LINK
Jeg har altid troet, at man kom i himlen med det samme, når man døde (hvis man er kristen)....men når jeg læser 1. Thessalonikerbrev 4,15-16 bli'r jeg usikker. Som jeg læser det, skal vi alle ligge i vores grave til Herren kommer igen, og så først da stige til Himmels. Jeg er forvirret...kan I hjælpe mig?
1.Thess. 4, 15-17: (v. 15) For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. (v16) For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun lyder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. (v17) Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.
Ifølge 1. Tessalonikerbrev kap. 4 vers 15-16 er "de døde i Kristus" endnu ikke stået op. De sover mens de venter på Herrens komme. Når Jesus kommer igen skal de møde ham i luften og "altid være sammen med ham".
Det er naturligt at vi mennesker stiller spørgsmål om, hvordan livet efter døden skal være. Samtidig må vi være klar over, at der er nogle spørgsmål, som vi ikke får svar på. Og vi behøver vel egentlig heller ikke at vide alt. Der er et forhæng, som vi ikke kan se ind bagved. Men så meget kan vi læse ud af de bibelske skrifter: Engang i fremtiden - vi ved ikke hvornår - skal Jesus komme igen. Alle mennesker skal bøje sig for ham og erkende, at han er herre. Han skal komme for at "dømme levende og døde". Og de, som tilhører ham - hvad enten de til den tid er levende eller døde - skal være sammen med ham. Først da skal opstandelsen ske.
Det er en fremtidig opstandelse. Det er ikke sket endnu. Samtidig lader Bibelen flere steder skinne igennem, at de, som er døde i troen på Kristus, er "hjemme hos Gud". Paulus kan tale om, at han længes efter "at bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren" (2.Korintherbrev 5,8). Det at "bryde op fra legemet" og at have "hjemme hos Herren" synes for Paulus at være et og det samme. Der er ingen tidsforskydning. Jesus kan også sige til røveren, der hang på korset ved siden af: Fra i dag skal du være med mig i Paradis. Her synes der heller ikke at være nogen tidsforskel mellem døden og dette at komme i paradis.
Hvordan skal vi skal vi så forene disse forskellige tanker? Personligt opfatter jeg det sådan, at når en kristen er død og lagt i graven, så er det menneske stadigvæk levende for Gud. Det menneske er adskilt fra os. Men det lever stadigvæk i Guds tanke. Det er i Guds hånd eller i Guds varetægt og venter på den dag, da "de døde i Kristus skal opstå". Det betyder ikke, at denne "ventetid" er en bevidst tid for dem. Vi kan måske sammenligne med vi menneskers almindelige nattesøvn. Søvnen er jo en tid uden tidsfornemmelse. Den er som "et nu", "et øjeblik". Derfor kan vi også tage afsked med vore kristne brødre og søstre med troen på at "de er hjemme hos Herren". Og samtidig glæde os til den dag, da vi sammen med dem skal forenes med Herren - og forenes med hinanden.
Hvornår forlader sjælen kroppen
Dette spørgsmål er med henblik på spørgsmålet om organdonation.
Hvornår forlader sjælen kroppen? Idet man dør, altså ånder ud? Hvis vi acceptere hjernedødskriteriet, har sjælen da forladt kroppen?
Man siger også "af jord er du kommet, til jord skal du bliv etc." Er dette ikke "ligegyldigt" hvis sjælen har forladt kroppen.
For mig, er det et et meget væsentligt spørgsmål, om sjælen overhovedet forlader kroppen, når et menneske dør! Mange af de tanker kristne har gjort sig om dette stammer fra den hedenske filosof, Platon (år 427-347 f. Kristus), der mente, at legemet er sjælens fængsel, som sjælen skal frigøres fra.
På den ene side lærer vi, at døden ikke er tilintetgørelse – hverken for sjæl eller legeme – derfor siger Jesus i Johannesevangeliet kapitel 11 vers 25 :
” Jeg er opstandelsen og livet; den som tror på mig, skal leve om han end dør!” Det betyder, at mennesket også i døden har liv, identitet og bevidsthed. (Jfr. Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus) Men bibelen siger næsten intet om tiden mellem død og opstandelse, så vi skal være meget forsigtige med at overfortolke de ting vi har, og i stedet må vi tage udgangspunkt i de forhold, som Bibelen taler klart om.
Krop og sjæl hænger sammen
Det er grundlæggende en bibelsk tanke at krop og sjæl hænger sammen, og i den forstand giver det ikke mening at forestille sig, at sjælen forlader / løsriver sig fra kroppen. Vi ved fra bibelen, at mennesket er skabt i Guds billede med legeme og sjæl. Livet, som Gud har givet os, er en enhed eller helhed af legeme og sjæl. Når et menneske dør, dør hele mennesket, ligesom hele mennesket opstår på den yderste dag som legeme og sjæl.
Hjernedød
Men det er alligevel ikke helt enkelt. Hvis vi accepterer hjernedødskriteriet, kan vi så sige, at et hjernedødt menneske lever, når kroppen på en eller anden måde bliver holdt kunstigt i live, f. eks. efter en alvorlig trafikulykke, indtil der bliver slukket ved kontakten? Jeg tror det ikke, men erkender at det er et meget belastende spørgsmål, når man står i situationen. Jeg tror, at kroppen (og sjælen) er død, på trods af, at der bliver holdt en blodcirkulation i gang, som gør at f.eks. organerne stadig fungerer.
Mellem død og opstandelse
Vi kommer til kort, dette er et emne, vi ikke kan gennemskue: Livets og dødens hemmeligheder kender alene Gud. Vi siger ved graven ”af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jorden skal du igen opstå”. Det er den bibelske optandelsesvirkelighed, vi beskriver på en måde, som ikke har noget at gøre med at ” sjælen har forladt kroppen” og det er derfor ikke ligegyldige ord – men netop en bekendelse! Det er det hele menneske der er blevet til jord, og det er det hele menneske (krop og sjæl) der igen vil opstå. Det er vores bekendelse på Bibelens grund. Men hvad der sker imellem død og opstandelse, det er meget vanskeligt at sige.
Hvorfor døden er en virkelighed, og hvad den indebærer, ved kun Gud fuldt ud. Men Guds ord åbner i glimt den nye verden for os, så vi i evangeliet om Jesus møder den Gud, ”som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til.” (Romerbrevet kapitel 4, vers 17 )
Taler Bibelen om tre former for død?
Beskrives det, at Bibelen taler om tre former for død, og at at man kan
sige, at døden kommer i 3 etaper:
Den legemlige død
Den åndelige død
Den evige død"
Der findes vist ikke ét bestemt skriftsted, der stiller det op på den måde, men det er gennemgående i Bibelen, at døden omtales på en af
de tre måder.
Den legemlige død giver lidt sig selv. Den er en følge af synden og omtales første gang i 1. Mosebog kapitel 3 vers19 : "til jord skal du blive". Det var ikke Guds mening fra starten, at døden skulle blive en del af livet, men det sker som en konsekvens af syndens indtog i verden, og bliver deraf et livsvilkår for alle. Livet er forgængeligt. I Hebræerbrevet kapitel 9 vers 27 udtrykkes det sådan: "Og ligesom det er menneskenes lod en gang at dø og derefter at dømmes...". Den legemlige død, er altså kun et skridt på vej til opstandelsen og dommen, som følger efter.
Den evige død kaldes i Åbenbaringsbogen også for "den anden død" (den kommer efter den legemlige død) og er et udtryk for den endelige fortabelse. Fx i Åbenbaringsbogen kapitel 2 vers11: "Den der sejrer, skal ikke skades af den anden død" og kapitel 20 vers 6 : "Salig og hellig er den, der har del i den første opstandelse, dem har den anden død ingen magt over." og kapitel 20 vers 14 : "Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen, det er den anden død, ildsøen." Dette er en beskrivelse af fortabelsen.
Den åndelige død er forbundet med vantroen og kan føre til den evige død. I den forstand er vi i os selv døde, vi fødes bortvendt fra Gud. Men i troen på Gud skabes livet i os. Bibelen taler om, at den troende er gået over fra døden til livet, feks. i Johannesevangeliet kapitel 5 vers 24-25: "Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet." og i kapitel 6 vers 47: "Den der tror, har evigt liv".
Hvordan er dødsriget?
Når vi dør ligger vi så i dvale i himlen eller er vi i levende live sammen med Jesus og har det "fedt" allerede der?
Ved Kristi genkomst skal de døde opstå. Jorden skal så at sige sparkes af gravene, og de døde vil opleve en legemlig opstandelse. Men dette sker altså først ved Kristi genkomst og ikke ved døden. I tiden indtil da befinder den døde sig i det, der gerne kaldes mellemtilstanden.
Dødsriget er ifølge Bibelen det sted, hvor et menneske befinder sig fra døden til opstandelsen. Dødsriget skal altså ikke forveksles med helvede. Men det er det sted eller den tilstand, hvor alle mennesker, retfærdige og uretfærdige befinder sig indtil opstandelsens dag.
Det er vanskeligt at sige, hvorledes tilstanden i dødsriget er. I nogle tilfælde kaldes døden en søvn. De døde er de hensovede.
Prøv at se disse steder:
Johannesevangeliet 11,11;
Apostlenes Gerninger 7,60; 13,36;
Paulus' 1. brev til Korintherne 7,39; 11,30; 15,6.18.20.51;
Paulus' 1. brev til Thessalonikerne 4,13-15;
Peters 2. brev 3,4
Med den talemåde ser det ud til, at tilværelsen i dødsriget kan sammenlignes med en søvn, hvor man altså ikke er ved bevidsthed, men venter på at blive vækket på opstandelsens morgen. Opstandelse kaldes jo også opvækkelse.
Men der er også tekster, der tyder på, at de døde har en klar bevidsthed. Jesus fortæller en lignelse om Lazarus og en rig mand (Lukasevangeliet 16,19-31). I den beretning hedder det, at mennesker allerede umiddelbart efter døden bliver adskilt. Den fattige Lazarus kom til "Abrahams skød", mens den rige mand efter døden "slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes". Der er en dyb kløft mellem de to steder, så at man ikke kan komme fra det ene sted til det andet. Den rige mand er ved bevidsthed og beder Abraham om barmhjertighed.
Paulus antyder det samme, når han i Paulus' brev til Filipperne 1,23 siger, at han "længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste". Dermed antyder Paulus, at han umiddelbart efter døden vil opleve et fællesskab med Kristus. Vi har altså to forskellige udsagn om, hvorvidt man umiddelbart efter døden kommer i en tilstand hvor man er i stand til at opfatte omverdenen med sine sanser. Nogle tekster taler om døden som en søvn, andre om døden som en fortsættelse af livet i bevidst tilstand.
Så vidt jeg kan skønne, giver Bibelen os ikke et klart svar på det problem. Der kan rettes indvendinger imod begge to synspunkter. På den ene side skal man passe på ikke at udlede noget af Jesu lignelse, som det slet ikke var meningen skulle uddrages. Vi kan let komme til at overfortolke forskellige elementer i Jesu lignelser. På den anden side kan det også være en talemåde, at døden kaldes en søvn. Det kan være en formildende omskrivning af en virkelighed som har et ubehageligt indhold. Døden kaldes en søvn, fordi den afdøde ligner et sovende menneske. Men pointen er ikke, at den afdøde er i en bevidstløs tilstand.
Der er argumenter for og imod. Det væsentlige er, at de døde er i Guds hånd. De venter på de dødes legemlige opstandelse ved Kristi genkomst. Alle skal opstå. Jesus siger ifølge Johannesevangeliet 5,28-29: "den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans [Sønnens] røst og gå ud af dem - de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom". Det vigtige er ikke, hvorledes situationen er i dødsriget. Det vigtige er at tilhøre dem, der opstår til liv hos Jesus Kristus.
Hvordan hænger sjæl og legeme sammen?
Det er en udbredt opfattelse i Danmark, at når en person dør, forlader vedkommendes sjæl legemet og farer til himmels. Så vidt jeg ved, så er denne dualistiske opfattelse et levn fra de gamle græske filosofier. Mig bekendt hænger legeme og sjæl/ånd sammen i den kristne forståelse. Sidstnævnte opfattelse bekræftes vel også af trosbekendelsen, hvor man "tror på kødets opstandelse". Hvad er rigtigt?
Det er rigtigt, at legeme, sjæl og ånd hænger sammen i kristendommen, og at vi netop siger i trosbekendelsen, at vi tror på kødets opstandelse og dermed mener vi ikke alene åndens og sjælens opstandelse. Samtidig må det også med, at sjælen i Bibelen betyder flere forskellige ting, som ofte kan forstås ud fra sammenhængen, f.eks. livsånden, personligheden, den del, der binder kroppen og ånden sammen, eller "det af mennesket, som ikke er krop". Derfor er det heller ikke helt éntydigt, hvad der præcis sker lige efter døden for en kristen.
De fleste bibelfortolkere taler om en mellemtilstand, hvor sjælen er hos Gud (i "himmelen" eller i de frelstes del af "dødsriget") indtil tiden for "kødets opstandelse", hvor legeme, sjæl og ånd så igen er forenet. Når Jesus siger til den ene røver på korset, at han i dag skal være med ham i Paradiset (Luk. 23,43) kan det enten betyde, at hans sjæl er med i Himlen straks, eller at "i dag" betyder, at han er med Jesus hos Gud, når Jesus kommer igen, og det så er underforstået at én dag er for Gud som tusinde år og tusinde år som én dag!
