LINK
#
Har lige lyst til at dele et par tanker med dig om. At miste nogen til verdenslivet igen.
Det gør ufattelig ondt på os andre kristne, når nogen lige så stille begynder at glide bort fra troens brænde ild og ikke længere er i kærlighedens Ånd, Hellig Åndens liv.
Jeg har desværre, gennem de år jeg har været en kristen ( det har jeg været siden jeg var 13 år fik mit comeback 14 april 2005.) set mange glide stille og sikkert mere og mere bort fra Jesus og Gud.
Jeg har set mange, være aktive nidkære evangelister falde fra, mange der tjente aktiv i menighederne holdt op, mange tjente på forskellige måde med evangeliet. Men lige pludselig hørte og så man dem ikke mere.
Når jeg sådan snakkede med dem og Bibelen, sagde det dem ikke ret meget, de sneg sig udenom, begyndte hurtig at snakke om deres eget liv, ferien, deres familie, arbejde alt muligt andet i stedet for Guds ord, som jo opbygger os.
De blev mere og mere sløve, deres før så aktive og ivrighed efter at fortælle om Jesus og være det de sagde man burde være, holdt mere og mere op. De påstod nok de stadig var kristne, men fordi sådan og sådan, kunne de jo ikke længere det og det, vi kan jo ikke være alle steder, eller vi har ikke resurser nok, var deres snak, verden er jo ikke som den gang osv. i den dur.
En dag så jeg dem ikke så meget i menigheden længere, til sidste meldte de sig ud og var borte. De var nærmest glade for at være sluppet ud af alt det med man jo skal og bør gøre, i sær med at være tro over for Guds befalinger gennem Jesus ved Hellig Ånden var de faktisk ret glade for at være frie for, så heller bare være kristen på samme måde som alle andre, sådan religiøs og ikke andet.
Verdenslivet, slog den ihjel, og tog dem fra os, til stor sorg for os andre. Nogle af dem var jeg gode venner med, de sagde de elskede mig, nu er jeg nærmest usynlig for dem, nærmest som en død, det er det skel der er mellem verdens åndens liv og en levende kristen der helt aromatisk kommer i funktion.
Måske min egen skyld fordi. Jeg vil til himmelen og ikke stå med tomme hænder foran min Gud og Mester Jesus. Nogen siger. Jeg skal være mere forsigtig med sådan lige at sige tingene direkte, om synden og nåden, og jeg må jo ikke sige nogen dom over noget eller nogen, nej, jeg dømmer ingen men bedømmer,m og som kristen er man forpligtet til i kærligheden at vejlede og opmuntre, ikke til skjulte synder og mørkets gerninger, men til at hjælpe de ting frem i lyset som binder mennesker den dag i dag.
Jeg har set og mødt de første over 200 gamle nu hensovede kristne som stod urokkelige faste i troen, og i kærligheden til Guds og Jesus, og Guds ord Bibelen, selv da de var demente kunne de vidne og læse i Bibelen, de var nidkær for Jesus, i dyb kærlighed til deres medmennesker.
Efterhånden som de blev svækket i deres legemer, de blev ældre skrøbelige og gamle var de stadig lyslevende i deres Ånd.
De blev ofte bare set på som nogle små skøre mennesker, de blev nedgjort trådt på i mange hen sende, ofte bare ladt alene når de havde brug for nogen. Ingen værdsatte dem sådan rigtig. Men aldrig klagede elelr brokkede de sig over noget som helst.
Det mest underlige er jo. Bagefter begynder folk jo at ære dem, når de er døde, og folk ønsker de var lige som de var, det ser vi ofte når folk begynder at studere de gamle hensovede kristnes vidnes byrd, bøger, litteratur og andet de har aflagt deres vidnesbyrd gennem.
Må sige, hvem forhindrer vækkelserne i at komme. Os selv eller Gud?
Har vi stadig den aller første brændende kærlighed i os til sandhedens Herre Jesus? Og tør vi den dag i dag stå urokkelig faste og sige og gøre sandhederne også selvom det koster os måske udelukkelser, ensomhed, forkastelser, hån spot og meget andet?
Bare et par tanker om at miste nogen til verdens livet igen.
