ER HELVEDEEVIG PINE?

LINK

Er der bibelsk belæg for en "mildere" forståelse af Helvede, hvor mennesker bare hører op med at eksistere og ikke skal pines i en evighed?

Sandt ordet. Helvede er oversat fra den græske mytologi, som ikke er et Bibelsk ord, men som beskriver dette virkelige sted, de fortabtes rige. Fortabelsen er et evig tsted, lige som himlen og den nye jord er det. Det r uden fr Guds rige.

Lad os sige. Vi er ikke ude på at gøre Guds evige dom mildere over ikke fødte på ny mennesker. Vi nedgraderer ikke Guds evige dom som Bla de falske læderer gør. Vi afskaffer på ingen måder fortabelsens sted. Stedet kan ikke være to ting- Både evigt pine, et Helvede uden ophøre eller bare udslettelse.

Vi er stødt på et syn på fortabelsen, der hedder “conditionalism”. Hovedtanken i dette syn er, at fortabelsen ikke er en evig pine, men en evig død, udslettelse eller annihilation. Det er altså en mere tålelig forståelse af Helvede.

Deres argumenter for dette synspunkt er bl.a., at modsætningen til det evige liv er døden. Og hvis man holdes i live for at blive pint, er der ikke længere tale om død. Når Jesus taler om en ild, der aldrig slukkes, som i Matt 3,12, betyder det, at man ikke kan stoppe ilden, dvs. at fortabelsen er uundgåelig for den vantro, men at det ikke er en ild, som piner i evighed; det er en ild, som udsletter/får menneskets eksistens til at ophøre. Og al tale om evig straf betyder, at det er en evig død/evig annihilation.

Det er ordet “apollymi”, som i NT ofte oversættes med fortabelse, der giver dem denne forståelse. Det skulle have betydningen “at ødelægge” eller “at gøre ubrugelig”. Fortalerne for dette syn hiver også frem, at der i GT altid i forbindelse med dom tales om død, ødelæggelse og tilintetgørelse. Aldrig evig pine.

Men kan dette er en syn, som kan forsvares ud fra Guds eget ord, og hvis ikke, hvordan skal man da forholde sig til ovenstående argumenter. Det er klart en mere “tålelig” forståelse af fortabelse, men jeg vil hellere være sandheden tro end at gøre Guds ord mere “spiseligt”.

Jesus siger i Luk 20,37f.: Gud er fortsat Gud for Abraham, Isak og Jakob. De findes endnu, for Gud er ikke Gud for døde. Man ophører nemlig ikke med at eksistere, bare fordi man dør.

Ved døden sker der en unaturlig adskillelse af menneskets legemlige og ikke-legemlige del. Vi hører, at Jesus ”opgav ånden” (Matt 27,50), da Han døde. Og da Han talte til Jairus’ døde datter, ”vendte hendes ånd tilbage” (Luk 8,54). Engang skal der ske noget lignende for alle mennesker. Da skal de døde opstå legemligt.

Både GT og NT – dog tydeligst i NT – lærer os, at menneskelivet fortsætter efter døden, og at der engang vil ske en legemlig opstandelse af både de frelste og de fortabte. Da vil alle de afdøde opleve, at deres legeme igen får ånd (el. sjæl) ind i sig (Joh 5,28f; ApG 24,15).

Efter opstandelsen skal vi træde frem for Gud. Han skal dømme både levende og døde, siger Peter (ApG 10,42). Vær opmærksom på. Det er to forskellige domme. Den for de ikke troende som er den anden opstandelse foran Guds doms trone til evig fortabelse. Og Jesu Kristi domstol hvor Herren Jesus dømmer/bedømmer vores gerninger, hvad enten vi har gjort godt eller ondt det komme frem og bliver bedømt men vi staffens ikke for nogen lovovertrædelse.

I Matt 25,31-46 skildrer Jesus denne domsscene, hvor nogle går til højre og andre til venstre. Om de fortabte siger Jesus, at de vil gå tabt (el. blive ødelagt) med både legeme og sjæl i Helvede (Matt 5,29f; 10,28).

Det græske udsagnsord; ’apóllymi’, der hér er oversat ’gå tabt’, kan også oversættes ’ødelægges’. Men både udsagnsordet og det tilhørende navneord bruges med flere betydninger. Derfor må vi læse alle de sammenhænge i Bibelen, der handler om de dødes evige skæbne. Vi må altså læse både de steder, hvor ordet ’apóllymi’ bruges, og de steder hvor det ikke bruges. Alle disse bibelsteder må tilsammen give os billedet af, hvad der sker med de døde.

Som vi nævner, kan ’apóllymi’ betyde, at noget går helt til grunde og altså ikke findes mere. Men det er ikke den eneste mulige forståelse af dette ord.

Job 26,6 har to parallelle udtryk, der begge siger, at Gud ser de døde.

Hér kommer min ordrette oversættelse af dette vers:

”Sheol ligger åbent (el. nøgent) for Ham,

og ødelæggelsens sted er uden tildækning.”

Det første hebraiske udtryk ’Sheol’ gengiver Septuaginta (det græske GT) med ’Hades’, som også bruges i Luk 16,23: Den rige mand pintes i flammerne i Hades. De ikke kristnes opholds stede ind til deres opstandelse, ved Guds evige dom smides disse i deres evige sted for de fortabte.

Det andet udtryk ’ødelæggelsens sted’ gengiver Septuaginta med ’apóleia’, som er det navneord, der svarer til udsagnsordet ’apóllymi’ (’jeg ødelægger’).

Både GT og NT lærer os, at man efter døden kommer et sted hen, hvor eksistensen fortsætter ulegemligt, og hvor denne eksistens ligger blottet og udbredt for Guds øjne. Job 26,6 siger, at Gud fortsat ser de afdøde, som er i ’apóleia’.

Det er tydeligere i NT, end det er i GT, at der sker en adskillelse af de frelste og de fortabte allerede ved døden. De sidstnævnte kommer til et pinested, som GT altså kan kalde ’apóleia’. Dette ’ødelæggelsens sted’ betyder ikke eksistensens ophør. Det vil sige de eksisterer ikke mere for guds ansigt og er døde et med guds øjne. De er gået tabt, for tabt på forhånd tabt, set med Guds øjne

De frelste kommer et ganske andet sted hen allerede ved deres død. Vi hører om den fattige Lazarus, at han blev trøstet ”i Abrahams skød” (Luk 16,22). Abrahams skød (stedet) tømte Jesus da Han var i graven tre dage. Jesus var IKKE i helvedet men i de dødes rige.

Vi ved ikke, hvor pinestedet eller Abrahams skød er.

Men vi ved, at de døde opholder sig dér før den legemlige opstandelse. De fortabte afdøde er i pinestedet. De frelste afdøde er i Abrahams skød, son I dag er i Himlen, før kom de døde i to afdelinger i dag også to steder det ene i Himlen det andet der hvor den rige mand er er.

På et senere tidspunkt skal alle døde opstå legemligt og dømmes. Efter denne dom fortsætter eksistensen med både legeme og sjæl for de frelste i herligheden hos Gud og for de fortabte i pinestedet eller ’ødelæggelsens sted’. Der holder ødelæggelsernes pine aldrig op. Johannes siger, at ”røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat” (Åb 14,11). Jesus siger, at de to grupper af mennesker efter den yderste dom skal gå bort til henholdsvis ”evig straf” og ”evigt liv” (Matt 25,46). Der er ingen som helst grund til at sige, at evigt liv betyder evigt liv, mens evig straf betyder tidsbegrænset straf. Bibelen tvinger os derimod til den konklusion, at de fortabte efter dommen vil gå bort til en evig erfaring af pine.

Dette kalder NT for Helvede, som altså er et ødelæggelsens sted, hvor eksistensen aldrig ophører.

Helvede hedder på græsk ’Gehenna’. Jesus siger om mennesker i ’Gehenna’, at de vil gå tabt eller blive ødelagt (Matt 5,29; 10,28).

Det græske GT siger det samme om ’Hades’; altså om de fortabtes foreløbige pinested. Dér vil de gå tabt eller blive ødelagt.

Ingen af disse steder er der tale om, at de fortabte vil ophøre med at eksistere.

Som du ser er fortabelsens sted, oversat med Helvedet Bibelsk sandt og kan ikke bortforklares med evig udslettelse.

Alle har evigt liv intet menneske der er født kan dø. Men alle kan enten ende i de fortabtes rige for evigt, eller modtage Herren Jesus og for evigt liv i Himlen.

Bibelen modsiger altså ikke læren om evig pine

Det er et Helvedets merit uden afslutning at komme der i de fortabtes rige.

Den falske doktrin er en direkte løgn fa Satans antikristelge ånd. Lige som han sagde til Adam og Eva de ikke skulle dø, hvis de spiste af frugten lyver han den dag i dag over for menneskerne, som bla Jehovasvidners lærer.

1. En retfærdig frelsesplan indbefatter et domsopgør, hvor alle bliver dømt efter deres gerninger.

Der kommer en dag hvor de døde bliver vækket til live igen, og hvert menneske bliver dømt efter sine gerninger: "Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: Livets Bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger, Åb. 20, 12.

Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt, 2. Kor. 5, 10.

2. Spekulationen om de fortabtes skæbne har ført til skræmmende påstande.

Den lange og stærke debat i 1950-årene er tonet noget ned i vor tid, men af og til bringer indflydelsesrige, kristelige organer stærke indlæg om synet på de fortabtes skæbne.

Det er en ret udbredt misforståelse at de fortabte skal pines i al evighed uden ophør.

3. Jesus sagde, at fortabelsen er en fuldstændig tilintetgørelse.

"Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i helvede", Matt. 10, 28. Helvede bliver altså ikke et sted hvor ulykkelige mennesker lider en "ubegrænset straf og pine"! Der ødelægges både sjæl og legeme!

4. Hvis fortabte skal leve for altid i et pinested, må de eje udødelighed, men den har kun Gud. Han giver kun evigt liv, som en nådegave til dem, der bliver frelst.

Om "kongernes Konge og Herrernes Herre" siger Bibelen: "Han, den eneste, der har udødelighed, som bor i et lys ingen kan komme nær", 1. Tim. 6, 16.

Vi læser også: "Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv; og det liv er i hans Søn. Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet", 1. Joh. 5, 11-12.

Ingen ugudelig kan leve i en ild, som aldrig slukkes. De har IKKE evigt liv.

5. Nogle får uendelig liv, andre få uendelig død.

En bibeltekst taler om modsætningen mellem de retfærdiges belønning og de ugudeliges straf. Den gengives lidt forskelligt i diverse oversættelser. Her bruger vi den som findes i de fleste: "Og disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv", Matt. 25, 48.

Frelse giver "evigt liv". Fortabelse bringer "evig straf". Hvori består straffen? Vi får et tydeligt svar i disse ord: "Men de feje og utro og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne, deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død", Åb. 21, 8.

Modsætningen er klar: Frelsen giver evigt liv, - Fortabelsen giver evig død.

6. Bibelen viser at en "evig ild" ikke brænder for altid, men kun indtil udslettelsen er fuldstændig.

Jesus udtaler om dommen, som engang rammer de fortabte: "Gå bort fra mig, I forbande! Til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle", Matt. 25, 41. Udtrykket "evig ild" bliver enkelt at forstå, nå vi lader Bibelen forklare sig selv (en ganske udmærket princip når tros og lærepunkter skal forstås). Engang blev byerne Sodoma og Gomorra ødelagt af ild fra Himmelen. Det Nye Testamente bruger deres skæbne som et billede på de fortabtes straf: "Ligeledes er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som de var hengivne til utugt og søgte omgang mod naturen, sat til et advarende eksempel, idet de lider straf i evig ild", Jud. 1, 7.

Selv om disse byer blev straffet med "en evig ild", så brænder den ikke længere i dag. Dødehavets bølger ruller nu frem og tilbage over de ødelagte byers aske. Den "evige ild" varede altså kun indtil byerne var fuldstændig ødelagt.

Ordet "evig" i Det Nye Testamente er oversat fra det oprindelige græske ord "aion". Bergs græsk-danske ordbog forklarer ordets betydning sådan: "Aion - tidsrum, levetid, lang tid". Men vi behøver ikke at slå op i en ordbog for at finde ud af dette. Sodomas og Gomorras skæbne illustrerer betydningen for os. Flere andre eksempler i Bibelen viser det samme.

Hvordan kan vi så vide, at når Bibelen taler om "evigt liv", så varer det uden ophør eller ende? Svaret fra Guds Ord er enkelt. Om tilværelsen for de frelste på den nye jord læser vi: "Han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet", Åb. 21, 4. Når livet bliver nyt, er der ingen død mere! Og hverken sorg, skrig eller pine skal være mere. Ingen flere lidelser i hele Guds univers.

7. Kun ét sted i Bibelen læser vi, at mennesket ikke skal dø, men denne løgn om udødelig kom fra "løgnens far", Satan.

"Da sagde slangen til kvinden: »I skal ingenlunde dø«", 1. Mos. 3, 4. Dette var altså den første løgn udtalt på jorden. Eva troede på det, Satan påstod om udødelighed. I dag er påstanden ændret til en "udødelig sjæl", men vi læste jo Jesu ord: I helvede ødelægges både sjæl og legeme.

Hvor er denne idé kommet fra, siden Bibelen er tavs om en sådan udødelighed? Den kendte indremissionsleder Chr. Bartholdy skrev: "Troen på sjælens udødelighed er et stykke gammelt græsk hedenskab, som desværre er blevet temmelig populært gennem H. C. Andersens eventyr", Svar til radiolyttere, p. 53. Præsten John Stott, en af de største ledere i Lausanne-bevægelsen, det konservative modstykke til Kirkernes Verdensråd, er enig med Bartholdy. Han tror at fortabelsen består i fuld udslettelse, og hævder at læren om sjælens udødelighed kommer fra græsk hedenskab og ikke fra Bibelen. Dette refererede det norske Vort Land 3. nov. 1989.

8. Forsoningen i Kristus og troen på hans forløsning giver liv i en ny verden, hvor død ikke skal være mere.

Om de frelste siger Jesus: "Dem har den anden død ingen magt over", Åb. 20, 6. Grundlaget for dette er ikke, at de har levet et fuldkomment liv på jorden; det hviler på forsoningen i Jesus Kristus. For årtusinder profeterede Esajas om dette storslåede mirakel. Han skrev om Messias: "Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår", Es. 53, 5.

Dette mysterium fatter vi vel ikke helt og fuldt, men vi kan tro! Og det er tilstrækkeligt! Uanset hvad der sker med os eller med verden omkring os, så er fremtiden lige så lys som Guds løfter!

amen.