LINK
læs venligst hele afsnittet vers referer til tak!
Guds bord er ikke et tag selv bord. Det er Gud der bestemmer hvem der får de forskellige nådegaver. En del kristne mener de selv kan tage gaverne, når der står apostlene havde gaverne så har de dem også, hvilket ikke er sandt.
Det er IKKE alle der får alle nådegaverne, det kommer an på hvilket lem vi er på legemet, ikke alle er arme vi har også indre organer, som ikke ses udvendig men som er livsvigtig, blodet eksempelvis kan sammenlignes med bøn/bjørnetjeneste der hvor man beder for noget/andre i det skjulte, der hjemme. Andre ser ikke gerningerne, kampoem etc men de oplever guds bønnesvar, her kan et menneske ikke få ære af andre. Ikke alle er evangelister men vi er alle vidner og lys og salt.
Her er det Gud udruster os med forskellige nådegaver til enhver ting i Guds rige til gavn i den tjeneste vi har.
I Jesus har vi fået alt vi behøver.
1 KOR. 1 5-6 “ ER JO I HAM BLEVET RIGE PÅ ALT, I AL TALE OG I AL INDSIGT, EFTER SOM VIDNESBYRDET OM KRISTUS ER BLEVET STADFÆSTET IBLANDT JER, SÅ I IKKE MANGLER NOGEN NÅDEGAVE, IDET I LEVER I FORVENTNINGEN OM, AT VOR HERRE JESUS KRISTUS SKAL ÅBENBARES.
Jesus er blevet stadfæstet iblandt jer, så I ikke mangler nogen nådegave.
I mange menigheder har man taget Helligåndens ret til at fungerer fra ham. Det er klart, at i de kirkesamfund, hvor man fornægter Helligåndens dåb, da kan Ånden selvfølgelig ikke fungerer i sine nådegaver.
Men i mange af de samfund, hvor man anerkender Åndsdåben da vil man styrer Åndens virksomhed. Ånden har ikke frit råderum i lemmerne med sine nådegaver, men styres og bedømmes af lederne i stedet for, at vejledes.
Altså nådegaverne må i brug før der kan vejledes.
Og vejledningen er ikke “bedømmelse” men retledning og undervisning med visdom.
JESUS ER BLEVET STADFÆSTET IBLANDT JER, SÅ I IKKE MANGLER NOGEN NÅDEGAVE.
Ønsker vi da ikke jesus iblandt os?
Paulus skriver, beviset på Kristus i menigheden er nådegavebrug.
Helligånden må udtrykke Kristus ved, at Han tildeler sine gaver til menighedens opbygning.
1 KOR. 12 7-11 “ OG ÅNDSÅBENBARELSE GIVES DEN ENKELTE
TIL FÆLLES GAVN. EN GIVES DER NEMLIG VED ÅNDEN AT TALE MED VISDOM, EN ANDEN AT TALE MED KUNDSKAB IFØLGE DEN SAMME ÅND, EN GIVES DER TRO VED DEN SAMME ÅND, EN ANDEN NÅDEGAVER TIL AT HELBREDE VED DEN ENE ÅND, EN ANDEN AT UDFØRE UNDERGERNINGER, EN ANDEN AT PROFETERE, EN AT BEDØMME ÅNDER, EN ANDEN FORSKELLIGE SLAGS TUNGETALE, OG ATTER EN ANDEN AT UDLÆGGE TUNGETALE. - MEN ALT DETTE VIRKER DEN ENE OG SAMME ÅND, SOM EFTER SIN VILJE TILDELER ENHVER SIN SÆRLIGE GAVE.”
Det er den samme Paulus der skriver her, som skrev:
Kristus er blevet stadfæstet iblandt jer, så I ikke mangler nogen nådegave.
Åndens gaver er nemlig tilsammen et udtryk for det liv, som åbenbaredes i Jesu Kristi tjeneste, da han vandrede på jorden i Israel.
Vil vi have denne tjeneste iblandt os, så må vi give
Helligånden den retmæssige plads til, at åbenbare Kristus.
Det er ikke ret, at vi hindre Åndsåbenbarelsen i den enkeltes liv i menigheden.
På den måde er vi blevet fjender af Helligånden.
Vi må derimod hjælpe Ånden med at tildele gaver til den enkelte, som han vil.
Det er det Gud har sat ældste, hyrder og lære til i menigheden og ikke til, at være modstandere af Åndens virksomhed i den enkelte.
Det er vigtigt, at vi får undervisning om gavernes forskellighed, så vi kan kende dem i vores liv, når Ånden åbenbarer dem.
OG ÅNDSÅBENBARELSE GIVES DEN ENKELTE TIL FÆLLES GAVN.
Grundsprogsordet for Åndsåbenbarelse her er:
PHANÈRÔSIS = ÅNDSMANIFESTATION!
Gaverne har èn stor hensigt:
At tjene hele Guds menighed til herliggørelse af Kristus.
Det er i alles interesse at Ånden åbenbarer sig.
Derfor står den som er bærer af åndelige gaver, i gæld til andre.
Jeg kan her ikke uddybe Åndens gaver, men bare pege på nogle vigtige ting i forståelsen af gaverne.
VISDOM: 1 Kor.12-8 “
FOR TIL ÈN BLIVER DER GIVET VISDOMS ORD.
Her drejer det sig ikke om erfaret visdom gennem livet, men om visdoms ORD, givet af Ånden i en bestemt situation.
De kom til Jesus og spurgte, er det ret at give kejseren skat.
Jesus forlangte en mønt og derpå varder et billede af kejseren. Jesus svarede:
Giv kejseren hvad kejserens er og Gud hvad Guds er.
KUNDSKAB:
TIL EN ANDEN KUNDSKABS ORD.
Også et bestemt ORD fra Ånden ind i en bestemt situation og ikke, som mange tror, at det drejer sig om kundskab i Bibelen.
Jesus sagde til Natanael, jeg så dig under figentræet.
Jesus fik kundskab af Ånden om Natanaels opholdssted selvom, at han ikke kunne se ham med sine fysiske øjne.
TRO:
TIL EN ANDEN TRO.
Altså på samme måde TRO i en bestemt situation og ikke, at nu har vi tro, som vi kan bruge når vi vil.
Ånden virker tro i den bestemte situation, gaven er ikke vores men Åndens.
Jesus sagde ved Lazarus grav:
Fader jeg VIDSTE at du bønhører mig, men for deres skyld beder jeg.
Han havde fået tro ved Ånden før opvækkelsen.
HELBREDELSE:
EN ANDEN NÅDEGAVER TIL AT UDFØRE HELBREDELSER.
Vi ser her, at der ikke er tale om “helbredelsens nådegave” men nådegaver i flertal.
Det er Ånden der virker igennem flere forskellige måder, at helbrede på, alt efter Åndsinspiration.
Jesus smurte dynd på den blindes øjne, han lagde hænder på de syge, han spyttede på sin finger og stak den i munden på den stumme og døve.
Og helbredelsen skete.
UNDERGERNINGER:
EN ANDEN KRAFT TIL AT GØRE UNDERGERNINGER.
Undere er naturstridige gerninger.
Det umulige sker når denne gave er i funktion.
Jesus gik på vandet, et træ visnede fra roden osv.
PROFETISK GAVE:
EN ANDEN PROFETISK GAVE.
Der er forskel på den profetiske gave og den profetiske tjeneste.
Mange tager fejl her og tror de skal profeterer over andres liv og gøremål, til skade for de som retter sig efter sådanne ( falske profetier.)
Den profetiske gave er til opbyggelse, formaning og trøst til den enkelte i menigheden, men det er også her Åndens gave og ikke en “gave” til at irettesætte og øve sjælesorg med.
Ånden giver at udøve denne gave ind i en bestemt situation.
AT BEDØMMER ÅNDER:
TIL EN ANDEN AT PRØVE ÅNDER.
At prøve/bedømmer ånder her drejer det sig både om, at prøve menneske ånden og de onde ånder.
Hvilket motiv har mennesket for, at gøre det han gør?
Og hvilken dæmon/ ond ånd manifestere sig her.
Onde ånder kan jo stå bag sygdom og kaldes sygdomsånder, de kan også stå bag falsk lære og da må vi bedømme “ menneske ånden”
Eks. er hans lære for, at fange menneske sjæle og berige sig økonomisk på de fangne?
Det kan jo også være direkte forfalskning af Guds ord for egen vindings skyld,
at blive populær, set op til osv.
Vi har den eneste “ rigtige” sandhed, så gå ud af din kirke.
TUNGETALE:
TIL EN ANDEN FORSKELLIGE SLAGS TUNGER.
Vi skal lægge mærke til at der står, forskellige slags tunger.
Tungetale er ikke ens, men mange forskellige udtryk i sproget.
Det er galt når vi kan høre efterligninger af en
prædikants tungetale.
Det er Ånden der giver tungetalen og ikke prædikanten.
Det er galt når prædikanten siger:
Sig som mig.
Det rigtige er, at opmuntre den søgende til, at sige de ord, som kommer til bevidstheden ved ånds inspiration.
Sig det første ord der kommer til dig så skal Ånden nok forsætte og du har et åndeligt sprog.
Det er dit sprog.
Du kan undervejs få flere sprog. som kommer under forskellige situationer.
Hvad skal så tungetalen?
1 Kor.14-2 “ For den som taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud, for ingen forstår ham, men han taler hemmeligheder i Ånden.
“ v/4 “ den som taler i tunger opbygger sig selv.”
Og hvem har ikke brug for det?
TYDNING:
TIL EN ANDEN TYDNING AF TUNGER.
Der gives tungetale til tydning i menigheden med et budskab.
Det kan foregå under sang i Ånden.
Tungetalen kan synges ud også med et budskab, som tydes under sang af en “udlægger”.
Det er som regel en lovprisning af Gud.
Der er forskel på den tungetale, som er til egen opbyggelse og den, som er til menighedens opbyggelse.
Når Paulus taler om, at tale for sig selv derhjemme, så mener han den tungetale, som er til egen opbyggelse.
Men den tungetale, som er til menigheden skal selvfølgelig gives i menigheden.
TYDNING:
TIL EN ANDEN TYDNING AF TUNGER.
Tydning af den lige hørte tungetale er ikke en direkte oversættelse, men en Åndsinspiration om, hvad Gud vil sige til forsamlingen.
Ingen forstår jo tungetalen, den må tydes for at kunne blive til opbyggelse.
Profeti og tungetale kan have samme formål, hvis tungerne tydes.
1 Kor.14- 5 “ Jeg ville ønske at i alle talte i tunger, men endnu mere at I talte profetisk.
For den som taler profetisk, er større end den der taler i tunger, hvis han da ikke tyder det, så menigheden kan få opbyggelse.
1 Kor.14 13-18 “ derfor må den som taler i tunger ( til udlæggelse, min kommentar) bede om, at han må kunne tyde.
For om jeg beder i tunger, er det min ånd som beder, men min forstand er uden frugt.
Hvad indebærer da dette?
Jeg vil bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden.
Jeg vil synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden.
Hvis du lovpriser i ånden, hvordan skal den som indtager den ukyndiges plads sige “amen” når du beder takkebøn, når han ikke forstår hvad du siger?
For du beder sikkert takkebøn på en fin måde, men den anden bliver ikke opbygget.
Jeg takker min Gud for at jeg taler mere i tunger end i alle.” (Til egen opbyggelse)
1 KOR.1 6-7 “ EFTERSOM VIDNESBYRDET OM KRISTUS ER BLEVET STADFÆSTET IBLANDT JER, SÅ I IKKE MANGLER NOGEN NÅDEGAVE.”
Har vi Kristus iblandt os ved Ånden og hans gaver?
Trænger vi ikke til en nådegave vækkelse?
Er vi rige nok uden Åndens manifestation iblandt os?
Kan vi undvære “ Kristus” iblandt os?
Er vi som den sidste menighed i Åbenbaringsbogen “rige nok” så
Kristus må stå uden for døren?
JEG ER BANGE FOR, AT DET SER SÅDAN UD!
Lad os bede om en Åndsgave vækkelse og bede Gud om gaver der virker i vores eget liv og om tjenere der er udrustet til, at undervise os om Åndens gaver.
Den første menighed lod Ånden få frit løb iblandt sig. Alle havde en eller flere nådegaver i funktion.
Og menighedens tjenere underviste og ledte de enkelte medlemmer ind i deres gave, som skulle fungere i menigheden og undervisningen gik videre, så de voksede i nådegave tjenesten.
SÅDAN VAR DEN FØRSTE MENIGHEDS SAMMENKOMSTER.
DET ER VIGTIGT, AT DU SØGER NÅDEGAVERNE I DIT LIV, LAD
ÅNDEN KOMME TIL I DIT LIV.
DU KAN IKKE LEVE I EN NÅDEGAVE FUNKTION UDENFOR EN MENIGHED, DEN ER TIL FÆLLES BEDSTE.
AMEN.
