LINK
DRÅBER NO COPYRIGHT
Når jeg dag efter dag løseligt går igennem dagens nyheder, overdriver jeg ikke ved at sige, at man skal lede længe efter en god nyhed. Og de dårlige nyheder bliver dårligere og dårligere, flere og flere, voldsommere og voldsommere.
Derfor går jeg LØSELIGT nyhederne igennem; for at grave dybt i denne sump af lovløshed, had, løgn, vold, krig og død fører til depression.
Mens jeg skriver dette, løber nyhederne ind fra en koncertsal i Moskva, hvor dæmon inspirerede mennesker er i gang med at likvidere mennesker - og taget til koncertsalen står i flammer.
Det minder mig om samtalen mellem Jesus og Hans nærmeste medarbejdere. De gjorde Jesus opmærksom på Templets smukke bygninger, som var et af datidens vidundere.
Jesus svarede dem: “Ja, det ser smukt ud. Men det siger jeg jer: Det hele vil blive jævnet med jorden.”
Det skete 40 år senere, da romerne totalt ødelagde og brændte jødernes andet Tempel.
Verden har skabt mange enestående, store og smukke projekter - og det bliver større og større - vildere og vildere.
Men som Jesu Ord gjaldt jødernes Tempel - gælder de også for denne faldne verden:
“Det hele vil blive jævnet med jorden!”
Jeg ved allerede nu, at nogle vil fortælle mig:
“Du er så negativ. Kan du ikke være mere positiv?”
Mit svar får du allerede nu: “NEJ, jeg er IKKE negativ. Jeg er troværdig, for det er, hvad Ordet siger. Og du får mig ikke til at sige noget for at kildre menneskers ører.”
Men lad mig fortælle dig noget positivt:
Denne faldne verden, der mere og mere baner vej for den sataniske treenighed: Satan, Antikrist og den falske profet, vil blive jævnet med jorden og forsvinde -
FOR AT JESU LØFTE FRA ÅB. 21:5 KAN GÅ I OPFYLDELSE:
“SE, JEG GØR ALTING NYT!” -
HVOR DEN GUDDOMMELIGE TREENIGHED:
FADER, SØN OG HELLIGÅND HERSKER TIL EVIG TID.
DØREN IND TIL DENNE NYSKABELSE HEDDER JESUS.
