AT TJENE GUD

 

LINK

VI VIL GERNE ARBEJDE I GUD VINGÅRD HVORDAN?

Matthæus-evangeliet kapitel 20

Vores verden og Guds rige

I vort samfund får vi som regel løn efter fortjeneste. Det sikrer en rimelig retfærdighed, at den, der arbejder hårdt og længe, får større løn end den, der kun arbejder lidt - ligesom vi hylder princippet om “lige løn for lige arbejde”. Hvis vi er dygtige får vi gode karakterer i skolen og en stor løn på vores arbejde. Hvis vi er dumme eller dovne, er det lige modsat. Sådan er det altid loven om gengældelse, der gælder i vores verden. Men i Guds rige, som denne lignelse handler om, er det helt anderledes. Her er det ikke loven, men nåden, der bestemmer. Her gives lønnen ikke efter fortjeneste, men efter Guds barmhjertighed. Gud handler suverænt i sin nåde. Jesus gør med lignelsen klart, at vi aldrig har ret til noget hos Gud. Han handler helt efter sin egen vilje: "Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit?". Gud (Jahve) er god. Han giver os ikke det, vi har gjort os fortjent til. Han giver os i stedet ud af sit hjertes kærlighed. Det betyder, at vi ikke kan sikre os Guds hjælp og velsignelse ved at leve et nogenlunde pletfrit liv. Lovgerninger og gode gerninger er ikke de ting der gør os egnede eller berettiget til evigt liv hos Gud, det er ting der helt naturligt følger med et liv sammen med Gud ved Hellig Ånden i Jesus. Alt, hvad vi får af Gud, er nåde. Nåde er netop altid: en ufortjent gave. Men det betyder også, at Gud glad og gerne giver sin nåde, selv til den, der har svigtet allermest.

Gud er generøs i sin nåde

De sidste blev de første og fik en hel dagløn, selv om de kun havde arbejdet en enkelt time. Så generøs er Gud i sin nåde. Derfor sker det, at den åbenlyse fusker bliver velsignet til overflod. Mens andre, som har prøvet at leve et anstændigt liv kan opleve svære tider. Vi synes måske, det er uretfærdigt - ligesom dem, der havde slidt hele dagen - men vi får ikke anden forklaring på det end denne: det er Gud, som handler i nåde med det, der er Hans! Derfor kan den, som oplever Guds ufortjente velsignelse i sit liv, tage imod det hele med god samvittighed og glæde sig over alt det, Gud giver. Hvis det tunge og onde ramler ind i vort liv, er det ikke fordi, vi får løn som forskyldt. Selv når vi bliver hårdest ramt, er det ikke fordi Gud har forkastet af os. Det er jo sådan, at Gud oftest udvælger og velsigner den, som slet ikke har noget eller kan noget. Det sætter Guds nåde i relief. Den viser sig at være både grænseløs og ufortjent. Den bunder ikke i vor fortræffelighed, men i Guds egen kærlighed.

Jesu undervisning indebærer også en fristelse:

Når alt til sidst er af nåde, ligger det lige for at tænke: Hvorfor anstrenge sig for at følge Jesu befaling om kærlighed og tjeneste, hvis resultatet alligevel er ren nåde? Så kan man lige så godt blive stående på afstand i sin egen verden og vente på aftenens udbetaling. Men lignelsen handler om Himmeriget. Det er altså i Guds rige, nåden gælder, ikke i vores egen lille verden. Bliver vi stående på torvet som tilskuere, er der ingen nåde, for den findes kun hos Jesus Kristus - det hvor vi har hørt hans kald og er gået ind i hans tjeneste. Nåden er altid dét ufortjente resultat i vort liv med Jesus, når Han gør det op til sidst. Den er ikke en selvfølgelig ret, vi har på forhånd. At ville leve sit liv uden at "arbejde i Jesu Vingård", uden at lytte til Guds kald og leve i hans tjeneste, det er at trække dækningsløse checks på en nåde, som ikke findes andre steder end i vore egne tanker. For så er nåden ikke længere Guds ufortjente gave til os; men den bliver til vort hovmodige krav på Gud. Jesus kalder os til arbejde under nåden Derfor vil lignelsen om arbejderne i vingården også kalde os til at forlade "vort eget torv" og følge Jesus - ved at give os selv hen i tjeneste for de andre, mens vi frimodigt sætter vor lid til, at alt til sidst er af nåde. At leve sit liv i tillid til Jesus Kristus indebærer, at vi er dér, hvor Guds løfte om nåde står ved magt - og hvor intet andet tæller end Hans nåde imod os. Det hele ender med tilgivelse og evigt liv, fordi Gud er god! Det er den løn vi får af ren nåde.

Gud giver os sine bud for vor skyld

«Kan en mand være Gud til nytte? Nej, den kloge er til nytte for sig selv. Har den Almægtige glæde af din retfærdighed? Har han vinding af din retsindige færd? Jobs Bog 22,2-3. Hvad gør det ham, om du synder? Hvad rører det ham, om dine overtrædelser er mange? Hvad har du at give ham, hvis du er retfærdig, hvad skulle han modtage fra dig? Din uretfærdighed rammer kun mennesker som dig selv, din retfærdighed gavner kun mennesker.» Jobs Bog 35,6-8. Af det forstår vi, at Gud ikke har brug for os. Det er os, der har brug for ham. Han bliver ikke berørt af vor ugudelighed eller af vor retfærdighed. Det kan kun berøre vore medmennesker, om vi mener vi er, og kan noget. Når Gud giver os sine bud, så kan vi sige, at vi tjener ham, når vi holder dem. Men han har ikke givet os dem for sin egen skyld slet ikke, sådan at han ved dem skulle have nytte af os. Nej, dem har han givet for vores skyld for at give os visdom, så vi kan blive lykkelige. Så vi har nogle retningslinjer at leve efter, ikke at vi bliver smidt ud af Gud rige hvi vi overtræder dem. Men det giver nogle konsekvenser for vore liv på jorden ikke at overholde buddene.

At søge ære er uretfærdigt

Der er kun én måde, vi kan tjene Gud på, og det er, når vi lever og tjener, sådan at Gud får ære. Så er vi sandfærdige, ellers gør vi uret. «Den, der taler af sig selv, søger sin egen ære. Men den, der søger hans ære, som har sendt ham, han er sanddru, og der er ingen uret hos ham.» Johannesevangeliet 7,18. Siger man: Herre! Herre! og søger sin egen ære, så gør man uret. Så hjælper det ikke, hvor meget herligt man har gjort ved Jesu navn. Man har tjent sig selv og ikke Jesus. Dette har Jesus sagt os med al tydelighed: «Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!» Matthæusevangeliet 7,21-23. Det er svært at forstå. Hvordan kunne de gøre sådanne store ting ved Jesu navn, og så kendte han dem ikke? Ganske enkelt fordi de gjorde den uret, at de tog ære af det, de gjorde. Æren og magten tilhører Gud alene. Hvis man tager noget af den ære, er man en bedrager. Det gør det ikke bedre, at man siger: Herre! Herre! eller: Al ære til Gud! Paulus var en tro Herrens tjener. Han havde det sådan, at han var kommet på skam, hvis ikke Kristus blev æret ved hans legeme: «Det venter jeg med længsel på, og jeg håber, at jeg ikke skal blive til skamme i noget, men at Kristus nu som altid må blive forherliget i fuld offentlighed ved det, der sker med mit legeme, hvad enten jeg skal leve eller dø.» Filipperbrevet 1,20. Sådanne tro tjenere fandt han ikke mange af. Da han skrev dette, sagde han, at han kun havde Timotheus; de andre søgte sit eget, ikke det som hører Kristus til (Filipperbrevet 2,19-23). Det hjælper ikke, hvad de udretter og ofrer, når de søger ære. Om de gør det for at udbrede evangeliet og for at frelse sjæle, så tjener de sig selv, når de søger egen ære. De har ikke oprigtig omsorg. Paulus havde fået apostelembede for at virke troens lydighed blandt alle hedningefolkene til Jesu Kristi ære (Romerbrevet 1,4-5). Det var for at virke til Jesu Kristi ære, at Paulus havde fået apostelembede. Virkede han så til egen ære, var han ikke tro. Han gjorde uret. Tjene Gud – ære Gud ( Det får vi lønnen for) Jesus er et forbillede i dette at søge Guds ære ligesom i alt andet. Det eneste han tænkte på var at forherlige sin fader. I trængslens time var det hans bøn, at faderens navn måtte blive herliggjort, ikke det at slippe udenom. «Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Far, herliggør dit navn! (Jahve)« Johannesevangeliet 12,27-28. Hvis dette er vor bøn i problemernes tidspunkt, vil problemerne også blive os selv til herlighed. Da Jesus skulle udtrykke sin gerning på jorden, siger han det sådan:,«Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.» Johannesevangeliet 17,4. Hvis vi gør det samme, så tjener vi Gud.

Tjene med mit LIV

Hvad vil det egentlig sige at “tjene Herren”? Er det at synge i kor, lave missionsarbejde eller hjælpe med en indsamling? “Da siger jeg: ›Se, jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om mig – for at gøre din vilje, Gud.” Hebræerbrevet 10:7. En tjeners opgave er, at gøre som hans mester befaler; at behage ham. “For dette er Guds vilje, at I skal helliges…” Første Thessalonikerbrev 4:3. Guds længsel er, at vi skal helliges til at blive rene, ligesom han er ren. En Herrens tjener, tjener med sine tanker, ord og gerninger. “Alt, hvad din hånd finder på at gøre, skal du gøre af al din magt. Prædikerens Bog 9:10. Når jeg vælger at behage Gud i alt jeg gør, så er det lige meget hvad min opgave er, om jeg arbejder, er pensionist, hjælper til i menigheden, eller fællesskabet, gør noget for andre, også alt det andre ikke lige lægger mærke til, eller når jeg sidder og ser tyv, hører radio, musik eller er på internettet, eller, jeg kan tjene Gud med mit LIV—mine tanker!

At blive renset og forvandlet indvendigt er en livslang uddannelse. Når min trang er at leve på en måde, som behager ham,i mine tanker, ord og gerninger, begynder jeg at høre Guds stemme. Når jeg lytter og er lydig, lærer jeg hvad Guds vilje er for mig i livets mange forskellige situationer. Så udfører han sin vilje igennem mig, jeg kan bliver en sand tjener for Herren! Her er jeg stadig et sandt Gud barn, selvom jeg nogle gange gør, siger ting i dag som ikke hverken siger eller gør i morgen. Her siger jeg ikke ja men jeg skal jo først vide og være sådan inden jeg kan tjene Herren eller gøre noget for andre, jeg må gøre arbejde mens jeg kan og ikke begynde at undskylde mig. Når jeg lytter og er lydig, så lærer jeg hvad Guds vilje er for mig i livets mange forskellige situationer. Men uden troens Ånd, Hellig Ånden kan vi ikke tjene Gud til Hans ære og ikke forvente løn for vores evt. gode gerninger. Det er livsfarlig at være tilknyttet forsamlinger som fornægter Hellig Ånden som Bibelen siger og lærer også alle de gaver som mange fornægter skal være frit tilgængelig ellers farer man vild og opnår kun en slags opdragelse til en bedre livsstil. Men er alligevel i stor fare for at gå fortabt.

Engang spurgte jøderne Jesus: "Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?" ( Joh Ev 6.28). Og da henviste Jesus ikke til forskellige gerninger, hvormed de kunne tjene Gud - dem havde de forøvrigt mange af i forvejen - men han svarede: "Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt". I det svar lå der altså samtidigt en dom over al den tjeneste for Gud, som de i forvejen stod i. Paulus afdækker denne dom i Rom.10, hvor han siger, at de har nidkærhed for Gud (Rom.10.2.) - hvilket bl.a viste sig i, at de lagde stor vægt på at adlyde Hans Ord i deres livsførelse, og at de tjente Guds riges sag ved at rejse om til lands og til vands for at vinde mennesker for Gud. F.eks. havde de som vi har set - vundet mennesker for Gud i Thessalonika. Alligevel fældede Jesus den dom over hele denne tjeneste og iver for Gud, at de med al den mission i Guds navn kun opnåede at gøre mennesker til Helvedes børn. Matt. Ev 23,15) i 1948-overs. Årsagen hertil, siger Paulus, var, at de ikke forstod retfærdigheden af tro, og aldrig var blevet bøjet under den. Hjertet tjente ikke Gud med det eneste, som Gud kan tjenes med: Troen, der er bøjet under Evangeliet, den gode glade nyhed. Mangler denne hjertets skjulte gudstjeneste, kan intet menneske tjene Gud i nogen ting, hvorimod alt er helligt og alt liv en gudstjeneste, hvor denne gudstjeneste lever i hjertet. Paulus siger det så stærkt i Rom. 14.23. "Alt, hvad der ikke er af tro, er synd". Det er troen, som er gudstjenesten, og det er troen, som gør alt i livet helligt, tilsidesat til noget andet. Troens Ånds gerninger Hellig Ånden i os. Vi kan godt synes det her var da vist ikke Gud. Læg mærke til hvis, igen en tanke fra en anden end gud, de første mennesker blev bedraget med et mon eller et hvis. Hvis mon og hvis dukker op i dit liv, skal du ikke hører på de tanker men afvise dem. Gud er altid klar i sin tale. Han kommer aldrig med et hvis og mon. Han siger sådan og ikke sådan rent og klart. Vider i teksten. Det er det, Paulus her vil holde denne unge menighed for øje. Som vi så, var de netop blevet omvendt til at tjene den levende Gud i denne tro - endda så de er et forbillede for enhver kristen menighed, skønt de er ganske nye i troen. Men ét er, at de tjener Gud i denne tro. Noget andet er, at det ikke derfor er indlysende for en så ung tro, at det er troen, som er den sande tjeneste for Gud og ikke alle de ydre tjenester, de ser, og som de selv drives mod. Hvis de ikke lærer, at troen på Jesus er den eneste sande gudstjeneste, vil de ydre tjenester føre dem bort fra netop troens gudstjeneste. (Sammenlign med menigheden i Efesos, Åb.2.1 Paulus taler i 3,10 om, at selvom troen hos dem er forbilledlig, så er der dog endnu mangler i troen - nemlig i troens erkendelse, erfaring og modenhed. Han fæster deres øjne på troen som den sande tjeneste for Gud på to måder: Dels ved at pege på, hvorledes troen, der har Evangeliet for øje, er det eneste lys i den ydre tjeneste, som han og hans medarbejdere, Silvanus og Timotheus, står i v.1-12. Og dels ved at pege på, at de selv står i denne troens gudstjeneste - ikke set som nogen ydre missionsindsats og tjeneste, men at de bliver udsat for de samme lidelser, som både Jesus selv, apostlene og profeterne har lidt, fordi de så urokkelige i troen tjener frelsens Evangelium - det Paulus i Efes. 1.13-20. kalder sandhedens ord v.13-20. Igen sandhedens ord, i kraft af sandhedens Ånd Hellig Ånden.

Han indleder kapitlet med at omtale den indgang som han og Silvanus og Timotheus havde haft hos dem i Thessalonika, og som han omtalte i 1,9. Den indgang bestod ikke kun i, at de tog venligt imod Paulus, men at de tog imod ordet glade i Helligånden Det er Evangeliets modtagelse og ikke sin egen succes - Paulus har for øje. Og 1.vers6 det er det også, når han siger, at denne indgang ikke har været forgæves. Det ord har hele tiden været Paulus' store bekymring. Vi møder det flere gange i hans breve, og altid er det Evangeliets skæbne det drejer sig om - om troen har grebet Evangeliets sandhed. Derfor skriver han til korintherne om, at hvis deres tro ikke holder fast ved det ord, hvormed han forkyndte dem Evangeliet, da de kom til tro - ja, da var det til ingen nytte, eller som der stod i 1907 -overs.: forgæves, de kom til troen 1 kor.15.2. Og til galaterne, som han lige havde været hos, inden han kom til Thessalonika. Apg.16.6. skrev han ikke længe efter:"Jeg er bange for, at jeg har slidt forgæves for jer" Gal.4.11. Det var ham ikke nok for ham, at han havde fået tilslutning hos dem. Heller ikke, at de stadig kaldte sig for kristne og regnede sig for kristne. Og heller ikke, at de viste stor alvor, og var nidkære for Gud og hans bud. Nej, levede deres tro ikke i de ord, hvormed han havde prædiket og lært dem Evangeliet, så anså han alt for forgæves. Det er et stærkt vidnesbyrd om, hvorledes det netop er troen, som bor i Paulus, der tjener Gud. Den kender intet lys, ingen sandhed, ingen frelse, ingen glæde i noget andet end det ene: At hjerternes tro lever i det Evangelium, han har prædiket. I 1.Thess 2.19 ser vi, at det er med Herren, (Javes) Dag for øje, han er bekymret for troen. At det er denne frygt for troen, han har haft for menigheden i Thessalonika, forstår vi dels af 3,5 og dels af 3,8. I 3,5 udtaler han sin frygt for, at fristeren skulle have fristet dem og deres slid være spildt. Vi lægger mærke til ordet friste, som jo betyder at blive "lokket" til noget, man ikke helt ser og forstår. I 3,8 udtrykker han sin glæde over, at de står fast i Herren. Og den frygt vedrørende deres tro var særdeles velbegrundet. Ikke så meget p.g.a ydre trængsler, og heller ikke, fordi de slet og ret opgav at være kristne. Det var ikke det, der var faren, men derimod de åndelige trængsler som følge af forførende lære og prædiken, som i Jesu navn lærte en falsk fromhed, falske gerninger og tjenester. Faren for troen skinner klart frem i det, Paulus f.eks. skriver til korintherne og galaterne. Til korintherne skriver han: I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end Ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod 2Kor.11.4.

Og til galaterne skriver han: Det kunne han også skrive til en hel del den dag i dag.

Jeg undrer mig over, at I så hutig lader jer vende bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer Gal.1.6-7. Hverken i Korinth eller Galatien opgav de at være kristne eller at tro på Jesus. De opgav heller ikke troen på Helligånden. De opgav heller ikke at tale om evangeliet. Det var bare anderledes. De prædikede stadigvæk Jesus. Men når Paulus sad nede i forsamlingen og lyttede, så var det anderledes end det, han havde sagt. De talte om en Helligånd og en Helligånds kraft, som var noget helt andet end det, han havde prædiket.

De havde hverken forladt Jesus, troen eller Evangeliet. Det var ikke noget sådant, der gjorde Paulus bange. Og det var ikke, fordi de ikke tog godt imod ham mere. Nej, han var bange for, at hjertet skulle blive grebet af et evangelium, som var anderledes end det, som første gang havde fyldt dem med Guds kraft, med Helligånden og med fuld vished. Hvis Evangeliet blev anderledes, så var alt forgæves. Sådan tænker og føler kun den, som i hjertet tjener den levende Guds Evangelium i troen. Som tjener den levende Gud i en fast tro på Hans Evangelium. Han tænker sådan, han føler sådan, han handler sådan! Det er at tjene den levende Gud i troen. Hans hjerte er ikke tilfreds med noget andet end at finde troen på Evangeliet i deres hjerte. Det er troens gudstjeneste. Det er at tjene den levende Gud med hjertets tro. Derfor fryder han sig over at se, at Evangeliet virkelig fandt indgang i Thessalonikerbrev-menigheden. Og glæden derover er desto større, fordi han lige forud for sit komme til Thessalonika, havde måttet forkynde Evangeliet i Filippi under så store lidelser og mishandlinger, at han havde været fristet til at opgive Evangeliets tale. v.2. Ordet frimodighed hedder på græsk: parresia og betyder frihed til at tale. D.v.s. at det, som gjorde Paulus modløs og hindrede hans mod til at fortsætte Evangeliets tjeneste, blev taget fra ham. Modet blev frit. Og det, som gjorde det, var Guds majestæt "vi fandt frimodighed i vor Gud siger han, til at forkynde hans evangelium v.2.

I Evangeliet så han den største, dybeste og stærkeste hemmelighed: At det er Guds værk. Evangeliet er et budskab om Guds frelsesbestemmelse, om Guds frelsesgerning og om Guds frelseskrav. Det er ord, som overgår alle andre ord og budskaber, fordi det er Guds budskab om frelse for verden - det, hvorefter Gud vil handle, når Herrens Dag kommer. Det er en af grundene til, at de, der tjener Guds Evangelium, netop bliver sat i den situation, at møjen synes at være forgæves. For det er der, troen skal vise, om den holder ud. Det er der, det skal vise sig, om man har frimodighed i Gud til at prædike Evangeliet. Eller om det bare er en vildfarelse. For hvis det bare er en vildfarelse, ja, så betyder det, at den dag det ikke bærer frugt, anser man det hele for at være forgæves og til ingen nytte. Man føler, at det er tomhed det hele. Det føler jeg aldrig, når det er Guds Evangelium. Om så hele verden fornægter det, så er det Guds. Og derfor er der noget stolt ved at gå med det Evangelium til verden, om så det fornægtes af alle. Det er Guds Evangelium. Det gav altså Paulus frimodighed til fortsat at forkynde det trods al modstand og al lidelse.

Men også i Thessalonika kostede det ham så meget kamp at forkynde Evangeliet, så man undrende må spørge: Hvordan kan han holde ud at blive ved med at prædike et Evangelium, som skaber så megen modgang og lidelse hos ham? Jo, siger han i v.3, når vi, skønt vi lige havde udstået så meget i Filippi, kunne holde ud at forkynde Evangeliet under meget kamp hos jer også, så skyldes det, at vi ikke er drevet af det samme, som ellers kan drive mennesker i deres tjeneste for Gud og hans rige. "Vor forkyndelse skyldes ikke vildfarelse", siger Paulus. Vildfarelser kan gribe et menneske og gøre det ivrigt og nidkært, så længe der er håb om at vinde mennesker dermed. Men, når modgangen bliver for stærk og møjen er uden frugt - da opgiver man, fordi vildfarelser i grunden er tomhed. Men Evangeliet er det eneste budskab på denne jord, der fortæller, hvordan vor sjæl skal blive salig hos Gud, når han kommer igen. Den vished giver frimodighed trods alle trængsler. Pauli forkyndelse udspringer ikke af urene motiver. Urene motiver kan være ting som personlig ære, succes eller havesyge. Paulus arbejdede hårdt, mens han var i Thessalonika, men alene for ikke at være en byrde for nogen ( i følge v.9). Fører Evangeliets prædiken modgang og had med sig - ja, da finder mange ikke grund til at fortsætte, hvis de drives af urene motiver. Det græske ord dolos, som her er benyttet, betyder lokkemad. Hvis han i sin tjeneste for Evangeliet brugte "lokkemad" for at komme mennesker i møde og lokke dem med noget, som tiltalte dem - ja, så måtte han også opgive, når han ikke mødte andet end hån, foragt og fjendskaber. Det som drev ham, var Guds majestæt, følelsen af værdighed ved at stå med Guds Evangelium i verden for at virke den tro, som skal have ære og pris ved Jesu komme.

Han forsøgte ikke ved sin tjeneste at opnå ære hos mennesker, men at tjene og behage den Gud, som forud for sin dom sender det ord, hvormed han vil dømme verden: Evangeliet om Jesus Rom.2.16 og Åb.14.6-7. I den sammenhæng er der værdighed ved at gå med Guds Evangelium og dommens ord. Derfor er Paulus alene drevet af det ord. Det er gudstjeneste. Mange jøder gjorde i det ydre lige så nidkær tjeneste for Gud som Paulus. Men alligevel tjente de ikke Gud. For den tro i hjertet, som er den eneste sande tjeneste for Gud, havde de ikke. At Paulus' hjerte tjente Gud med den tro, som var opfyldt af Evangeliet, viste sig ikke blot i, at hans tjeneste ikke udsprang af vildfarelse, som man opgiver, hvis man aldrig møder andet end modstand og kamp. Den udsprang heller ikke af urene motiver, som brænder ud, når man ikke opnår det, som var ens egentlige hensigt - eller ved at benytte lokkemad, fordi man ikke har tillid til Evangeliets egen tale. Men Paulus gik åbenlyst til værks 2 kor.4.2. Det viste sig også deri (v. 7 -10 - især v.1 O), at han færdedes fromt, retskaffent og ulasteligt hos dem. Det gjorde han ikke for at lokke dem dermed eller for at hykle en falsk, ydre retfærdighed, som han jo i sin forkyndelse forbander - men for at hans færden ikke skulle lægge hindringer i vejen for hedningerne i at tro Evangeliet - hvis de fandt noget, som de med rette kunne bebrejde ham.

Det, som bestemte hans ydre færd i verden, var troen på Evangeliet, og ikke nogle bud og forskrifter, som samvittigheden var forpligtet på. Hans samvittighed var helt og fuldt bundet til Evangeliet. Men hvor troen så blev til hos dem, har han også der virket for troen på Evangeliet. Han minder dem i v.11-12 om, hvordan han opmuntrede hver eneste af dem, og tilskyndede dem til, at leve som den Gud vil det, som kalder dem til sit rige og sin herlighed. Da han var hos dem, havde han altså formanet og tilskyndet dem til, at leve som Gud vil det, eller som der står i 1948-overs.: at vandre Gud værdigt. Ja, men hvad er det, han tænker på her? Jo, det forstår vi, når vi ser, hvad det er, han glæder sig over hos dem nu: troen. For det viser jo, at så er det nået, som han har lagt dem på sinde: At det er i troen på Evangeliet, de vandrer som Gud vil det - den Gud, under hvis kald til herlighed de stadigt lever (vi bemærker nutiden: "Han der kalder jer til sit rige og sin herlighed", v.12). Ikke bud, ikke forskrifter, ikke alvorsord om synden i verden har han og lagt dem på sinde for at vandre Gud værdigt, men: Troen på Jesus - troen, som løser fra al lov - troen, som kun har et lys: Kaldet fra Gud til Guds rige og herlighed, som er i Evangeliet. Og nu ser han: De har taget imod hans ord - både i prædiken og når han lagde dem det på sinde enkeltvis. De vandrer virkeligt i troen Gud værdigt. Derfor takker han nu uophørligt Gud, fordi de tog imod ordet, som de forkyndte - ikke som menneskers ord, men som det Guds ord, det er ,v.13, fordi de ved Ånden fik lov at opleve Ordet som Guds - hvad Evangeliets Ord altid er, men desværre ikke altid opfattes som.

Her er vi ved hemmeligheden ved ethvert sandt bibelkursus. Jeg tror, der er mange, der som jeg har siddet og lyttet til Guds ord. Det blev prædiket af menneskemund , men som jeg sad der og lyttede, så sad jeg pludselig ansigt til ansigt med Gud. Jeg stod for Gud, da jeg hørte det. Og det gav ordet kraft. Det er den hemmelighed, Gud hentyder til i 5.Mos. 4,10-12, hvor han påminder Israel: Glem ikke den dag I stod for mit ansigt ved Horeb = Sinai. Da hørte I kun en stemme, men I så ikke nogen skikkelse. Da I ikke så nogen skikkelse, så pas på I ikke laver sådan nogle, v.15-16. Her siger han: Husk, hvordan det var at stå for mit ansigt, da I forstod: Nu står vi for den levende Guds ansigt. Hvad skete der da? Hvad så l? I så ingenting. Og fordi I ingenting så, så må I ikke handle så ødelæggende, at I bruger billeder i jeres gudsdyrkelse. Enten det er et udskåret billede eller et afbillede. Enten det er en film eller et maleri. For da I stod for mit ansigt, hørte I kun en stemme. Nogen skikkelse så I ikke. Med det bud siger Gud: Vil I stå for mit ansigt, så sker det ét sted. Der hvor min stemme lyder. Og det er det, du erfarer, når du sidder og lytter til ordet. 

Da oplever du det Åndens mirakel i dit liv, at du bliver alene med Gud. Nu taler Han. Og det betyder det, som Paulus siger her: Det udfører sin gerning i os. Det bliver et stærkt ord. Thessalonikerne oplevede det, da de sad og lyttede til det. Det kom til dem i kraft, Helligånd, og fuld vished (1 ,5). De vidste, at de med disse ord stod overfor Gud selv. Dét gav ordet kraft. Og det betød én ting: Det udførte den gerning i dem, som netop er Evangeliets gerning: den tro, der altid rejser den samme modstand, som Guds profeter mødte fra de falske profeter og deres talløse tilhængere - og som mødte apostlene fra synagogen, og folket som hørte til der. Og bemærk: Det, som denne modstand og vrede, som troen vækker, sigter på, er selve den sandhed, som er verden til frelse. Netop den sandhed, hvorved hele verden skal frelses fra Guds vrede.

Paulus siger, at disse modstandere vil forhindre at der tales til hedningerne, så de kan blive frelst v.16. Det er ikke for thessalonikernes gerninger, de forfølges, og ej heller p.g.a. deres moral. Heller ikke fordi de lærer loven, men fordi de i troen taler mod loven; fordi de i troen prædiker og lærer Kristus og troen på Ham. Så stærk en plads har det frelsens Evangelium, og så klart og urokkeligt taler og lærer thessalonikerne den tro, som alene vil vise sig som sejrstroen på Herrens Dag, at de vækker al anden tros vrede, forargelse og had ved at vrage alt andet og tale om det som usand gudstjeneste. Og det er typisk for Paulus, som netop Evangeliets tro betyder så meget for, at han ser sejren i thessalonikernes tro. Han siger:"For hvem er vort håb eller vor glæde eller vor hæderskrans over for Jesus, vor Herre, når han kommer, om ikke netop l? v.19. Uanset hvor ringe troen tit kan se ud, så er og bliver det dog den tro, hvis storhed, Herrens Dag vil vise. Og det skal vi se mere på i det følgende. For selvom troen ofte ringeagtes, taber den dog ikke sin storhed for Gud. Den griber altid om Jesus og forløsningen, som er i hans værk på Golgata. Men det er også den dag, der afslører dommen over alt, hvad der hindrer den tro, som i Evangeliet åbenbares til frelse. 

Forfærdelig er synet af den vrede, som de mennesker lever i, der står Evangeliet imod, og hindrer troens fremgang med deres fromhed og lovlære:"Sådan fylder de altid deres synders mål"ved loven og dens strenghed."Men vreden er kommet over dem til fulde"siger Paulus vers 16. Paulus taler som om, dommen allerede er kommet over dem. På den måde udtrykker han den helt uundgåelige fremtid - den uafvendelige vredesdom. Verdesdommen er over ugudelige, verdensbørnene der ikke har taget imod Jesus ikke over sande kristne i Herren Jesus den dom er vi ikke under mere. Det, vi her har set - først hos Paulus og hans medarbejdere, og senere hos denne unge menighed i Thessalonika - er mennesker, hos hvem alt drejer sig om en, stor ting for alle mennesker: Troen på Jesus. Heri alene er der retfærdighed og frelse hos Gud. I alt, hvad han fortæller om kamp og tjeneste, om arbejde og færden, om glæde og ære, om hvad der lykkes og alt, hvad der er forgæves, om evig sejr og evig vredesdom - alt drejer sig om ét og det samme: Evangeliets tro.

Det er at tjene den levende Gud. Dén tro er den ene og sande gudstjeneste.
Hjertets fylde af Evangeliets lys og sandhed - det er ærestroen på Herrens Dag. Der er ingen magisk formular, eller definitiv test, der med sikkerhed kan afsløre hvad vores åndelige gave er. 

Helligånden fordeler sine gaver efter sin egen bestemmelse 1. Korinther 12:7-11. Et ofte set problem blandt kristne, er fristelsen til at blive så optaget af vores åndelige gave, at vi kun søger at tjene Gud på det område, hvor vi mener at have en gave. Det er ikke sådan, de åndelige gaver fungerer. Gud kalder os til lydigt at tjene ham i alle ting. Han vil udstyre os med hvad end gave eller gaver vi har behov for, til at udføre den opgave han kalder os til. Vi kan identificere vores åndelige gave/gaver på flere måder. Selvom åndelige gave-tests ikke med sikkerhed kan fortælle os, hvor vores åndelige gaver ligger gemt, så kan de uden tvivl hjælpe os til at finde ud af dette. Andres bekræftelser kan også være med til at fortælle os, hvor vores åndelige gaver er. Når andre mennesker ser os tjene Herren, så kan de ofte identificere åndelige gaver hos os, som vi selv har taget for givet, eller ikke har opdaget. Bøn er også vigtig hér. Den, der med sikkerhed kender din åndelige gave, er gavegiveren selv – Helligånden. Vi kan spørge Gud om, hvilke områder vi har åndelige gaver på, for bedre at kunne bruge dem og bringe ham ære. Ja, Gud kalder nogle til at være lærere og give dem gaven til at undervise. Gud kalder andre til at være tjenere og velsigner dem med nådegaver til at hjælpe. Men kender vi vores åndelige gave, så er dette ikke en undskyldning til ikke at tjene Gud på andre områder også. Er det en fordel at kende hvilken åndelig gave/ gaver Gud har skænket os? Ja, selvfølgelig. Er det forkert af os at fokusere så meget på det område, vi har gaver indenfor, at vi neglicerer at tjene Gud på andre områder? Ja. Hvis vi virkelig ønsker at blive brugt af Gud, så vil han også udruste os med de gaver, vi har behov for.

Vi vi være med i denne tjeneste og vækkelse da må vi. Gå vejen gennem personlig og fælles bøn."Bed uden at holder op hele tiden. 1. Tess. 5:17 Helligånden er som et eneste råb om en stor ånds-udgydelse fra Himlen. Dette er Guds vældige indhøstnings time. Af en eller anden grund har han agtet mig for værdig til at kende dødskval og lidelse, for at vort stakkels folk må blive bjerget, førend råbet lyder: Se Brudgommen er her! Kun få er villige til at lide, for at andre kan komme til at se lyset. Det er en forfærdelig tid. Mennesker hungrer efter at se en sand hellighed omsat i dagligt liv; men alligevel er tiden fuld af selvet og ønsket om personlig vinding. Vi, som er vakt op, må derfor arbejde dobbelt for at hjælpe med til, at sejren kan vindes. Bøn er det eneste lægemiddel for denne ulyksalige tid. Men jeg takker Gud, at midt i alt dette har jeg, i Anden oppe på bjerget, fundet et sted, hvor en bedende kvinde kan søge hen og være sammen med Gud. Kom, du kære, med mig ud der, hvor Jesus vil bede gennem dig og sætte mange syndere i frihed i kraft af dine bønner! Følger du mig ud på denne bønnemark, vil du takke mig for, at jeg så indtrængende tilskyndede dig til at give dit liv til at bede syndere igennem til Gud. Også dig har han bønnegrund at give, som aldrig nogen anden har sat sin fod på. Han har bjerge og klippe-toppe, som ingen har bedt ham om at indtage i bøn. Hver eneste dag og nat kan dine fødder komme til at stå på en ny tinde. Prædiken er godt, undervisning nødvendigt, men bøn er selve hemmeligheden. En eneste bøn, som er hørt og besvaret af Gud, formår at ryste alt det skabte. Mennesker har hørt sandheden forkyndt, endda i rigt mål. Hvad de trænger til er at blive hjulpet til at komme løs af deres lænker, så at de kan tjene Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed. Prædiken, sang og undervisning kan tilsammen ikke bringe det jordskælv, som åbner gravene på den syndens og fangenskabets kirkegård, hvor millioner ligger døde i synd og overtrædelser. Det er kraft, vi behøver i denne stund, for at kunne hjælpe disse mennesker. De nævnte ting er alle-sammen ypperlige inden for deres områder; men når det drejer sig om at bryde segl, Satan har sat over syndernes hjerter, vil det kræve bøn og ubegrænset samtale med Gud. Der er mange, som beder, men få, som formår at bede igennem helt frem til Herrens herlighed og guddommelige vilje. Jesus derimod gik ind i Getsemane have og talte i bønnen med Gud, lige til kræfterne svigtede, og sveden perlede ud af ham som bloddråber. Det er det hårdeste arbejde, Gud har at tilbyde. Som en landmand må jeg grave dag og nat. Det kan sammenlignes med jord, som aldrig har været opdyrket, og hvor buske, træer, rødder og klippestykker går langt ned i jorden. Der i jorden findes også giftige tæger og lyssky orme, og du står hele tiden i fare for at grave en af disse ting op. At grave er et hårdt job; men det er min bestilling. I mine øren lyder dagen lang og natten igennem røsten af millioner af syndere. Gennem stadig bøn er jeg ét med Gud i det, som fylder hans hjerte.

Det er grunden til, at jeg ikke går på visit eller tager imod gæster. Jeg duer ikke til noget som helst andet. Jeg er helt og aldeles givet hen til at bede. Denne byrde ligger stedse på mig; end ikke et øjeblik kan jeg lægge den fra mig og hvile. Både tidligt om morgenen, ved middagstid og sent om aftenen løfter Herren os op i et nyt plan i bønnen. Man oplever ind i mellem, at være så overskygget af Herrens herlighed, at det er, som legemet døde, man kan blive ledt ud i bønnens have til et sted, hvor man aldrig havde været, alligevel virker det trygt og bekendt. Herrens Ånd råbte der: "Tusinder skal blive frelst! Påkald mig, og jeg vil sætte i frihed! Derefter bliver det ofte en stønnen og sukken i ens hjerte. Man græder for Herrens ansigt og byder sig til, som et bønneoffer, lige til alt, hvad han vil, føre os igennem. Der findes ingen større velsignelse end den at tale til Gud i bøn. Min sjæl er fyldt til randen; o, hvilket privilegium! Han har åbnet mig vej ind i sit hjerte til en ubegrænset samtale med ham! Gud er i sin bønne-have. Nogle forlader så at sige ikke kirken eller fællesskabet. I regn som i godt vejr samles de til bøn. I samlet flok bøjer de deres knæ, man kan sagtens side og bede, og deres stemmer smelter sammen som en eneste bøn til Gud. Lige der kommer Herren og fyldte stedet. Med sin livgivende ånde blæser han på os, og på en ny måde er vi os hans nærhed bevidst. Ved troens bønner finder mange uomvendte Gud, og mange troende bliver fyldt med Helligånden. Mange oplever gennem troens bønner fornyelse af deres sind ja ,mange får et nyt ind/hjerte som før var sten men nu er kød.

Ville vi bare samles til bøn, da skulle der gå en mægtig vækkelse over verden, og ufrelste sjæle ville blive høstet ind i skarevis og troende uden tal blive opbygget i Gud. I Det nye Testamente opfordrer Jesus til at bede for fjenden, til at bede om tilgivelse, til at bede i det skjulte, ja, til i det hele taget at bede, og så skal man få. Blandt de mange former for bønner i Det nye Testamente, er den vigtigste bøn Fadervor, som Jesus ifølge Matthæus- og Lukasevangeliet lærer sine disciple at bede. 

Jesus foreskriver ingen steder nogen bestemt dag, et bestemt sted eller noget bestemt tidspunkt at bede på. Derimod opfordrer han flere steder til at bede i det skjulte og til ikke at gøre en masse ydre væsen ud af bønnen: Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det Matthæusevangeliet 6,5-8. Jesus selv beder i de afgørende øjeblikke af sit liv Luk.3.21, før valget af de tolv disciple Luk 6.12.ved forklarelsen på bjerget Luk.9.29, og den sidste aften i Getsemane Have: Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: "Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder". Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: "Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!". Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil. Matthæusevangeliet 26,36-39. Undertiden trækker Jesus sig tilbage for at bede i ensomhed Mark.1.35 og til sidst, da han hænger på korset, beder Jesus for sine fjender: Men Jesus sagde: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem" (Lukasevangeliet 23,34). Det særlige ved bønnen i Det nye Testamente er, at den er en tiltale til Gud som fader. I Fadervor kan mennesket henvende sig til Gud, lige som et barn kan henvende sig til sin fader, nemlig i tryghed og i tillid til, at dets fader ved, hvad det trænger til Matt.6.8. Menneskets forhold til Gud som fader, spiller også en vigtig rolle i Johannesbrevene og hos Paulus: Faderen, Gud, har vist menneskene så stor kærlighed, at de må kalde sig Guds børn 1Joh.3.1-2 Rom.8.16. Særlige bedetider eller steder er ikke foreskrevet i Det Nye Testamente. Der har dog tidligt eksisteret en institutionaliseret form for bøn i den unge, kristne kirke. Noget kan tyde på, at de første kristne overtog jødedommens faste bedetider - morgen, middag og aften. Apg.2.42. beskriver også, hvordan de første kristne holdt sammen om nadveren og bønnerne. Her er det ikke kun den nadver eller brød vi har i kirkerne det er det daglige liv hvor vi også deler alt med hinanden i hjemmene og spiser brødet sammen spiser maden sammen. Sådan kan vi om vi virkelig gør det tjene Gud og hinanden og leve et Gud velbehageligt liv i og med Herren Jesus.

Husk i misonsbefalingen der står i det I lærer dem. Vi skal huske at lære hinanden hvad Bibelen siger. Hvad over Mesteren siger. Hvad Jesus befaler og gøre det selv. Derfor er det vigtig vi lever sammen så vi ærer af hinanden. En ung har brug for en ældre, en ældre skal også høre efter hvad en ung siger og lære desværre gider generationerne i dag ikke rigtig altid at lære af hinanden det er skammeligt når vi elles skulle være èt og èn familie i Herren Jesus.