LINK
#
Vi har hørt mange forklaringer omkring hvor vi kommer hen når vi dør.
En søvn indtil opstandelsen?
En mellemtilstand, hvor vi skal være et sted ind til opstandelsen?
Er det vores ånd, der grå til Gud når vi dør, eller er det vores sjæle, hvis vi har en eller er en?
Vi bliver ikke trygge eller kan tror, når vi ikke kender sandhederne heller ikke om det med døden.
Lad os gennemgå hvad gud ord siger. Gud ønsker ikke nogen forvirring heller ikke her.
Meget er mixet sammen
Apostlen Paulus siger her første brev til Thessalonikerne 4,
Om de afdøde troende og Herrens komme
Vers 13. Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. Vers 14. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. Vers 15. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. Vers 16. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Vers 17. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Vers 18. Trøst derfor hinanden med disse ord.
SOVER HEN ( VERS 13)
vi sover ind,udånder som det gamle testamente siger det. Det hverken mærker eller opdager vi,vi er total uden for al fysik bevidsthed. Nogen kender det fra når vi bliver fuld bedøvet da ved vi helle ringen ting, husker intet og mærker intet af hvad der foregår mens vi er uden for bevidstheden.
Sådan opleves døden også. I et nu i et øjeblik, hurtigere end vi blinker eller tænker, så er det sket og vi er der.
Gud vil ved Jesus føre de hensovede sammen med ham.
Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. Vers 16. For Herren( Jesus) selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først.
Her står klart tydeligt vi skal stå op først før de der stadig lever, det er ikke den sanden opstandelse Paulus taler om, hvor alle de ikke troede på Gud Herren Og Jesus. opstår for at få deres dom af Gud, Jahve, med evig fortabelse tilfølge Paulus taler om her.
Det er den først opstandelse for os troende i Jesus det her tales om.
Vi skal stå op ved vores opstandelse, når Herren( Jesus) selv vil,stige ned fra himlen. Det sker når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, da skal de, der er døde i Kristus, skal opstå først.
Derefter skal vi der stadig er på jorden rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren, Jesus, i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren, Gud Fa, Jahve, og Jesus Kristus vor frelser og Herre.
Jesus domstol og os.
Lad os lige få det med, at vi skal stå foran Jesu dom stol, men det er ikke den domstol Gud, Jahve dømmer ikke frelste ud fra, det er to forskellige steder. Ikke noget vi som er i Jesus, som sådan skal bekymre os om eller være bange for.
Dommen er en opdeling
Gud kommer ikke til at give fængselsstraffe på forskellige længder. Det er heller løn opdelt efter hvor meget eller lidt vi har tjent Gud i Hams vingård, alle får samme løn .
Han kommer ganske enkelt til at opdele alle, der står foran Ham, i to grupper. Fårene og bukkene. Det er jesus der som Gud opdeler os i to grupper.
Den ene gruppe er dem, der troede på Guds søn Jesus, omvendte sig og blev frelst af hans gratis gave – hans eget liv, som han gav for os. Denne gruppe kommer til at komme med ind i Guds rige, Himlen.
Det er et perfekt sted uden sygdom, død og ødelæggelse, og det kommer til at vare evigt. Dette kan man kalde fårene, der tog imod Jesus som hyrde.
Den anden gruppe er alle andre, dem der ikke er i Jesus.
Alle har fejlet mod Gud og brudt hans lov. Men i denne gruppe har de ikke en frelser, så de skal dømmes på deres egne gode gerninger. De vil blive kastet i ildens sø, eller Helvede, som det også kaldes. Det er et sted hvor man er alene, i konstant smerte og frygt, og det varer også evigt. Dette kan man kalde bukkene – dem der sagde “Jeg kan godt selv komme ind i Himlen”.
Lad os nu gå videre med vores dø som ikke er så mystisk og kan være flere ting.
Lad lige se på konkret hvad Bibelen fortæller døden er.
Bibelen beskriver tre former for død:
Den fysiske,
den åndelige død
den evige død.
Den fysiske død er en adskillelse af sjæl og legeme.
Den åndelige død er adskillelse fra Gud, og den skyldes menneskets synd.
Den evige død er den endelige adskillelse fra Gud, og denne adskillelse skyldes menneskets synd. Som ikkekan fortrydes eller laves om på efter den fysiske død, da er de evigt døde fra Guds rækkevidde og eksistere ikke mere i Guds øjne.
Den fysiske død.
Den består i en adskillelse af sjæl og legeme, og også den skyldes synden.
Mennesket er en enhed af sjæl og legeme. Vi taler om en psykosomatisk enhed, men ved døden adskilles sjælen fra legemet.
Sjælen er den immaterielle bestanddel.
Kroppen er den materielle bestanddel af mennesket, og på grund af denne adskillelse dør kroppen.
vI vil nævne nogle eksempler fra Bibelen, der viser, at døden er adskillelse af legeme og sjæl. I de følgende eksempler bruges ordene »ånd« og »sjæl«, som i denne sammenhæng betyder det samme.
Jer 15,9: »Moderen til syv børn sygnede hen, hendes liv ebbede ud«. På hebraisk står der, at »hun udånder sin sjæl«. Ved døden forlader sjælen kroppen.
Da Jesus dør, råber han: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd« (Luk 23,46). Ved døden forlader »ånden« kroppen.
Paulus kan beskrive døden som en rejse bort fra legemet og hjem til Herren: »Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren« (2 Kor 5,8).
Døden er sjælens adskillelse fra kroppen. Her bruger Paulus ikke »ånd« eller »sjæl« men »vi«.
Det viser os, at vores »jeg« eller vores »person« er knyttet til ånden eller sjælen. Det er det vi kalder bevidstheden. Det er den del del gør vi er levende også idet øjeblik er vi altså levende, en levende sjæl.
De døde ikke-troende sendes i dødsriget, og de døde troende er sammen med Jesus i paradis.
Den fysiske død er en adskillelse af sjæl (ånd) og legeme. En mellemtilstand er derfor kun muligt for de fortabte.
Åb 6,10 viser, at de døde befinder sig i tiden. Vi hører nemlig her om de kristne martyrer, der venter og råber: »Hvor længe, hellige og sanddru hersker, skal det vare, før du dømmer og hævner blod på dem, der bor på jorden?«.
Det handler om dommens dag, og den venter martyrerne på. De lever i tiden.
2Der finder en adskillelse sted i dødsøjeblikket. Vi har nogle klare udsagn, der viser, at dødsriget er et sted for de ugudelige.
Matt 11,23 fortæller, at Kapernaums indbyggere styrtes i dødsriget, når de dør. Det sker som straf (vers 21-22).
Dødsriget står som modsætning til himlen, som er det sted, hvor de troende samles, når de dør. Dødsriget er et opholdssted for de uretfærdige (4 Mos 16,31-33 og Es 14,14-15).
Vi har også nogle klare udsagn, der fortæller at de troende skal være sammen med Jesus.
Bibelen bruger en række forskellige udtryk til at beskrive, hvad der sker med den troende, når han dør.
Om røveren på korset hedder det i Luk 23,43: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis«. I dødsøjeblikket bringes den troende til Paradis, og Paradis er et andet ord for himlen.
I ApG 7,59 står der: »Så stenede de Stefanus, mens han bad: Herre Jesus, tag imod min ånd«. I dødsøjeblikket står Jesus og venter på at tage imod vor sjæl eller ånd. Vi er da hos ham.
I 2 Kor 5,8 beskriver Paulus det at dø som en rejse bort fra legemet og have sit hjem hos Herren: »Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren«. I dødsøjeblikket er vi hos Herren. Dér har nu vores hjem.
I Fil 1,23 står der: »Det trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste. Det at dø er det samme som at være sammen med Kristus. I dødsøjeblikket forenes vi med Kristus og er sammen med ham.
I lignelsen om den rige mand og Lazarus bruges billedet »Abrahams skød« om himlen eller Paradis.
I Hebr 12,22-24 anvendes »det himmelske Jerusalem«, og i Åb 6,9 har vi udtrykket »under alteret«, idet Johannes »så under alteret sjælene af dem, der var myrdet på grund af Guds ord og det vidnesbyrd, de holdt fast ved«. »Under alteret« er et andet ord for himlen eller Paradis.
Når den troende dør, kommer hans sjæl i Paradis. Med lignelsens billedsprog bæres vi i dødsøjeblikket af engle til Abrahams skød. Abraham er i himlen, i Paradis.
Alle disse forskellige ord og vendinger benævner den samme sag og beskriver, hvor de troendes sjæle befinder sig frem til Jesu genkomst:
Vi er sammen med Kristus.
Dette fællesskab med Kristus er rigere end det fællesskab med Kristus, vi oplever her i livet. Det fremgår af Fil 1,23, hvor Paulus skriver, at det er langt bedre at bryde op fra dette liv og være sammen med Kristus. Den døde troende lever, fordi han lever sammen med Kristus.
De forskellige udtryk for denne forening med Kristus i mellemtilstanden, som er mellem tidene eller mellemtilstanden fra vores fysiske død og genkomsten.
Vi forudsætter, efter døden, og lever videre som personer, og det vil sige med en intakt person-identitet. Dette bekræftes også af et sted som Åb 6,10, hvor vi hører om martyrerne, der venter og råber: »Hvor længe … skal det vare, før du dømme…«.
Martyrernes venten og råb viser, at den døde troende lever videre som en person med bevidsthed om sig selv og om verden, og at han er i besiddelse af erindring, intellekt, sanser og følelser. Det fortæller, at sjælen eller ånden, som lever videre efter døden, kan defineres som vores »jeg« eller »person«.
Derfor kan vi sagtens kende hinanden der også
Det er faktisk den helt nye skabning i Jesus vi fik efter vores nye fødsel der forlader den gamle skabnings krop og Går in i Himlen forevigt.
Vi lever kun midlertidig i en box som forsvinder ved døden, med det samme er vi over i vores nye bevidstheds personlighed, lyslevende evighed skabninger skabte som vi er der af Gud, Jahve, og Herren Jesus selv personligt, det var hvad vi fik ved vores nye fødsel, det evige liv sammen med Gud i Jesus forevigt også efter den fysisk dø her fra jorden.
Det kan vi kun se med det vi kalde de åndelige øjne og tro med den sande levende tro vi fik da vi kom til tro ved vores nye fødsel.
Vi beder om det her gav dig svar og ro i troen på Jesus.
amen
