerbrev kap. 4 vers 15-16 er "de døde i Kristus" endnu ikke stået op. De sover, mens de venter på Herrens komme. Når Jesus kommer igen, skal de møde ham i luften og "altid være sammen med ham"
Engang i fremtiden - vi ved ikke hvornår - skal Jesus komme igen. Alle mennesker skal bøje sig for ham og erkende, at han er herre. Han skal komme for at "dømme levende og døde", som vi siger i vores trosbekendelse. Og de, som tilhører ham - hvad enten de til den tid er levende eller døde - skal være sammen med ham. Først da skal opstandelsen ske. Samtidig lader Bibelen flere steder skinne igennem, at de, som er døde i troen på Jesus, er "hjemme hos Gud".
Paulus taler om, at han længes efter "at bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren" (2.Korintherbrev 5,8).
Det at "bryde op fra legemet" og at have/være "hjemme hos Herren" Det er for Paulus at være et og det samme. Der er ingen tidsforskydning. Jesus kan også sige til røveren, der hang på korset ved siden af: Jeg Jesus siger dig. I dag skal du være med mig Jesus, i Paradis. Her er der heller ikke nogen tidsforskel mellem døden og det at komme i paradis.
Som Bibelen siger tror vi.
Når en jesus troende kristne der er født på ny Johannes 3. er død og lagt i graven, så er det menneske stadigvæk levende for Gud og er hjemme hos Herren. Det menneske er adskilt fra os midlertidig, mens vi stadig er på jorden Men det lever stadigvæk for Gud hjemme i det Himmelske paradis. Og venter på den dag, da "de døde i Jesus skal opstå". Det betyder ikke, at denne "ventetid" er en bevidst tid for dem.
Når vi ser på en død kan vi sammenligne med vi menneskers almindelige nattesøvn. Søvnen er jo en tid uden tidsfornemmelse. Den er som "et nu", "et øjeblik". Derfor kan vi også tage afsked med vore kristne brødre og søstre med troen på at "de er hjemme hos Herren". Og samtidig glæde os til den dag, da vi sammen med dem skal forenes med Herren - og forenes med hinanden.
Hvordan er dødsriget?
Alligevel Når Jesus er svaret og sandheden må vi kunne få et sandt svar. Når vi dør ligger vi så i dvale i himlen eller er vi i levende live sammen med Jesus og har det "fedt" allerede der?
Prøv at se disse steder:
Johannesevangeliet 11,11;
Apostlenes Gerninger 7,60; 13,36;
Paulus' 1. brev til Korintherne 7,39; 11,30; 15,6.18.20.51;
Paulus' 1. brev til Thessalonikerne 4,13-15;
Peters 2. brev 3,4
De døde har en klar bevidsthed, også de der stadig er i dødsriget.
Jesus fortæller,som sagt, en lignelse om Lazarus og en rig mand Lukasevangeliet 16,19-31. I den beretning hedder det, at mennesker allerede umiddelbart efter døden bliver adskilt. Den fattige Lazarus kom til "Abrahams skød", mens den rige mand efter døden "slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes". Der er en dyb kløft mellem de to steder, så at man ikke kan komme fra det ene sted til det andet. Den rige mand er ved bevidsthed og beder Abraham om barmhjertighed.
Men Jesus var i dødsriget og tog dem med som dengang var der. De der troede på Gud og Jesus. Ikke de ufrelste.
Nogle tekster taler om døden som en søvn, andre om døden som en fortsættelse af livet i bevidst tilstand, hvilket godt kan være forivrende for os. Det kan være være en talemåde, at døden kaldes en søvn. Det kan være en formildende omskrivning af en virkelighed som har et ubehageligt indhold. Den dødes krop er død og kommer aldrig tilbage til os her på jorden, ikke alle har fattet at vi all dør hvis Jesus ikke kommer tilbage inden.
Døden kaldes en søvn, fordi den afdøde ligner et sovende menneske. Men pointen er, at den afdøde ikke er i en bevidstløs tilstand, kun kroppen dør.
Alle skal opstå. Jesus siger ifølge Johannesevangeliet 5,28-29: "den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans [Sønnens] røst og gå ud af dem - de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom".
Det vigtige er at tilhøre dem, der opstår til liv hos Jesus Kristus.
Tro på Herren Jesus Kristus, og bliv frelst ApG 16:31. ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn” Johannes 1:12.
Du kan modtage det evige liv som en GRATIS gave. ”Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre” (Romerne 6:23). Du kan leve et rigt og meningsfuldt liv lige nu er her. Jesus sagde selv, at: ”Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod” (Johannes 10:10). Du kan tilbringe evigheden i himlen med Jesus, for han har selv sagt: ”Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også i skal være, hvor jeg er” (Johannes 14:3).
Vi år videre i sagsøgning på svaret hvor vi er når kroppen dør. I himmelen eller dødsriget. Vi er sikre på Gud bed Jesus i os, Hellige Ånden , give ros det sande svar
Selvom alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med", Hebræer. 11:39-40.
De personer, der er tale om i de to vers, henviser til de ca. 15 navngivne og et utal af unavngivne troende i kapitlet fra GT. Alle disse er gået forud, og her får vi at vide, at de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med'. Den fuldendelse, der er tale om, er frelsen i Jesus, og deraf også det opstandelsen fra de døde og det evige liv.
Hebræerbrevets forfatter understreger altså, at de troende fra den gamle pagt har del i den samme fuldendelse, som vi også venter på. Dette kommer også klart frem i kap. 9, hvor der står: derfor ,pga. Jesu død og opstandelse, er han mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede ,er alle, som tror) må få den forjættede, evige arv, efter at , Jesu, død har fundet sted til forløsning fra overtrædelser under den første pagt", Hebr. 9:15.
De troende, der er gået forud fra både den gamle og den nye pagt, venter altså ligesom os på den dag, hvor Jesus Kristus kommer igen for at hente de troende hjem til sig. Det håb er ikke et luftigt håb, men det er et udtryk for den vished, de troende har i deres hjerter. Hebræerbrevets forfatter udtrykker det på denne måde: Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser"Hebræer. 11:1.
noget vi troende skal lære . At adskille da tid og nu tid, ikke sammenblande fra før i Gammel testamente og efter Jesus død og opstandelse i Ny testamente. Vi skal holde os til Jesu ord og lære og Apostlens ord og lære.’
Jesus ved Den hellige Ånd i os vil ikke vi skal være forvirrede eller utrygge heller ikke angående den her midlertidige krops død.
I sit første brev kalder Peter dette håb for 'et levende håb', som er funderet på Guds barmhjertighed og Jesu Kristi opstandelse fra de døde; et håb, som han beskriver som
En uforkrænkelig/uplettet og ubesmittet og uvisnelig arv, gemt i Himlene til jer, som i Guds kraft bliver bevaret ved tro til en frelse, der er beredt til at åbenbares i den sidste tid", 1. Pet. 1:3-5.
Dette håb beskriver Paulus nærmere i sit 1. brev til Thessalonika, hvor han siger:
Brødre, jeg vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb", 1. Thessaloniker. 4:13.
Læg mærke til, at der ikke står, at vi ikke må sørge, for det gør vi selvfølgelig, når en af dem, som vi elsker, dør. Det er naturligt, for det betyder adskillelse. Men der står, at vi ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. De tror, at når et menneske dør, så er det slut, mens vi tror og ved, at det ikke er tilfældet. Vi har nemlig, som før citeret, 'et levende håb' om opstandelsen fra de døde. Hvad det vil sige, beskriver Paulus nærmere i de næste vers:
Så sandt, vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham. Dette siger vi jer nemlig med et ord af Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord, v. 14-18.
Trøst hverandreinther! Sådan afsluttes afsnittet, fordi vi har et håb og en vished om, at dét, der står om Jesu genkomst, og om opstandelse fra de døde, og om bortrykkelsen, kommer til at ske. Et andet sted skriver han, at ligesom Kristus er opstået fra de døde, således skal også vi en dag opstå fra de døde, hvorefter vi altid skal være sammen med ham, 1. Kor. 15:12-23. I bibelen er døden altså kun noget midlertidigt, for Jesus har overvundet den, og har døden og dødsrigets nøgler, Åbenbaring. 1:18.
Bibelens lære om opstandelsen betyder, at ligesom Jesus opstod med det samme legeme, således skal også vi opstå med det samme legeme - som dog på samme tid er helt nyt. I 1. Kor. 15 beskriver Paulus det således:
Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles. Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed/uforgængelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed", 1. Kor. 15:51-53.
Som vi ser, er den evige frelse er altså ikke kun for sjælen.
Bibelen siger nemlig klart, at vi skal opstå med ånd, sjæl og legeme. Det betyder konkret, at på opstandelsesdagen vil Gud forvandle vore legemer til at være evige og uforkrænkelige herlighedslegemer. Vi forstår ikke helt, hvad det betyder, men vi forstår, at vi så ikke længere er underlagt lidelse, sygdom og død, men leve evigt. Hvilken vidunderlig dag, som vi venter.
Dette er vort levende håb! Vi har allerede set et par eksempler, men lad os se på et par stykker mere. I John. 5:28-29 siger Jesus:
Undres ikke herover! Den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem, eller 'ud af dem'), de, som har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom".
Når vi dør, venter vi altså på legemets opstandelse fra de døde. 'De skal ikke nå til fuldendelsen, uden at vi er med', læste vi. Men hvad mener Paulus så, når han skriver, at han ved, at når han dør, så kommer han hjem til Herren?
Betyder det ikke, at han regner med en øjeblikkelig opstandelse, i samme øjeblik, han døde? Nej! Bibelen taler nemlig om, at når vi dør, så går sjælen direkte op i himlen hos Gud, hvor den venter på opstandelsen fra de døde. Denne ventetid kalder man også for mellemtilstanden, hvilket er en meget dårlig talemåde. Nogle tror, at de afdøde sjæle sover til opstandelsens morgen, men det er forkert, for ifølge bibelen er det nemlig kun legemet, der billedligt talt sover, til det skal opstå.
Men, står der i det hele taget noget i bibelen om den ventetid, der er mellem døden og opstandelsen?
Ja, det gør der, selvom den taler meget mere om selve opstandelsen fra de døde og om det evige liv. I ny testamente er der især to steder, hvor dette er omtalt, og her får vi også lidt at vide om, hvad der egentligt sker i den ventetid, der er fra tiden, døden indtræffer, og indtil opstandelsen fra de døde. Det skal vi se nærmere på nu. Det første er omtalt i Åbenbaringen. 6:9-11, hvor der står: Og da det Lammet brød det femte segl, så jeg neden under alteret deres sjæle, som var myrdede for Guds ords skyld og for det vidnesbyrds skyld, som de holdt fast ved. Og de råbte med høj røst og sagde: 'Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! vil du tøve med at hævne vort blod på dem, der bor på jorden?' Og hver af dem blev givet en lang, hvid klædning, og der blev sagt til dem, at de skulle hvile endnu en liden stund, indtil tallet blev fuldt på deres medtjenere og deres brødre, der skulle ihjelslås ligesom de
Johannes ser altså et syn af de døde under alteret i Himlen. Han hører også, at 'det er sjælene af dem, som var myrdede for Guds ords skyld'. Læg mærke til, at Johannes kun ser deres sjæle, og det skyldes, at de endnu ikke er opstået fra de døde. De er endnu ikke forenede med deres legemer. De blev myrdet, og nu ser han sjælene i himlen, under alteret. Som vi ser, så er disse sjæle ikke 'bare' kommet i himlen, men de er i Guds himmelske tempel, helt inde ved alteret, som ifølge bibelen er det sted, hvor Gud er og bor, og hvor hans engle i titusinder bøjer sig ned for ham og tilbeder ham. Stærkere kan det ikke siges i det billedsprog, som blev åbenbaret for Johannes.
De er hos Gud lys levende under det store alter.
Men, hvorfor ser han kun martyrernes sjæle? Vi læste jo, at det var sjælene af dem, der er blevet ihjelslået i den store trængsel. Hvad med alle de andre troende, som er døde gennem tiden? Af den ene grund, at Johannes ser længere frem end selve bortrykkelsen. Han ser ind i den store trængsel, hvor de fleste af dem, som kommer til tro på Jesus, vil dø martyrdøden. Men alligevel kan vi godt sammenligne denne, deres ventetid med vores, når vi dør, for de er ens.
Johannes ser også den store flok der står foran guds trone
De spørger: Herre, hvor længe varer det, inden du vil dømme jorden..? Her ser vi tydeligt, at dommen endnu ikke er kommet, for den kommer jo først ved Jesu synlige komme. Derfor får de da også dette svar: 'I skal hvile endnu en lille stund', nemlig indtil den tid, hvor Jesus kommer igen og dømmer jorderig.
Hvilen der tales om her tror vi er Guds Sabats hvile for hans folk os,
Johannes ser altså ind i den tid og den mellemtilstand, der er mellem døden og opstandelsen fra de døde. Han ser et glimt af, hvor de døde hellige er, nemlig hos Gud i himlen, under alteret.
Han ser også, at de er ved fuld bevidsthed, og det betyder selvfølgelig, som allerede nævnt, at der ikke er tale om en 'dødens søvn' indtil opstandelsens morgen. Johannes ser altså med andre ord disse sjæle efter døden, men før opstandelsen fra de døde. Og lægger vi alt det sammen, der står om dette i bibelen, er det tydeligt nok, at de har det godt der, for de venter jo i himmelen hos Gud. Det var jo netop derfor, at Paulus omtaler sin død således:
så er vi ved godt mod og vil hellere vandre bort fra legemet og komme hjem til Herren", 2. Kor. 5:6,8.
Selvom det er menneskes lod at dø, så siger Guds ord også, at det ikke er slut. Uanset, om et menneske er troende eller ej, så lever sjælen videre, og er på et sted, hvor den venter på opstandelsen fra de døde. Igen og igen fortæller bibelen om, at der er to udgange på livet. Vi læste, at Lazarus 'blev båret af englene hen i Abrahams skød'. Skal man forstå det med engle bogstaveligt? Måske! Der er i alle fald nogle døende kristne, som har sagt, at de har set engle komme for at hente dem. Men hvad så med det, der står om Abrahams skød? Så vidt jeg kan se, er det derimod et billede på at være dér, hvor han er, nemlig hos Gud. Det er det samme, som når Jesus et andet sted taler om, at hans disciple skal sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob. Det skal selvfølgelig ikke forstås på den måde, at alle bliver bænket omkring det samme bord, som i så fald må være hundredvis af kilometer lang. Jeg tror, dette billede bruges, fordi dét at sidde til bords hos/med kongen er et udtryk for det mest ærefulde, som findes. Her bliver stedet kaldt for Abrahams skød. Men ved Jesus død 'bortførte' han de fanger, der var i Dødsriget - de, der tidligere var død i troen på den kommende frelser - og førte dem til Paradis. Pga. Jesu døde kommer alle troende herefter direkte til Paradis, og det er grunden til, at han sagde til røveren, som blev korsfæstet sammen med ham: 'I dag skal du være med mig til Paradis', Luk. 23:43.
Vi skal nu se, hvordan det går den rige mand i fortællingen:
Da han slog sine øjne op i Dødsriget, hvor han var i pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Da råbte han: Fader Abraham! Forbarm dig over mig, og send Lazarus, så han kan dyppe sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines her i denne lue. Men Abraham svarede: 'Mit barn, husk på, at du har fået dit gode, mens du levede, og Lazarus ligeså det onde; nu trøstes han her, men du pines. Tilmed er der lagt en dyb afgrund mellem os og jer, så at de, som vil gå herfra over til jer, ikke kan det, og heller ikke kan de komme derfra over til os", v. 23-26.
Ifølge Jesus kom den rige mand til det sted i Dødsriget, hvor han pines. Dødsriget er ikke det samme som helvede, for ifølge bibelen er der lige nu intet menneske, som er i Helvede. Det er først senere, nemlig efter Jesu synlige genkomst, at 'Døden og Dødsriget bliver kastet i ildsøen', som er det samme som Helvede, Åbenbaringen. 20:14. Der er mange, som forsøger at bortforklare det, Jesus siger om Dødsriget her, og om Helvede; og hovedårsagen hertil er, at de ikke vil tro på bibelens ord om en evig fortabelse og pinested. Når talen kommer på Luk. 16, siger de eksempelvis, at det kun er en lignelse, som ikke skal tages for pålydende. Det kan være sandt, men derved overser de, at alle Jesu lignelser har det formål at forklare den åndelige virkelighed, så vi bedre kan forstå det. Så uanset, hvordan vi vender og drejer fortællingen, så er der ikke noget at tage fejl af. Der er en evig fortabelse, ligesom der er en evig frelse.
Jesus siger desuden, at det er umuligt at gå fra det ene sted til det andet. Hvor det enkelte menneske skal være i evigheden, bliver nemlig afgjort på jorden. Jamen, siger nogle: Der er måske mulighed for at omvende sig efter døden. Nej, ikke ifølge bibelen. Efter døden er der, som teksten siger, en kløft mellem de to verdener, og det er umuligt at gå fra det ene sted til det andet - det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Af samme grund er den katolske lære om, at lige bortset fra de erklærede helgener, som har et overskud af gode gerninger og som derfor kommer direkte i himlen, så skal alle andre kristne først komme i skærsilden en tid (som kan vare i millioner af år); og dér skal de blive, før de kan blive rene nok til at komme over på den anden side. Jeg behøver vist ikke at sige, at det er en falsk og en særdeles ubibelsk lære. For vi ved, at vi pga. Jesu blod står rene og retfærdige ind for Gud. Der er derfor ikke mere noget, der skal sones efter døden.
Beviset for, at Jesus taler om den mellemtilstand, der er mellem døden og opstandelsen i Luk. 16, og ikke om selve evigheden, altså i tiden efter den fysiske opstandelse fra de døde, ser vi i de næste vers:
Da sagde han den rige mand: Så beder jeg dig, fader! at du vil sende ham til min faders hus - thi jeg har fem brødre - for at han kan vidne for dem, så ikke også de skal komme i dette pinested. Men Abraham svarer: De har Moses og profeterne, dem kan de høre! Han sagde: Nej, fader Abraham! men kom der en til dem fra de døde, så ville de omvende sig. Da sagde han til ham. Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom en opstod fra de døde", vers. 27-31.
Læg mærke til, hvad det egentlig er, den rige mand beder Abraham om. Han siger: Abraham, send Lazarus til mine brødre, lad ham opstå, så han kan tage ned på jorden og advare min familie. Teksten fortæller os altså, at den rige mands brødre stadig lever på jorden, og har derfor også stadig mulighed for at omvende sig. Det betyder selvfølgelig, at der stadig er nogle på jorden, som kan blive frelst.
Det sidste vers fortæller os i noget væsentligt. Der er ingen, der kan komme tilbage fra døden og fortælle, hvordan det er dér, undtagen Jesus, Guds Søn, som har gennembrudt døden. Han er den eneste, som kan fortælle os sandheden om, hvordan det er på den anden side, og hvordan vi kan være sikre på at komme til det sted, der kaldes Abrahams skød eller Paradis. Men, hvem tror på, hvad han siger? 'Hvem vil lade sig overbevise, selvom en opstod fra de døde'? spørger han. Og vi kan fortsætte: Hvem vil tro på ham, når han taler om det evige liv og advarer mod den evige fortabelse.
Fortællingen i Luk. 16 taler altså ligesom i Åbenbaringen. 6 og flere andre steder om, hvad der sker, når vi dør og indtil Jesus kommer igen, hvor opstandelsen fra de døde finder sted. Hvad kan vi så lære af denne lignelse eller beretning?
At der er en periode med en ventetid mellem døden og opstandelsen. Men for Os troende venter vi i Himmelen. Paulus fortæller om de der på jorden, at de ikke skal komme først, før de hensove/døde i Jesus, men opstandelsen sker samlet samtidig med de der er hos Gud Herren i Himmelen kommer med Jesus i skyen af vidner.
Lazarus er et billede på dem, der er døde i troen på Jesus.
De frelste er ved bevidsthed og bliver trøstet.
De, som ikke tror på Jesus, går til dødsriget, hvor de allerede er i pine,, og venter på Guds dom over verden og dem.
I det øjeblik, et menneske dør, da er det for sent at skifte side.
Det er Jesus, der siger dette, og det betyder, at det er sandt. Det er vigtigt at få med, at Jesus ikke siger det i vrede til de (endnu) ikke-frelste, men han siger det i kærlighed. Han advarer dem jo netop, for at de alle på forhånd kan vide, hvordan det forholder efter døden. Jesus siger det nu, for at ingen kan komme bagefter og sige: Hvorfor sagde du det ikke? Vi vidste det ikke! Jo, vi ved det, for Jesus har sagt det til os. Han har sagt, hvad der sker, når et menneske dør, ligesom han har sagt, hvad der ske den dag, det skal opstå fra de døde.
Lad os opsummere
Når et menneske dør, så adskilles sjæl og legeme. Legemet lægges i graven, og sjælen bliver så at sige opbevaret, indtil Jesus kommer. For os som er i Jesus, fødte på ny skal vi opbevares kys levende hos God og herren Jesus i Himlen, dødsriget på Abrahams det er tømt af Lammet Jesus vi skal ikke der.
Når Jesus kommer synligt tilbage til vor jord, vil han ifølge bibelen ikke komme som verdens frelser, men derimod som verdens dommer. Men, til trøst for os siger Jesus, at enhver, som tror på ham, ikke kommer for dommen, for han allerede nu gået over fra døden til livet.
I det ene øjeblik er der liv og glæde, og i det næste er det hele pludselig forbi. Kristne burde ikke være bange for døden, men da Jesus ved, at de ofte kan være det, siger han det her til enhver, som tror på ham: Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste, og den, som lever, og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har døden og dødsrigets nøgler", Åbenbaringen. 1:18.
Der er mange, som ængstes over det, der skal ske, men her kommer Gud til dem gennem bibelens budskab om, at Jesus har gennembrudt døden, og har dermed givet os alle et håb og en vished om, at der ikke er grund til at frygte døden, for vi er renset i hans blod, og derfor: Som han opstod, sådan skal også vi opstå fra de døde.
Vi burde altså ikke ængstes, tvært mod glæd os til vi bliver fri for alt på den her jord ALT. men da døden stadig er en fjende, så kan vi gøre det alligevel; og dog ved vi, at Jesus har fjernet det forfærdelige i døden, fordi han har fjernet dødens brod,1. Korinther . 15:55.
Et andet sted siger Jesus, at selvom vi dør, skal vi leve, fordi han lever. Vi har derfor også hans garanti for, at vi ikke møder Guds vrede i døden, men derimod hans kærlighed, som han har elsket os gennem livet. Det betyder, at så dør vi uden virkelig at dø. Vi dør nemlig for at vi for evigt kan være hos vor frelser og Gud. Dødens brod er fjernet for altid. Hvilken vidunderlig fremtid, som venter på os bag døden.
Ja, Jesus har tømt dødsriget", idet hans opstandelse viser total sejr over døden og evigt liv for dem, der tror på ham. Selvom Bibelen ikke direkte beskriver, hvad der skete i dødsriget mellem Jesu død og opstandelse, er det en almindelig opfattelse, at han ved sin død og opstandelse åbnede vejen til frelse og evigt liv.
Vi skal Jesus se og være evigt sammen med både Han og Gud Far dette sker med det samme kroppen dør.
Vi håber du son har været bange for døden usikker nu har fået fred totalt på området.
Guds fred til dig’
Amen
