LINK
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesu og stod midt iblandt dem og sagde til dem:
»FRED VÆRE MED JER!«
Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »MODTAG HELLIGÅNDEN!
Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«
Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.«
Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!«
Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham:
»Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Johannesevangeliet 20,19-30
Thomas er gennem hele kirkehistorien blevet hængt ud som tvivleren, - den næst værste af alle disciplene, kun lidt bedre end forræderen Judas og lidt værre end fornægteren Peter.
MEN ER THOMAS I VIRKELIGHEDEN
BARE SOM DE FLESTE AF OS,
- PERIODISK RAMT AF TVIVL?
Det eneste Thomas havde tilbage var fællesskabet, - fællesskabet af troende i de andre disciple som også famlede sig frem, tvivlende og bange, og klamrede sig til håbet.
Det fantastiske ved fællesskabet i dagens bibellæsning er at de andre disciple ikke afviser Thomas på grund af hans tvivl, Det er sikkert at han har en plads i fællesskabet, på lige fod med de andre, selvom han ikke har oplevet det samme som dem, og på trods af at han stiller spørgsmål ved deres tro og betvivler at det de har oplevet kan være rigtigt.
(Jeg tænker lige på hvordan vi sommetider behandler de mennesker i vores fællesskaber som tænker anderledes og som stiller spørgsmål ved måden vi tænker og måden vi gør tingene på.... og beder til at der naturligvis er plads til alle i vores kristne fællesskaber)
Da Thomas endelig møder Jesus er det heller ikke med nogen bebrejdelse fra Jesus, som den Peter fik da han gik på vandet med Jesus og begyndte at synke, og fik den bebrejdende kommentar fra Jesus som lød; "Hvorfor tvivlede du ?" (Joh. 14.30-31)
Jesus kommer Thomas og hans tvivl i møde, - og giver hans famlende og vaklende tro fast grund under fødderne, - og siger på en måde til ham at det er OK at han tvivler men at det er bedre at han tror.
Spørgsmålet er hvad der skal til for os, - hvad skal der til for os før vi udbryder ”min herre og Gud” og erkender at Jesus er der for os og giver os sikkerhed? -Er det nok med de andres vidnesbyrd, er det nok med en følelse af Guds tilstedeværelse, er det nok med et bønnesvar, er det nok at se nogen blive omvendt eller helbredt – eller skal der en berøring til, og en åbenbaring fra Jesus selv, når det gælder os selv?
En ting er sikkert, - at hvis vi rækker vores hånd frem mod Jesus, selv en tvivlende hånd, så tager Jesus imod den og giver os det "bevis" vi har brug for i vores hjerte, som gør os sikre på at han er der i vore liv.
Gud velsigne dig
