LINK
Den enbårne søn.
Meget få kristne har gennemtænkt det paradoks, der opstår, hvis vi både skal tro på den falske verdens kirkes, den katolske kirkes treenighedslære (tre navngivne og lige store guddommelige enheder eller enheder, som dog ikke er tre, men tilsammen én) og samtidig tro på Bibelens beskrivelse af, at Jesus var Gud (dvs. Gud Faders) eneste søn og ikke hans egen søn.
Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd er èt
De er altid enige, gør, siger det samme, de har same DNA.
Vi har IKKE tre guder, kun em Gud.
1 Gud
1 Søn
1 Ånd
hvordan kan nogen sige det er tre guder eller tre personer?
I Joh. 3:16 står der: For så elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn. Hvem var det, Gud (Faderen) sendte, og hvad var forholdet mellem Faderen, der sendte, og ham, der blev sendt? Hvis det i Joh. 3:16 havde sagt: For så elskede Gud verden, at han gav en engel, som han havde skabt... eller måske at han gav en ven, ville denne handling på samme måde have overbevist os om Guds uudgrundelige kærlighed? Med ordet så i dette vers kommunikeres graden af Guds kærlighed. Det var ikke en af himlens utallige engle han gav, heller ikke bare en god ven, men noget af ham selv, nemlig hans enbårne søn. Gav Gud Faderen sin Søn? Gav Gud Helligånden til sin søn? Ga Sønnen, som i den katolske treenighedslære kaldes den ene og sande Gud, hans Søn? Spørgsmålene vil naturligvis være meningsløse, men den reducerede betydning skabes ikke af skriftens indhold, men kommer lige ud af definitionen af kirkemøder. Sønnen kan ikke være den Gud, der gav sin Søn, og det samme kan siges om Ånden. Det var den ene og sande Gud, som Bibelen definerer som Faderen, som elskede så højt, at han gav sin enbårne søn.
Vi bemærker, at den falske verdens katolske kirke forklarer det absurde, uforståelige og ulogiske i det ordvalg, som du brugte, når treenighedslæren skal forklares, med det faktum, at det er et uforståeligt guddommeligt mysterium, som ingen kan fatte. Men faktum er, at det mystiske, uforståelige, ulogiske og absurde ikke kommer af, hvordan Bibelen forklarer guddommen, men netop af de ord, de katolske kirkeråd bruger, når treenighedslæren skal forklares. At inkarnationen og evigheden ligger langt over vores fatteevne, er du klar til at acceptere, men mysteriet og uforståeligheden i treenighedslæren kommer imidlertid fra de udtryk, der er lånt fra den hellenistiske filosofi og fra de hedenske guddomme.
Fem steder i Bibelen bruges udtrykket enbårne søn om Jesus, Joh. 1:14,18. 3:16,18. 1. Joh. 4:9. Ordet en-født kommer af mônôgênês, som igen er sat sammen af mônôs, der betyder en eller en, og ginômai, som betyder at blive til, at skabe en eksistens eller at skabe. Udtrykket enbårne søn er ikke et udtryk produceret af bibelselskaberne, det er den græske oversættelse af det, som Faderen selv kaldte Jesus, da han blev døbt, Matt. 3:17. Jesus kaldte også sig selv Guds søn flere gange. Gud vidste udmærket, hvilke associationer og hvilken forståelse den enbårne Søns ord ønskede at frembringe hos alle, der til enhver tid kom for at læse Skriften. Gud vidste selvfølgelig meget godt Sønnens identitet, og det samme gjorde Jesus selv.
Gregor af Nazianzus var en af treenighedens største forkæmpere.
Han betragtes som en af grundlæggerne af den ortodokse teologi. Han kom fra Kappadokien i Tyrkiet. Han studerede i Athen, og fik en klassisk græsk topuddannelse. Hans teologiske skrifter ses som de afgørende præmisser for kristendommens udvikling. Et centralt tema er Treenigheden. Han brugte bevidst sin retoriske og filosofiske viden og i hans værker finder man bevidste forsøg på at forene den jødiske tradition med græsk tankegang. Fra: Forskning.no
Brugte Gud Faderen kun ordet søn for at angive, hvilke gode, nære og velkendte følelser han havde for den Gud, som var med-Gud med ham? Forsøger Faderen her at forvirre eller oplyse os? Hvis Gud ønsker, at vi skal tænke på Jesus som hans enbårne søn, så er vi forpligtet til at lægge denne detaljerede beskrivelse væk, for at tilfredsstille de nævnte katolske kirkemøder, og i stedet forstå det sådan, at Gud ikke gav sin enbårne Søn, men at han gav en anden del af den ene og sande Gud, som han også selv var en del af? Skal vi yderligere forstå det sådan, at ingen almindelig genfødt troende, som læser Bibelen og beder om lys og vejledning, har mulighed for at forstå, hvad Gud forsøger at sige ved at bruge ordet enbåren? Er det i stedet sådan, at Herren valgte at kommunikere sin vilje og mening, ved at give guddommeligt lys til en politisk motiveret hedensk romersk kejser, og at han efterhånden begreber fra hedenske religioner hjælper katolske biskopper til at forstå, at den enbårne søn ikke betyder Guds enbårne Søn, men Sønnen, der er lige så meget den eneste sande Gud som Gud Faderen selv?
For at undgå at skulle beskæftige sig med det problematiske ord enbåren, som vitterligt kunne skabe komplikationer, når den enbårne af den ene og sande Gud samtidig blev erklæret for at være den ene og sande Gud, valgte kirkemødet i Nikæa at sige, at Søn, som derfor var den ene Gud, blev/blev undfanget af en evig og kontinuerlig proces, der ikke havde nogen begyndelse eller ende. At denne erklæring ikke på nogen måde forekommer hverken intelligent eller tro mod Skriften, kom faktisk ikke fremlevet som et problem, fordi vi her har at gøre med en tid og et ideologisk miljø, hvor mystik stod over logikken, og hvor gejstligheden kunne skabe sandhed på grund af deres ophøjede position i et kirkesystem. De katolske riddere af Columbus bar på deres bannere ordene om, at Gud Jesus blev født i en uendelig handling fra Gud Faderen. De ord, der blev valgt, kan virke absurde for dem af os, der klarer skriften, og som ikke har brug for, at kirkemøderne har et ordentligt forhold til Faderen og Sønnen, men vi forstår, at Bibelens vidnesbyrd på en eller anden måde skal tilpasses til teologernes erklæringer.
Når Bibelen i 1. Kor. 11:3 hævder, at Kristus er ethvert menneskes hoved.. men Gud er Kristi hoved, kirkemøderne fortæller os, at Gud Faderen og Gud Jesus begge er lige Gud, og ingen kan være den andens hoved. Når Bibelen i 1. Tim. 2:5 lærer, at der kun er (kun) én Gud, og (udover ham) kun (kun) én mægler, erklærer kirkemøder, at denne ene Gud består af tre separate enheder af en fælles guddommelig substans eller guddommelig messe, som gør, at alle tre likvel ikke er tre, men kan kaldes én Gud udtrykt i tre lige store gudeelementer. Og vi kan tilføje, at da mægleren Jesus erklæres for at være lige så meget én Gud som Gud Fader, kan han næppe også være mægler mellem mennesker og sig selv som Gud.
Den logiske og praktiske konsekvens af denne ændring er naturligvis, at Sønnens mor, Maria, senere blev guddommeliggjort af et andet kirkemøde, og uddelegerede rollen som mægler eller brobygger, som Sønnen ikke længere kunne opfylde. Skal bibeltro kristne trælles af dette meningsløse og ulogiske nonsens for at blive accepteret i det gode økumeniske fællesskab, og risikere at få kultstemplet ved at holde sig til Guds ord i stedet for hedensk græsk filosofi? Det ser sådan ud. Måske er det også grunden til, at kirker, som tidligere havde en klar bibelforståelse og forkyndelse af guddommen, senere blev inviteret, presset eller truet til at opgive Skriftens lære og i stedet acceptere den hedenske udgave af Guds forståelse? Hvem har ønsket at havne i en så prekær og sårbar position, at de må stå på Guds sandhed, når alle andre bøjer sig for et hedensk gudebillede? Du kan risikere at blive lidt populær og miste ortodokse omdømme og goodwill på grund af dette.
Vi kan også stille spørgsmålet; hvornår blev Jesus Guds enbårne søn?
Nogle mener, at Jesus ikke blev Guds søn, før han blev født af Maria, men de har nok ikke overvejet konsekvenserne af en sådan tro. Hvis Guds kærlighed til os blev åbenbaret ved, at han gav os den allerkæreste, han havde, sin egen søn, kunne han ikke vise denne kærlighed, før han havde en søn at give. At tro, at Jesus ikke var Guds søn, før han blev født til denne verden, åbner op for den umulige idé, at Jesus ankom, før han blev sendt, eller at Gud sendte sin søn, før han havde en søn at sende.
Men hvad betyder enebarn? Hvis vi accepterer, og det forekommer nogle af os, at vi måske burde, Guds egne ord om, at Sønnen var hans enbårne, betyder det så, at Sønnen blev skabt?, som Jehovas vidner og muligvis også den tidlige arianisme lærer? Dette er virkelig ikke særlig kompliceret at forstå. Kan du finde et sted i Bibelen, hvor fød betyder skabt eller omvendt? Når Gud skaber, bruger han ikke noget, der er en del af ham selv, og han sætter ikke noget sammen fra tidligere eksisterende dele, det bliver kun til ved hans ord. På dette er Bibelen klar; Himlene blev skabt ved Herrens ord og hele deres hær ved hans munds ånde... For han talte, og det skete. Han bød, og den stod der, Sal. 33:6,9. Enbåren (eng. begotten) er fødselsdøden, uden at vi derved behøver at lave detaljerede menneskelige associationer, men Gud valgte selv ordet. Ved en fødsel fødte den endda en del af originalen, der føder og består af de samme komponenter og besidder de samme egenskaber som originalen. Bibelen fortæller os kun, at Jesus var Guds enbårne søn. Vi lærer ikke hvordan, men vi lærer, at han var fra evighed, og at han som Sønnen bærer Faderens lighed og billede.
Selvfølgelig har Sønnen Jesus sin Far totale DNA. Gud, Sønnens Far har selv, født og skabt Sønnen en nøjagtig copy af sig selv. Det er s¨nemt og logisk at selv et barn kan se og tro det,
Jesus er Gud over alt, over alle, hovedet for hele sin Menighed samlet set. "Jesus er guddommelig, eftersom han var den ene og sande Guds søn."
Lad os, som en illustration, tillade os selv at tænke på menneskers veje. Når et barn fødes, hvilke egenskaber er barnet så født med? Barnet består ikke af noget, der ikke allerede var til stede hos forældrene. Kunne det være det, Faderen forsøger at fortælle os ved at bruge ordet Søn? Hvis vi overfører tankegangen til guddommen og vi respekterer det ord som Gud selv bruger, nemlig enbåren, så kom Jesus fra Faderen, og må nødvendigvis have de egenskaber som Faderen besidder. Han kan ikke være anderledes end Faderen og kan i sin natur være i besiddelse af Guds egenskaber. Jesus måtte være guddommelig, da han var søn af den ene og sande Gud.
De forskelle eller forskelle, vi måtte respektere med hensyn til Gud Faderen og Faderens Søn, skal være knyttet til funktion og til, at den, der er livgiver eller den første årsag, skal have liv at give til både den fødte og den skabte. .
Vi kan selvfølgelig accepterer også, at Sønnen i inkarnationen, da han blev som os i alle ting, måtte vælge at lægge det til side, som gjorde, at han ikke blev som os i alle ting.
Hvis vi skal forestille os begrebet enbåren i lyset af den katolske treenighed, må Gud Fader og Gud Jesus allerede have besluttet, at Gud Jesus med tiden skulle spille en rolle som Gud Faderens Søn.
Hvis han ikke kom som et menneske, kunne han selvfølgelig ikke dø, for Gud har ikke en betinget udødelighed, som englene skabte, for han kan aldrig dø. Derfor kunne Gud Jesus ikke rigtig dø på korset, og der var heller ingen reel risiko for Gud Faderen at give Gud Jesus som et soningsoffer. Det ville have været et teknisk rollespil, og resultatet ville have været absolut forudsigeligt. Gud Jesus kunne ikke blive fristet, og han kunne ikke dø. Frelsesplanen nævnt i Guds eget ord ser ud til at have en helt anden ramme.
Den logiske og praktiske konsekvens af denne ændring er naturligvis, at sønnens mor, Maria, til sidst bliver guddommeliggjort..
Sandt det er Faderen og sønnen med en Ånd Den Hellige Ånd som er Guds personligheds Ånd i os som er fødte af Gud og tror.
Kun en Gud en Far
En søn Jesus
en Ånd den hellige Ånd
Faden og sønnen er èt, enige om alt,
Gud er èn
Sønnen er èn
Den Hellige Ånd er èn
De et èt IKKE tre Guder,
De tre er altid enige I all rung de siger og gør.
Tre der er fuldstændige enige og ens i heler deres personlighed.
Det kan illustrere som en treenighed
