LINK
Ja er det korte svar.
Alle som er fødte på ny har allerede Den Helge Ånd i sig,og lam som Gud der er giveren få forstlige nåde gaver, men ingen kan kopiere gaverene eller tager dem selv, Guds bord er IKKE et tag selv bord hvor man selv vælger.
Til fælles gavn
Om Åndsgaverne til menigheden skriver Paulus (1. Korintherbrev kapitel 12 vers 7) at de gives til fælles gavn. Selvom vi måske opfatter de mennesker som har fået nådegaver, som særligt udvalgte og betydningsfulde, så er nådegaver givet for at tjene/betjne andre. De gives til gavn for menigheden.
Når man kan udfylde en opgave/en plads i menigheden, så er det naturligvis også til glæde for én selv. Det giver en oplevelse af værdi og det har reelt en stor værdi at vi har forskellige ting at bidrage med i fællesskabet. Paulus lægger vægt på, at når tungetale tales i menigheden, så skal der være én som kan udlægge det. Ellers skaber det uorden og forvirring.
Man kan også opleve tungetalens sang i Ånden, fællestilbedelse i tunger ved lovsang.
Gaver - kan vi bede om, men ikke gøre krav på
Personligt kan tungetale være til opbyggelse (1. Korintherbrev kapitel 14 vers 4) og det er en gave som alle kan bede om at få.
Men som alle andre nådegaver er det en gave, som man ikke kan gøre krav på eller regne med at få. Paulus skriver i 1. Korintherbrev kapitel 14 vers 1-3 at vi skal stræbe efter åndsgaver (dvs. bede om dem) og det er netop ved at søge Gud og lægge sit liv frem for ham, at vi åbner os for Åndens gaver. Der er for mig heller ingen tvivl om at en menighed, der frimodigt og tålmodigt beder om åndens gaver vil opleve at Gud hører bønnerne. Så må man være åben overfor, hvordan han hører bønnen - for han giver os jo det, vi har mest brug for.
Tungetale er, som sagt, én af de mange særlige gaver, som Guds Ånd kan give til en kristen. Nådegaver kalder vi dem. Vi kan finde dem beskrevet, som vi også har været ide på på før, ret udførligt i Bibelen i 1. korinter kapitel 12-14. Fælles for gaverne er, at de gives til hver enkelt person, men for at den enkelte skal bruge dem til gavn for alle de andre kristne, man er sammen med.
Når man eksempelvis taler i tunger hjemme kan man få et hilsen til nogen eller noget man skal dele i menigheden eller andet man ikke lige havde tænkt på selv.
Tungetalen er ikke et bevis på man har den hellige Ånd men et for os, ukendt Himmelsk sprog, som er en af Gud mange nådegaver mange får den dag i dag.
Tungetalen er i den forbindelse lidt speciel. Paulus siger at tungetalen altid må udlægges for at den kan være til gavn for andre (kapitel 14, vers 27).
Og det hænger sammen med tungetalens karakter. Den består af utydelige lyde, som er uforståelige for andre - og for én selv.
Den er altså en slags ekstatisk sprog, som tales uden at man med sin forstand bestemmer, hvad man vil sige, derfor kan man heller ikke sige, nu vil jeg tale i tunger oh så gør man det det kommer når Den Hellige Ånd ønsker at bruge tungetalens gave.
Tungetalen kan, som sagt, være opbyggende for en selv. Det kan mange af de, der har denne nådegave, fortælle om. Men andre i fællesskabet kan altså ikke få noget ud af det, med mindre talen bliver forklaret. Og det kan den kun, hvis der er én i fællesskabet, der har tolkningens nådegave (kapitel 12, vers 10).
Når du ikke har fået lov at tale i tunger lige som mange af dine medkristne kan det kun forklares ud fra det, der står i kapitel 12, vers 11: Alt dette (altså alle de mange gaver, som lige er beskrevet i det foregående) virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil. Det er Guds Ånd, der bestemmer, hvem der skal have hvilke gaver og hvornår.
Der er forskellige grunde til at vi får forskellige nådegaver. Blandt andet at vi jo har forskellige opgaver. Det skriver Paulus om i kapitel 12, vers 29, hvor han spørger: Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger? Har alle nådegave til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle tolke tungetale? Alle spørgsmålene her er retoriske spørgsmål. Det betyder, at det er indlysende hvad vi må svare på dem: Nej, selvfølgelig er alle ikke apostle, eller profeter, eller lærere o.s.v. - det ville jo være dumt! Derfor skal alle heller ikke tale i tunger.
De der har en opgave i forbønnens tjeneste oplever generelt flere gange at få tungetalens gave end andre, det vi kalder for intercecor. Det hænger sammen med tjenesten eller opgaven hvor en forbeder ofte har brug for ånds åbenbarelse omkring problemet eller det der bedes for.
Nu har du så altså ikke - selv om du har bedt om det - fået tungetalens nådegave. Det kan kan du naturligvis blive ked af, hvis du meget gerne vil have den nådegave. Men prøv for et stykke tid at flytte blikket lidt fra det du ikke har og find ud af, hvad det så er du har! For Gud har også udstyret dig med andre evner og gaver, som han gerne vil have dig til at bruge i det fællesskab, du er en del af. Det er dem, du skal få øje på og udvikle, så andre også kan få glæde af det.
Guds fred til dig
